- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
159

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Teater

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

dannede Stænder alm. udbredte Lyst til at spille
Komedie gjorde sig efterhaanden ogsaa
gældende i N., og ved Beg. af 19. Aarh. havde de
fleste større Byer i N. Privatteatre, af hvilke
fornemmelig Kria’s og Bergens omtales med
megen Anerkendelse af flere i Norden paa den Tid
rejsende Udlændinge. Om nogen egl. national
Bet. kunde der dog selvfølgelig ikke være Tale
ved disse Skuespilopførelser, der for en stor
Del lededes af danskfødte og — især for Kria’s
Vedk. — fuldstændig hvilede paa danske
Traditioner. Først 1827 fik N. sit første
offentlige Teater
, da den sv. Skuespiller Johan
Peter Strømberg, efter at have erholdt kgl.
Privilegium til at opføre et Teater i Kria og
dertil »inddrage sædelige Mennesker af de
Indfødte samt med disse give Pantomimer, Operets
og saadanne Skuespil i Landets Sprog, der
forener Moralitet med Smag og Interesse«, den 30.
Jan. 1827 aabnede sit paa Hjørnet af Akers- og
Teatergaden byggede Teater med Opførelsen af
Kotzebue’s, af Rahbek oversatte Skuespil
»Hustruen«. Meningen var altsaa at grundlægge en
norsk Scene i N.’s Hovedstad. Det viste sig
imidlertid snart, at Teatret ikke kunde klare sig alene
med de »Indfødte«, der væsentlig bestod af
Raamateriale fra Underklasserne, medens
Strømberg, der havde sin Uddannelse fra den
gustavianske Periode med dens opskruede
Reklamation og affekterede Plastik, og som desuden ikke
besad tilstrækkeligt Kendskab til det norske
Sprog, heller ikke var synderlig skikket til at
vejlede og udvikle Begynderne. Strømberg fik
da kgl. Tilladelse til ogsaa at engagere nogle
danske Kunstnere og var heldig nok til at faa
et Par flinke Sujetter i Jens Lang Bøcher
og Jfr. Christiane Hansen (senere Md.
Bøcher). Men allerede det flg. Aar nødte Gæld
og Pengemangel Strømberg til at standse
Teatrets Drift, og dets Ledelse overtoges nu af den
ovenn. Bøcher, der til Kreditorernes Sikkerhed
fik ved Siden af sig en af 5 Medlemmer
bestaaende Direktion. Teatret genaabnedes 23.
Oktbr 1828, men med dets Eksistens som norsk
Scene var det nu forbi. Bøcher, der havde
erholdt et Privilegium, som ikke indskrænkede
ham til at vælge Skuespillere af nogen bestemt
Nation, rekruterede Teatret fortvæk med
danske, medens de faa genværende norske
efterhaanden forsvinder fra Scenen, uden at nogen af
dem har efterladt et Navn i den norske
Skuespilkunsts Historie. Under Bøcher’s Styrelse
opførtes det første norske, historiske Skuespil, H.
A. Bjerregaard’s Drama »Magnus Barfod’s
Sønner«, medens Repertoiret for øvrigt bestod saa
godt som udelukkende af danske og tyske —
især Kotzebue’s — Stykker. Bøcher saa sig dog
allerede ved Udgangen af Sæsonen 1830—31
nødsaget til at fratræde sin Stilling, da han ikke
kunde opfylde sine pekuniære Forpligtelser, og
Strømberg, der fremdeles stod som Ejer af
Skuespilhuset, solgte nu dette til den danske
Skuespiller Karl Anton Saabye, der ligeledes
erholdt et kgl. Privilegium. Saabye bragte
imidlertid ved omfattende Forbedringer af Huset
Teatrets Gæld op til henimod 14000 Spd,
hvorfor ogsaa han fik en Direktion over sig. I
Sæsonen 1832—33 steg Teatrets Indtægter
betydelig ved den kgl. danske Skuespiller Dr. Ryge’s
Gæstespil; men i den derpaa flg. ulykkelige
»Koleratid« tilføjedes der Teatret et saa stort
Tab, at Saabye lod det i Stikken og rejste sin
Vej uden videre. Direktionen holdt det dog
fremdeles oppe og var saa heldig at erhverve
et Par dygtige Kræfter i Signe Winsløv
(senere Fru Giebelhausen) og Peter
Nielsen
, som sammen med de tidligere
engagerede Sujetter, Christian Jørgensen,
Augusta Smith (senere Fru Schrumph)
og Emilie da Fonseca (senere Fru
Bratz) i en lang Aarrække vedblev at være
Teatrets bedste Kræfter. 5. Novbr 1835
nedbrændte det Strømberg’ske Teater under
Opførelsen af P. A. Heiberg’s »Indtoget«, og
Skuespillerne fik nu midlertidigt Husly i det
dramatiske Selskabs Lokale, indtil det ny Teater paa
Bankpladsen stod færdigt allerede efter et Par
Aars Forløb.

Teatret havde i det forløbne Tidsrum spillet
en betydelig Rolle i Dagens Diskussion, som et
brugbart Stridsemne i Kampen mellem
»Patrioterne« (Norskhedspartiet, med Henrik
Wergeland
som Fører) og »Danomanerne«
ell. den Fraktion af det norske Folk, der
fremdeles, trods Rigernes Adskillelse, følte sig
bunden til Danmark og dansk Kultur. Den danske
Skuespilkunst paa den norske Hovedstads Scene
var for Patrioterne det haandgribeligste
Vidnesbyrd om N.’s vedvarende Afhængighedsforhold
til Danmark, og da det ny Teater skulde
bygges, kom Nationalitetskravet med fornyet Styrke
til Orde. Striden blev dog uden Resultat, al den
Stund man ingen norske Skuespillere havde, og
det — som det officielle Blad »Rigstidenden«
skrev — »vistnok vilde vare længe, førend
smaalige Fordomme tillod den dannede norske Mand
og Kvinde uden Sky at fremtræde paa Teatret«.
Under saadanne Omstændigheder maatte man
jo være tilfreds over at kunne hente sine
sceniske Kunstnere fra et med N. i Sæder og Sprog
saa nær beslægtet Land, og det blev da ogsaa
de danske Skuespillere, som tog det ny Teater
i Besiddelse og aabnede det med A. Munch’s
historiske Drama »Kong Sverres Ungdom« 4.
Oktbr 1837. Fra 1837—50 havde »Kria Teater«
— som blev det ny opførte Skuespilhus’ Navn —
en ublandet dansk Periode, idet baade
Kunstnere og Repertoire hentedes fra Danmark,
medens kun en fire-frem norske Stykker opførtes
i samme Tidsrum. I det udenlandske
Repertoire afløste Scribe Kotzebue, samtidig med at
Teatret ved sine Sangkræfter stræbte at holde
sig nogenlunde à jour med Tidens Musikdrama.
Personalet fik i dette Tidsrum en heldig
Forøgelse i Adolf Rosenkilde, Karl
Hagen
samt Anton og Betty Smidth, og
man vænnede sig efterhaanden til den
Anskuelse, at den norske Nation ikke var skikket til
at spille Komedie.

Ved Udgangen af Aarh.’s første Halvdel
begyndte imidlertid en national Genfødelse i
Litteratur, Musik og bildende Kunst ved Mænd som
Asbjørnsen, Moe, Kjerulf, Tidemand og Gude,
hvad der heller ikke blev uden Indflydelse paa
den dramatiske Kunst. Af denne Bevægelse
skabtes nemlig den første norske Scene,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:46 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0181.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free