- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
479

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Olteniţa - Oltmans, Jan Frederik - Oltsha - Oluf - Oluf Haakonssøn - Oluf Haraldssøn - Oluf Hunger - Olufsen, Christian Friis Rottbøll

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Olteniţa [olte’nitsa], Oltenitza, By i
Rumænien, Valakiet, ligger i Nærheden af Arges
Munding i Donau og ved Jernbanen Bukarest—O.
7000 Indb. O. har Flodhavn og Kornhandel og
var Skuepladsen for Slag 1853 og 1854.
N. H. J.

Oltmans [’å£tmans], Jan Frederik,
nederlandsk Forf. (1806—54), var 1841—45
Medredaktør af det ansete Tidsskrift »De Gids«.
Under Pseudonymet J. van den Hage skrev
han forsk. Romaner: »Het slot Loevenstein in
1570« (2 Bd, 1833), »De schaapherder, een
verhaal uit den Utrechtschen oorlog van 1480—83«
(4 Bd, 1838), »Het huis van het zeewijf« og
andre Fortællinger (2 Bd, 1854). Disse Bøger
bar vundiet Folkeyndest og er optrykte flere
Gange.
(A. I.). V. K.

Oltsha [’å£t∫a], af Russerne kaldt Manguner,
en tungusisk Folkestamme, der lever ved
Amur-Flodens nedre Løb, væsentlig som
Fiskere.
M. V.

Oluf (oldnordisk Álǫf), nordisk Kvindenavn,
svarende til Mandsnavnet Olaf; bl. a. Navn paa
Dronning Yrsa’s Moder. Navnet findes i
Danmark endnu i 13. Aarh., men forsvinder saa,
fordi det ikke mere lod sig adskille fra
Mandsnavnet Olaf, Oluf. Formen Olufa er
latiniseret og ganske unordisk.
(A. O.). G. K-n.

Oluf Haakonssøn, dansk og norsk Konge,
d. 1387. O. H. fødtes 1370 i Ægteskabet mellem
den norske Konge Haakon Magnusson og
Valdemar Atterdag’s Datter Margrete. O. H., der
var sidste Ætling af Folkungeslægten, var
efter sin Fader Arving til Norge og havde ogsaa
Arvekrav paa Sverige efter ham; det var
derfor et stort Skridt hen mod Nordens
dynastiske Enhed, da det efter Valdemar
Atterdag’s Død (1375) lykkedes Margrete at faa O.
H. valgt til Konge i Danmark. Efter Haakon’s
Død 1380 arvede O. H. Norge; men
selvfølgelig var det Margrete, der under hans
Mindreaarighed var begge Rigers kraftige og kloge
Styrer. Dette Forhold ændredes næppe
synderlig, efter at O. H. 1385 var erklæret
myndig. S. A. vandt Margrete’s kloge Politik sin
første store Triumf ved Hansestædernes
Tilbagegivelse af de skaanske Slotte, og O. H.
hyldedes paa Landstinget og i Lunds
Domkirke. Samtidig følte Margrete sig stærk nok til
at optage Kravene paa Sverige, hvor Albrecht
af Mecklenburg’s Stilling var stærkt rokket, og
O. H. antog s. A. Titlen »sand Arving til
Sverige«. Tilnærmelsen mellem Margrete og de
sv. Stormænd, var allerede begyndt, da O.
under et Ophold paa Falsterbo Slot pludselig
døde (3. Aug. 1387). Han begravedes i Sorø
Kloster. Skønt Tabet af den eneste Søn maatte
synes overvældende for Margrete, kunde det
dog ikke hindre hendes store Planers
Gennemførelse. — Den unge Konges pludselige Død
vakte Mistro hos mange, navnlig i Norge, og
mange Aar senere optraadte der i Preussen en
Mand, der efter nogle Købmænds Indgivelse
udgav sig for O., idet det paastodes, at
Margrete havde gjort et mislykket Forsøg paa at
forgive sin Søn. Margrete opnaaede imidlertid
af den preuss. Højmester at faa ham
udleveret, hvorpaa han blev brændt i Danmark.
(Litt.: Erslev, »Dronning Margrete og
Kalmar-Unionen«).
J. O.

