Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Olafssagaer - Olafsskæg - Ólafsson, Arnljótur - Ólafsson, Eggert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er dem Saga, der foreligger i Fornmannasögur,
IV—V. Endelig haves den saakaldte
»legendariske Saga«, udg. 1922. Om Olaf Kyrre findes
ingen særskilt Saga. (Litt.: F. Jónsson,
»Oldn.-oldisl. Litteraturhistorie«, II).
F. J.
Olafsskæg (n.), se Asplenium.
Ólafsson [’o^u.lafså.n], Arnljótur, isl.
Præst, Politiker og økonomisk Forf., f. 21.
Novbr 1823, d. 29. Oktbr 1904, blev Student 1851
og studerede Nationaløkonomi ved Univ. i
Kbhvn, uden dog at underkaste sig Eksamen.
Han offentliggjorde i sine Studenteraar flere
værdifulde økonomiske og statistiske Afh. ang.
Island og blev 1858 valgt Medlem af Altinget.
For at faa en fast Stilling læste han Teologi
ved Præsteskolen i Reykjavik, hvor han tog
Embedseksamen 1863, blev s. A. Præst til
Bægiså, hvorfra han 1889 forflyttedes til Sauðanes.
Ó. sad som folkevalgt i Altinget 1859—67,
1877—85 og som kongevalgt 1886—91; da trak han
sig tilbage. 1901 stillede han sig igen, blev valgt,
men forhindredes ved Sygdom i at møde i
Altinget. Ó. var en kundskabsrig Mand, en
Tænker, der dristig hævdede sin Mening over for
Islands betydeligste Fører, Jón Sigurðsson, og
gik sine egne Veje. Men selv om han hørte til
Altingets betydeligste Medlemmer, blev han dog
aldrig Fører for noget større Parti. Ó. skrev
en Nationaløkonomi, »Auðfræði« (1880), flere
økonomiske Afh. i isl. periodiske Skr (»Skýrslur
um landshagi« og »Andvari«), en Logik,
»Rökfræði« i »Timarit« 1891, en Afh. om Lovöre
og Sölvværdi i den isl. Fristat, »Um Iögaura og
silfurgang« (i »Timarit«, 1904) samt flere
værdifulde Artikler i isl. Blade. Ó. har en klar
Fremstillingsevne; han har beriget det
islandske Sprog med en Mængde ny Ord, som han
har dannet for forsk. økonomiske og filos.
Begreber og Udtryk.
B. Th. M.
Ólafsson ]’o^u.lafså.n], Eggert, isl.
Naturforsker, Filolog, Digter og Patriot, f. 1. Decbr
1726, d. 30. Maj 1708. Ó., der var en Broder
til Jón Ólafsson den Yngre, blev Student fra
Skalholt Skole 1746 og rejste s. A. til Kbhvn,
hvor han tog de sædvanlige Eksaminer. Da han
foruden at sysle med Naturvidenskaberne ogsaa
studerede sin Fødeøs Oldskrifter og Oldtid,
blev han Arnamagnæansk Stipendiat og tildrog
sig ved sin Flid og Lærdom Opmærksomhed.
1749 udgav Ó. en Afh. De Islandiæ natura et
constitutione. Den Anseelse, han havde
erhvervet sig, bevirkede, at han og en anden lærd og
begavet Landsmand, Bjarne Pálsson, sendtes til
Island for at undersøge det økonomisk og
geografisk-statistisk. Efter en kortere Rejse derop
berejste de hele Landet paa Kryds og paa tværs
(1752—57), undersøgte Landet og dets
Beskaffenhed, Naturforhold og
Naturmærkværdigheder; ligeledes Befolkningens Forhold, dens
Levevis og Skikke og alle økonomiske Forhold
overhovedet. De holdt meget udførlige
Dagbøger, som de efterhaanden sendte sammen med
»Plantesamlinger, Fugle og andre Naturalier«
ned til Videnskabernes Selskab, der havde
bekostet Undersøgelserne. Efter at de var vendte
tilbage til Kbhvn, skulde Udarbejdelsen af det
indsamlede Materiale, Beskrivelsen af Land og
Folk, begynde. Det blev Ó., der alene kom til
at udarbejde denne. P. Gr. a. sin
Helbredstilstand fik Ó. Lov til at rejse til Island (1760)
og der udarbejde Beskrivelsen. 1764—66
opholdt han sig dog atter i Kbhvn og fuldførte
den. Den udkom, dog først 1772 under Titlen:
»Vicelavmand E. Ó.’s og Landphysici B. P.’s
Reise igennem Island, foranstaltet af
Videnskabernes Selskab i Kbhvn og beskreven af
forbemeldte E. Ó.«, ledsaget af 51 Kobberstik
(Fugle, Naturmærkværdigheder, Redskaber m.
