Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nexø, Andersen-, Martin - Nexø-Sandsten - Ney, Elly - Ney, Michel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sonne’s Optegnelser i »Bornholmske Saml.«,
VII og VIII [1912—13]; Trap, »Hist.-topogr.
Beskr. af Danm.«, 4. Udg., III [Kbhvn 1921]).
M. S.
Nexø, Andersen-, Martin, dansk
Forfatter, f. 26. Juni 1869 i et Arbejderhjem paa
Kristianshavn, men tilbragte sine Drengeaar i
Nexø. Han har skrevet en Rk. mindre og
større Fortællinger, der baade med Humor og
Følelse skildrer Smaafolks Liv (»Skygger«, 1898,
»Det bødes der for —«, 1899, »En Moder« og
»Muldskud«, 1900, »Familien Franck«, 1901).
Herefter fulgte et større Arbejde, Romanen
»Dryss« (1902) og nogle Rejseskildringer fra
Spanien (»Soldage«). Men større
Opmærksomhed vakte N. først med Udsendelse af den stort
anlagte sociale Roman »Pelle Erobreren« i 4
Bd (1906 ff.), der med lige saa stor poetisk
Inderlighed som fanatisk Ensidighed skildrede
den kbhvn’ske Arbejderbevægelses Opstaaen
i 19. Aarh. Et Sidestykke er den store
Fortælling i 5 Bd (1919—22) om Proletarbarnet »Ditte
Menneskebarn«. Ogsaa i dette Værk strider
Forf.’s poetiske Medfølelse og fine
Menneskeopfattelse en haard Kamp med Tendensen. Men
under alle Omstændigheder har N. ved disse
to store episke Arbejder vundet en fremskudt
Plads i den moderne danske Roman.
J. Cl.
Nexø-Sandsten er en hvid eller brunlig rød,
tydelig lagdelt, til det ældste Kambrium
hørende Sandsten, som paa Bornholm danner et
Bælte langs Granittens Sydrand. N. benyttes en Del
som Bygningssten og er bl. a. anvendt til
Frihedsstøtten i Kbhvn.
J. P. R.
Ney [nɑj], Elly, tysk Pianistinde, f. 27. Sept.
1882, Elev bl. a. af Leschetizky og Sauer, gift
med den holl. Violinist van Hoogstraten, var
Lærerinde ved Kölns Konservatorium og lever
nu i Bonn. N. har foretaget talrige
Kunstrejser, ogsaa til Amerika, og har bl. a. gæstet
Kbhvn; hun er en af Nutidens første
Klaverspillerinder, teknisk fremragende og en
temperamentsfuld og poetisk Fortolker.
W. B.
Ney [næ], Michel, Hertug af Elchingen,
Fyrste af Moskva, fr. Marskal, f. 10. Jan. 1769
i Sarrelouis, skudt i Paris 7. Decbr 1815, var
en af Napoleon I’s mest fremragende Hærførere.
Han var Søn af en Bødker og traadte 1788 ind i
Hæren som Frivillig i et Husarregiment; hans
glimrende milit. Egenskaber viste sig hurtig,
1792 blev han Løjtnant, og i Revolutionskrigen
udmærkede han sig i den Grad, at han 1796
avancerede til Brigadegeneral, og 1799 til
Divisionsgeneral; 1800 var han med i alle
Rhinarmeens Kampe under Moreau.
Bonaparte udmærkede ham meget for at vinde ham
for sig; N. blev Generalinspektør for Rytteriet
og sendtes 1802 i diplomatisk Sendelse til
Schweiz; ogsaa dette Hverv klarede han med
stor Dygtighed, og det var en Selvfølge, at
han 1804 var en af de først udnævnte 18
Marskaller. 1805 sejrede N. som Chef for 6. Korps
ved Elchingen og muliggjorde derved Mack’s
Indeslutning i Ulm, hvilket nogle Aar efter
forskaffede ham Hertugtitlen. 1806 kæmpede han
ved Jena og deltog i den kraftige Forfølgning
af Fjenden, og 1807 afgjorde han Sejren ved
Friedland og var derefter ganske særlig
populær i Armeen. 1808—11 virkede han med stort
Held paa den pyrenæiske Halvø, men havde her
mange Stridigheder med Massena, under hvis
Befaling han stod. 1812 førte N. 3. Korps med
fremragende Dygtighed; hans Navn er navnlig
knyttet til Kampen ved Borodino og til
Dækningen af Storarmeens Tilbagegang; N. blev Fyrste
af Moskva og kaldtes »den Tapreste af de
Tapre«. 1813 udmærkede han sig særlig ved Lützen
og Dresden, men led et Nederlag ved
Dennewitz, og ved Leipzig maatte han trods rasende
Modangreb gaa tilbage 18. Oktbr. 1814 stred
han tappert i Napoleon’s Kamp ved Marne,
men da det gik tilbage for Napoleon, var N.,
trods alt, hvad han skyldte Kejseren, en af de
ivrigste for at virke for Napoleon’s Abdikation.
Han gik da ogsaa straks over til Bourbon’erne,
fik en stor militær Kommando, og blev Pair af
Frankrig, men trak sig senere tilbage til
Privatlivet. Da Napoleon 1815 kom tilbage fra
Elba, blev N. sendt imod ham med 4000 Mand;
ved sin Afmarch erklærede han til Ludvig
XVIII, at han vilde bringe Napoleon tilbage i et
Bur, men da han atter stod over for sin gamle
Krigsherre, og Tropperne vaklede, sluttede N.
sig dog til Napoleon. Under Felttoget i Belgien
kæmpede N. ved Quatrebras, hvor det ikke
lykkedes ham at kaste Englænderne, og derefter
med stor Tapperhed og Dødsforagt ved
Waterloo; Napoleon var, dog med Urette, meget
misfornøjet med N. Efter det fortvivlede Slag tabte
N. ganske Hovedet, rejste til Paris, optraadte i
Senatet for en fuldstændig Underkastelse og
skubbede paa den Maade til den hældende
Vogn. Hans Stilling i Paris var imidlertid alt
andet end sikker, idet Bonapartisterne paa den
ene Side tillagde ham Ansvaret for Nederlaget
ved Waterloo, og Bourbon’erne paa den anden
Side hadede ham, fordi han var gaaet over til
Napoleon efter Landstigningen ved Cannes. N.
holdt sig derfor skjult, men blev fundet, ført til
Paris og anklaget for Højforræderi. Han blev
stillet for en Krigsret; hans gamle
Krigskammerat Moncey nægtede at være Præses for denne
Ret, der vist næppe havde dømt Helten fra
saa mange Sejre, men N. forlangte som Pair
at stilles for Pairskamret, og dette dømte ham
med stort Flertal til Døden. Han blev 7. Decbr
1815 skudt i Luxembourghaven og
kommanderede selv den dødbringende Salve. Paa dette
Sted er senere rejst et Mindesmærke for ham.
N. hørte ikke til de store Feltherrer, der
selvstændig kunde lede et Felttog, men paa
Slagmarken var han en glimrende taktisk Fører,
der som faa forstod at rive Soldaterne med sig;
Han har ikke selv skrevet Memoirer, men hans
 |
| M. Ney. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
