Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Opstandelse - opstigende - opstigende Tegn - Opstød - Opsugning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Genopvækkelse ved Guds Kraft. Hos flere af de senere
Profeter er der Tale om en O., saaledes Ezekiel
Kap. 37, men Meningen hermed er sikkert kun
Israel’s Genoprejsning her paa Jorden efter dets
Forfaldstid. Samtidig hermed finder vi dog
Anelser om en Befrielse af de fromme fra
Dødens Magt. Det er dog først i den levitiske Tid,
at disse Anelser fæstner sig til en bestemt Lære.
Om persisk Indflydelse her har været
medvirkende, kan vanskelig afgøres. Under gr.
Paavirkning læres i Visdommens Bog Sjælens
Udødelighed. I Daniel’s Bog tales der om en O.
af mange, som skal ske ved Dagenes Ende og
være forbunden med en alm. Dom. Til denne
Lære sluttede Farisæerne sig og de fromme i
Folket. Og hertil knytter ogsaa den kristne
Opfattelse sig. Det ejendommelig ny ved denne
er dens Begrundelse ved Kristi O. Betydningen
af denne Begivenhed bliver overalt i den
apostoliske Prædiken gjort gældende med den
største Kraft. Kristi Død og O. er de to
Hovedpunkter, som Troen støtter sig til. Som Døden
betegner hans frivillige Hengivelse, hans Offer for
Menneskeslægten, saaledes godtgøres han ved
O. som den, der har sejrrig gennemført sin
Gerning og bevist sig som Guds Søn, og som
derfor med Rette kan hævde sig som
Menighedens levende aandelige Herre. Ved Troen
herpaa er det kristne Haab bestemt. Kristi O. er
Pantet paa, at vi ogsaa skal opstaa, 1. Kor. 15,
og dette gælder nu ikke blot de troende, men
alle Mennesker; alle skal de opstaa til den
sidste Dom. Hvorledes O. nærmere skal tænkes,
siges ikke; vi hører alene, at Paulus ser
Forholdet mellem det gl. og ny Legeme under
Billedet af Frø og Plante; det tilkommende
Legeme betegnes ogsaa som et aandeligt Legeme.
Nogen videre dogmatisk Læreudvikling
knytter der sig ikke til dette Trosled. Derimod er
det blevet Genstand for en dobbelt Kritik i
nyere Tid. Dels har man nemlig, især i
Rationalismen, angrebet den alm. Forestilling om
en legemlig O.; i Modsætning til denne har
man da hævdet Sjælens Udødelighed som det
rette Udtryk for den heri liggende Sandhed.
Hertil kan bemærkes, at der ikke behøver at
være nogen egl. Modsætning mellem de to
Forestillinger; den kristne Tanke er kun en videre,
fyldig Udformning af Udødelighedstanken, der
i sig selv er ar en vag og ubestemt Natur. Kun
maa naturligvis enhver, kras Opfattelse, der
tænker sig en materiel Genoplivelse, holdes
borte; ikke Stofferne, men kun den organiske
og individuelle Grundform af Legemet maa
tænkes bevaret. Og dels har man angrebet
Kristi O. Man støtter sig i den Henseende med
Lessing til de historiske Beretningers
Uoverensstemmelse i det enkelte. I St f. en virkelig
O. har man da tænkt sig Visioner, subjektive
Indbildninger fra Apostlenes Side. Herimod er
der altid fra Kirkens Side henvist til det
urimelige i, at Kirkens Eksistens skulde grunde
sig paa en blot Misforstaaelse fra enkelte
Menneskers Side. Der maa forudsættes et objektivt,
vidunderligt Faktum. Hvorledes dette
imidlertid skal tænkes, derom er der i vore Dage
adskillig Uenighed inden for Kirken. Fra en
liberal Side har man tænkt paa en objektiv Vision
af den aandelige, levende Frelser, en saadan,
der skulde kunne forenes med, at hans Legeme
blev liggende i Graven. Fra ortodoks Side har
man afvist denne Teori som ganske
utilfredsstillende. (Litt.: A. C. Bang, »Om Kristi
Opstandelses historiske Virkelighed« [Kria 1878];
P. O. Ryberg Hansen, »Opstanden fra de
døde« [1911]).
F. C. K.
opstigende (bot.) kaldes en Stængel, der fra
Grunden af efterhaanden hæver sig bueformet
til Vejrs.
A. M.
opstigende Tegn, se Dyrekredsen.
Opstød fremkommer ved, at en ringe Mængde
af Mavesækkens Indhold, det være sig lidt
Vædske ell. Luft, stødvis bringes op i Munden
(alt efter Vædskens Karakter taler man om O.
uden Smag, sure O., bitre O. o. l.). Naar
Luftopstød foregaar med aaben Mund, høres der
samtidig en mere ell. mindre stærk Lyd
(Ræben); den opbragte Luft bestaar altid af den
lige forinden O. nedsunkne atmosfæriske Luft.
O. er et ret almindeligt Symptom ved
Sygdomme i Fordøjelsesorganerne.
P. H.
Opsugning (fysiolog.). Ved O. (Resorption)
tænker man i de højere Organismers Fysiologi
først og fremmest paa den Proces, ved hvilken
Tarmkanalens Slimhinde optager den fordøjede
Fødes Bestanddele og fører dem over i Blodet
ell. Lymfen. Men man taler ogsaa om O.
gennem Legemets Overflade (Huden) og gennem
Beklædningerne (Endothelierne) af
Legemshulerne (Bughinden, Lungehinden o. s. v.) ell. fra
Kirtelgange m. m. Endog den Flytning, som
finder Sted af Vædsker ell. Stoffer, der
sprøjtes ind i Legemets Væv (f. Eks. under Huden),
kaldes ofte for O. Derimod benytter man
sjældent Betegnelsen O. om Optagelsen af Luftens
Ilt i Blodet gennem Lunge alveolernes Vægge
(se Aandedræt).
1) O. i Fordøjelseskanalen. Til en
vis Grad har alle Fordøjelseskanalens
Slimhinder Evne til at resorbere Stoffer, men en
saadan O. spiller praktisk talt ingen Rolle i
Mundhulen og Spiserøret. Heller ikke i Mavesækken,
hvor der dog foregaar vigtige
Fordøjelsesprocesser (se Fordøjelse), finder synderlig O.
Sted. I Dyreforsøg er det vist, at en ringe
O. under visse Betingelser kan foregaa gennem
Mavens Slimhinde, men dette har ingen
praktisk Bet. undtagen maaske over for enkelte
Stoffer som Alkohol, der synes at kunne
opsuges gennem Maveslimhinden. Vand optages
derimod ikke fra Maven.
I Tyndtarmen foregaar saa godt som hele
O. af Fødens fordøjede Stoffer. Tyndtarmens
Slimhinde har en meget stor Overflade, da den
er beklædt med Tarmtrævler (Villi), og dette
har sikkert stor Bet. for O. I hver Tarmtrævl
findes Blodkar og et centralt Lymfekar.
(Hvorledes Fødens forsk. Stoffer nedbrydes under
Fordøjelsesprocessen se Fordøjelse).
Æggehvidestofferne opsuges først, efter at de
er omdannede til opløselige Aminosyrer. Særlig
under sygelige Tilstande kan maaske en ringe
Mængde Æggehvidestoffer opsuges uden at være
fuldstændigt fordøjede. De opsugede
Aminosyrer optages vistnok for største Delen i
Portaareblodet og føres videre til Leveren, hvor en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
