Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ollivier, Emile - Ollone, Max d' - Olmeker - Olmerdug - Olmütz - Olne - Olney - Olofr hvitaskald - Olof Skötkonung - Olof Trätälja - Olomouc - Olona
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1895—1908, 13 Bd),, der er et varmt Forsvarsskrift
for Napoleon’s politiske Færd lige fra 1848,
selvfølgelig især for den Del, han selv har taget
deri.
E. E.
Ollone [å’lån], Max d’, fr. Komponist, f.
13. Juni 1875 i Besancon, Elev af Paris’
Konservatorium, har skrevet Operaer, Pantomime,
Oratorium og Kantater samt Kammermusik,
Sange m. m.
W. B.
Olmeker, mexikansk Indianerstamme, der
paa Opdagelsens Tid boede i Egnen mellem
Vera Cruz og Orizaba, hvortil de efter
Traditionen var drevet fra Højlandet. Deres
sproglige Stilling er usikker. Efter de nyeste
Forskninger synes de at være fjernt beslægtede med
Chorotegaerne i Nicaragua og udgør et af de
ældste Befolkningslag i Mexiko. Den efter
Ruinpladsen Teotihuacan opkaldte Kultur, som
før Aztekernes Tid var udbredt over det
østlige af den mexikanske Højslette og den
atlantiske Kyst, sættes, i hvert Fald for de yngre
Lags Vedk., i Forbindelse med O. (Litt.: T.
A. Joyce, Mexican Archæology [New York og
Land. 1914]; W. Lehmann, »Zentralamerika.
I Teil« [2 Bd, Berlin 1920]).
K. B.-S.
Olmerdug [’ål’-] ell. Bomuldsbolster
er et kipret, oftest treskaftet, meget tæt vævet
Bomuldsstof, sædvanlig med røde ell. blaa
Tværstriber; det bruges kun til simplere Dyne- ell.
Pudevaar.
K. M.
Olmütz [’ålmøts], se Olomouc.
Olne [åln]„ Fabrikby i det østlige Belgien, 12
km SØ. f. Liège, har Kulgruber, Stenbrud og
Industri (Søm, Kniplinger, Klæde). (1920) 2479
Indb.
G. G.
Olney [’å£ni], By i U. S. A., Illinois, ligger
184 km ØSØ. f. Springfield, (1910) 5011 Indb.
O. er Jernbanecentrum og har Baneværksteder,
Møller og Teglværker.
G. Ht.
Olofr hvitaskald, d. s. s. Olafr Þordarson.
Olof Skötkonung [’o.lov-’∫ø.tko.nuŋ], sv.
Konge, Søn af Erik Sejrsæl og Sigrid Storraade,
d. c. 1022. Erik havde kort før sin Død (i de
sidste Aar af 10. Aarh.) fejdet mod Danmarks
Konge Sven Tjugeskæg; men med O. S.
udsonede Sven sig snart og lægtede hans Moder
Sigrid. I Forening vendte de sig mod Norges
Konge Olaf Tryggvessøn, der faldt ved Svold
(1000), hvorefter Norge deltes mellem
Sejrherrerne, der dog indsatte Haakon Jarl’s Sønner
Erik og Sven til Jarler. O. S. synes ikke at
have arvet sin Faders Krigernatur; han sad
rolig hjemme og lod Sveriges Skattelande Ø. f.
Østersøen gaa tabt. Da Olaf den Hellige 1014
opkastede sig til Hersker i Norge, blev O. S.
højlig forbitret og tænkte paa, Krig mod ham;
men paa det store Vinterting ved Upsala tvang
Torgny Lagmand som Bøndernes Ordfører O.
S. til at opgive disse Planer og endog trolove
Olaf med sin Datter Ingegerd. O. S. hindrede
dog, at denne Forbindelse kom i Stand; men
Olaf ægtede da O. S.’s anden Datter Astrid,
der var i Besøg hos Ragnvald Jarl i
Vestergötland. Der herskede imidlertid stor Misnøje
med O. S. bl. Bønderne; men paa en
Sammenkomst af de Misfornøjede indfandt nogle af
Kongens Raadgivere sig og fik dem til at hylde
O. S.’s Søn Amund Jakob. Nu udsonede O. S.
sig med Norges Konge (c. 1020); i hans sidste
Aar var Sønnen hans Medregent. — Under O.