Oluf Haraldssøn, dansk Tronkræver. Da
Erik Emune 1135 overrumplede sin Broder
Harald Kesje og dræbte ham og hans Sønner, var
O. H. den eneste af disse, der undslap (i
Kvindeiklæder). Fra Sverige gjorde han i en
Aarrække (1140—43) Indfald i Skaane og
Nordsjælland og var ofte i Øjeblikket heldig ved
sine dristige Angreb; men i det hele lykkedes
det dog Erik Lam at drive ham tilbage, og
1143 faldt O. H. ved Tjuteaa i Skaane.
J. O.

Oluf Hunger, dansk Konge, d. 1095. O. H.,
der var Søn af Sven Estridsøn, spillede ved en
enkelt Episode under sin Broders, Knud den
Helliges Regering en fremtrædende Rolle. Da
nemlig Ledingsflaaden 1085 laa samlet i
Limfjorden og maatte vente paa Kongen, der blev
opholdt ved Sydgrænsen, drog O. H. ned til
Knud som Tolk for Misfornøjelsen hermed;
men Knud optog denne Henvendelse højst
unaadig, lod uden videre O. H. lægge i Lænker og
sendte ham i Fangenskab til sin Svigerfader
Robert Friser i Flandern. Hvorvidt O. H. ved
denne Lejlighed er optraadt illoyalt mod sin
Broder, maa staa hen; i alt Fald blev O. H.
taget til Konge det følgende Aar (1086), efter
at Knud var blevet dræbt i Odense, og »Nils
drog i hans Sted til Flandern. Hans Kongetid
betegnes i det hele ved en Reaktion mod Knud’s
voldsomme Reformiver; det var jo det
konservative Stormandsparti, der havde faaet ham
valgt. Saaledes fjernede O. H. sig fra det
gregorianske Parti og nærmede sig til Kejserens
Modpave Wibert. Imidlertid hærgedes Landet
af Uaar og Hungersnød der i øvrigt ogsaa
rasede i Vesteuropa, hvorimod Norge og Sverige
gik fri; og Folket, der næppe havde glemt de
gamle hedensk-religiøse Forestillinger om
Kongen som Aarsag til og ansvarlig for gode ell.
daarlige Aar, gav Oluf Tilnavnet Hunger, ivrigt
støttet af Præstestanden, der fremstillede
Haarene som Himlens Straf for Knud’s Drab.
En enkelt Kilde lader dog Uaarene være Straf
for, at O. H. sveg sin Broder Nils ved ikke at
udløse ham af Fangenskabet i Flandern.
Allerede i O. H.’s levende Live fandt der da et
kendeligt Omslag Sted i Folkestemningen, der
ikke mindst viste sig ved Skrinlæggelsen af
Knud den Hellige’s Ben (Apr. 1005). Kort efter
døde O. H. (18. Aug. 1095). (Litt.: Ræder,
»Danmark under Svend Estridsen og hans
Sønner«; A. D. Jørgensen, »Den nordiske
Kirkes »Grundlæggelse«; H. Olrik, »Konge og
Præstestand«, I).
J. O.

Olufsen, Christian Friis Rottbøll,
dansk Astronom, f. 15. Apr. 1802 i Kbhvn, d.
29. Maj 1855 smst., blev 1824 Assistent ved
Observatoriet efter s. A. at have vundet Univ.’s
Guldmedaille for Opgaven »Beregning af
Formørkelser«, 1829 Observator, 1831 Lektor og
1832 Prof. i Astronomi og Direktør for
Observatoriet i Kbhvn; 1834 Medlem af
Videnskabernes Selskab smst. Foruden at have publiceret
Observationer i Fagskrifter har O. deltaget i
de akademiske Stjernekort med hora I (1849)
og sammen med P. A. Hansen udg. Tables du
soleil
(1853). Han har beregnet Almanakken for
1833—56.
J. Fr. S.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:46 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0511.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free