m.) tillige med et Kort over Island. Senere
udkom en tysk og fr. Overs. Dette Værk er og
vil altid blive et mønstergyldigt Hovedværk,
lige saa righoldigt som paalideligt m. H. t. de
positive Beskrivelser; det er med Rette blevet
kaldt »klassisk-nøjagtigt, paalideligt og
grundigt« (Molbech). Til Anerkendelse af hans store
Fortjenester blev Ó. udnævnt til Vicelavmand
over Syd- og Østfjerdingen paa Island 1767. Da
han Aaret efter, i Slutn. af Maj, vilde flytte
med sin unge Hustru til deres fremtidige
Opholdssted, druknede han paa Sejladsen over
Bredefjord; Baaden forliste med alt, hvad der
var om Bord, der gik ogsaa den største Del af
hans Manuskripter og Bøger tabt. Dette
pludselige og sørgelige Endeligt føltes og føles endnu
som en Nationalulykke. Denne ædle og redelige
Mand var en udmærket Fædrelandsven, hvis
Stræben og Virksomhed kun gik ud paa at
virke for Landets Opkomst og Velfærd. Han
tænkte ikke paa andet. Han forfattede forsk.
Afh. om Landøkonomi o. l. Emner, hvoraf
Lachanologia Islandica (om Køkkenurter) er trykt
(1774), bearbejdet af hans Svoger Bj.
Halldórsson. Han forfattede Afh. om et Udbrud og
Jordskælv 1755 o. s. v. Fremdeles skrev han om
filologiske Emner og Forklaring til juridiske
Udtryk. Særlig tog han sig af sit Modersmaal,
hvis Vanrøgt han klart erkendte. Han skrev
bl. a. en Afh. om den isl. Retskrivning, der paa
mange Punkter frembyder sunde Principper.
Paa enhver Maade vilde han vække sine
Landsmænd til Eftertanke og daadskraftig Handling,
belære dem og vejlede dem til aandelige og
materielle Fremskridt paa et nationalt og
rationelt Grundlag, uden at han dog lod sin
nationale Følelse gøre sig snæversynet. En
saadan Vækkelse var ogsaa Formaalet for hans
Digte, hvoraf en Samling »Kvæði« (1832) er
udgivne. De er for en stor Del belærende,
moraliserende ell. satiriske; nogle er Udtryk for
en jævn Skæmt og et stilfærdigt Gemyt. Nogle
af de mest kendte er: »Búnaðarbálkur«, overs.
paa Dansk af F. Magnússon i »Skandinavisk
Museum«, I (Det isl. Landlevned; Læredigt i 3
Sange), — et længere Digt, »Island«, hvor
Fjeldmøen giver et Overblik over sin Historie og
beskriver sin Elendighed; et andet »Om
Islandskens Sygdom og Død« behandler til Dels
humoristisk, hvor slet det staar til med Sproget.
Desuden er der flere Læredigte og en Del
lyriske Digte og Skæmtevers. Nogen
gudebenaadet Digter var Ó. ikke. Men hans patriotiske
Glød, hans grundige Viden og klare Blik for
Folkets Tilstand lagde ham vægtige og
indtrængende Ord paa Tungen. Hans Vers er i det
hele ret gode; hans Digtning staar ubetinget
øverst i Samtidens Produktion. Hans Sprog er
for stærkt arkaiserende, men paa den anden
Side har han ikke frigjort sig for fremmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