S. vandt Kristendommen den første betydelige
Fremgang i Sverige, dog væsentlig i
Vestergötland, hvor den hellige Sigfrid virkede, der ved
Husaby skal have døbt O. S. selv. Saa meget
er vist, at O. S. var Kristen, O. S.’s Tilnavn
synes at komme af Ordet Skot (af oldn. skjóta,
skyde), der betegner et Sammenskud, en
frivillig Skat, og navnlig brugtes om. Ydelserne til
Paven, de saakaldte Pederspenge. At O. S.
skulde have forsøgt at indføre denne Afgift i
Sverige, er saa meget mere sandsynligt, som
hans Samtidige, Knud den Store, virkede med
stor Iver for den i sine Riger.
J. O.
Olof Trätälja [’o.lov-’træ.tælja] er iflg.
Kong Harald Haarfagre’s Skjald Thjodolf af
Hvin’s Kvad »Ynglingatal« Navnet paa den sv.
Konge Ingjald Ildraade’s Søn, der efter
Faderens Indebrænding flygtede til Värmland,
hvor han ryddede Skov, hvad der gav ham
hans Tilnavn, der betyder Vedøkse. Fra O. T.,
der næppe kan opfattes som hist. Personlighed,
lader Skjalden Harald Haarfagre nedstamme
og sætter saaledes Norges Kongeslægt i
Forbindelse med Ynglingernes ældgamle sv.
Kongeæt.
J. O.
Olomouc [’ålåmå^uts] (tysk Olmütz), By i
Tschekkoslovakiet, Landskabet Mähren, i en
temmelig sumpet Egn ved March, der ved Sluser kan
bringes til at oversvømme største Delen af
Omegnen, danner et Knudepunkt for Jernbanerne
til Wien, Prag, Brno (Brünn), Šternberk, Krnov
(Jägerndorf), Prostějov (Prosznitz) og Třebovice
(Triebitz) og har (1921) 56941 Indb., Jern- og
Staalindustri, Sukker- og Spiritusfabrikation. O.
bestaar af den egl. By samt tre Forstæder og
er i den senere Tid blevet omgivet med
Forter; derimod er de gl. Fæstningsværker til
Dels nedrevne og omdannede til Stadspark og
Spadseregange. Bl. Kirkerne nævnes
Metropolitankirken fra 14. Aarh. O. er Sæde for
Fyrsteærkebiskoppen, et Domkapitel, en
Fæstningskommando, en Kreds- og Distriktsret, et
Handels- og Erhvervskammer, og har tre Klostre,
et teologisk Fakultet som Rest af det 1581
stiftede, 1855 ophævede Univ., et
Klerikalseminarium, et tysk og et slavisk Overgymnasium, et
Bibliotek (100000 Bd, 2500 Haandskrifter,
hvoriblandt nogle af Melanchton). O., hvis Navn
sandsynligvis hidrører fra et slavisk
Egennavn, nævnes allerede i 9. Aarh. og dannede i
12. Aarh. en betydelig tysk Koloni, der c. 1200
fik Magdeburger Ret. I lang Tid var O.
Mährens Hovedstad og Regeringssæde, indtil dette
1640 blev overflyttet til Brno. 1642 blev Byen
indtaget af Svenskerne (under Torstenson), der
holdt den besat til 1650. Ærkebispedømmet O.
blev grundlagt 1063 som Bispedømme. Dette fik
1588 Rigsfyrsteværdighed og blev 1777 ophøjet
til Ærkebispedømme.
(Joh. F.). O. K.
Olona, Flod i Norditalien, udspringer i
Prov. Como, NV. f. Varese, strømmer i
sydøstlig Retning, passerer Milano, hvor den deler sig
i to Arme, af hvilke den østlige falder i
Lambro, medens den vestlige optages af Kanalen
Naviglio di Pavia. Ved Binasco træder den
atter ud og munder i Po ved San Zenone.
C. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
