Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Osebergfundet - Oselio, Gina - Osem - Osen - Osenbrüggen, Eduard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1922]; Værket er planlagt med 5 Bd; A. W.
Brøgger, »Borrefundet og Vestfoldkongernes
graver« [Kria 1916]; G. Gustafson, »Norges
Oldtid« [Kria 1906]).
A. W. Brøgger.
Oselio, Gina (Teaternavn for Ingeborg
Aas), norsk Sangerinde, f. i Kria 11. Novbr
1868. Hun røbede tidlig musikalske Anlæg,
dyrkede fra først af Klaveret, men begyndte 16 Aar
gl. at studere Sangteknik med Fritz Arlberg,
og denne udmærkede Lærer skylder O. for en
væsentlig Del sit store Herredømme over
Stemmen og en udmærket Respiration. Senere
studerede hun i ca. 3 Aar hos Fru Stenhammar i
Sthlm, delvis understøttet af Kong Oscar II,
der interesserede sig meget for hendes
kunstneriske Udvikling. Efter at have debuteret i
»Favoritinden« fik hun Engagement ved
Operaen i Sthlm og havde fl. betydelige Roller uden
dog at slaa ret igennem trods sin store og
omfangsrige Stemme. For at fortsætte sin
Udvikling drog hun derpaa til Paris og studerede hos
Madame Marchesi, debuterede derpaa med stor
Succes i Padova som Azucena i »Trubaduren« og
foretog derefter en Tourné i fl. af Italiens
Byer, hvorunder hun optraadte paa »La Scala«
i Milano og ligeledes i Rom. Efter dette vendte
O. tilbage til Sthlm, hvor hun i længere Tid
gjorde stor Lykke, navnlig i »Carmen«, »Faust«
og »Mephistofeles« af Boïto, besøgte saa Kbhvn,
hvor hun ogsaa var Genstand for stor Hyldest,
og kom endelig til Kria, hvor hun saavel paa
Kria Teater som i Koncertsalen vandt
Publikums Gunst. I Slutn. af 1880’erne foretog hun
en stor Tourné over Sthlm, Helsingfors,
Petrograd, fl. større tyske Byer til Budapest, Wien
og London overalt hilst som en fremragende
Sangerinde. O. raader over en stor og
glansfuld Sopranstemme, som hun behandler med
Mesterskab. Hendes sceniske Fremstilling er
frisk og vel gennemarbejdet, om man end til en
vis Grad savner finere dramatisk Karakteristik.
1893 ægtede hun Teaterchef Bjørn Bjørnson,
Ægteskabet opløst 1908. O. har efterat have
trukket sig tilbage fra Opera og Koncert
udfoldet megen Virksomhed som Lærerinde.
I. H.
Osem, Osma, Flod i Bulgarien, udspringer
paa den nordlige Skraaning af Balkan og
udmunder efter et 155 km langt Løb oven for
Nikopol i Donau.
N. H. J.
Osen, Herred, Fosen Sorenskriveri,
Uttrøndelag Politidistrikt, Sør-Trøndelag Fylke,
(1921) 1688 Indb., svarer til O. Sogn af Bjørnør
Præstegæld. O., der udgør et eget Sogn under
Bjørnør Præstegæld, omgives af flg. Herreder:
Nord-Frøya, Sør-Frøya, Flatanger, Beitstaden
og Roan. O. er et Kystdistrikt, det nordligste
inden for Sør-Trøndelag Fylke. Ved den
fremspringende Halvø Oksbaasheia (228 m)
adskilles det fra Bølefjorden i Nord Trøndelag Fylke.
Inden for Herredet selv findes flere Fjorde, bl.
hvilke de vigtigste er Svefjorden paa
Oksbaasheias Sydside, endvidere Vingefjorden,
Hopenfjord, Osen, Bratjærfjord og Sørjærfjord,
hvilken sidste for en Del danner Grænsen mod
Roan Herred. Til Osen rinder Stenselven ell.
Storelven, som kommer fra Flatanger. Ogsaa
til hver af de andre Fjorde rinder Elve; men
disse er ganske smaa. Derhos findes 1817
Indsøer, hvoraf de fleste ligeledes er ganske smaa.
Fjeldene hæver sig op over 500 m’s Højde; bl.
disse bør mærkes Rundfruklumpen (556 m),
Bjørkvasheia (517 m), Smaatjernheia (574 m)
og Andalsliheia (542 m). Af dyrket Jordsmon
findes kun ganske lidet; bedst opdyrket er den
nedre Del af Stenselvens Dalføre. Til Herredet
hører 348 Øer, Holme og Skær, hvoraf de fleste
er smaa. De største Øer er indre og yttre
Skjervø, Hepsø, Ramsø med Liafjeld (152 m)
samt søndre og nordre Rødø, paa hvilken sidste
der er et Fyr. Øerne danner tilsammen en
nogenlunde sammenhængende Skærgaard. Der
findes flere gode Havne, hvoriblandt Ramsøen,
Ramsøsund, Høvik og Rødovaagen. —
Fiskerierne er en meget vigtig Næringsvej i O. De
vigtigste Fiskerier er Skrei-, Sommertorsk-,
Sild-, Laks- og til Dels Seifiske. De største
Fiskevær er Skjervøerne, Buerø og Sæter.
Agerbruget, der tidligere var meget forsømt, er
i de senere Aar i Fremgang; ligesaa Kvægavlen.
Der er ingen industrielle Bedrifter. Af Skov
findes kun meget lidet, særlig er selve
Kyststrøget saa godt som blottet derfor.
Torvmyrer forekommer i ikke liden Udstrækning. Af
Veje findes i O. kun en Bygdevej fra Osen
Kirke op igennem Stenselvens Dalføre og en
lgn. Vej fra nævnte Kirke ud til
Sandvikbjerget ved Ramsøsund. Gaardene er
gennemgaaende smaa; bl. de største kan nævnes Ramsøen
og Aasegg. Herredets Areal er 389,07 km2; heraf
er 5,92 km2 Ager og Eng, 70,58 km2 Skov, 14,4
km2 Ferskvand, Resten er Udmark, Snaufjeld
og Myr. Antagen Formue 1921 var 2562500 Kr
og Indtægt 707670 Kr. (Litt.: »Norges Land og
Folk«: Amund Helland, »Søndre
Throndhjems Amt« [Kria 1898]).
(P. N.). M. H.
Osenbrüggen [’o.zənbrøgən], Eduard, tysk
Retslærd, f. 24. Decbr 1809 i Uetersen, d. i
Zürich 9. Juni 1879, 1835 Privatdocent i klassisk
Filologi i Kiel, 1842 Docent i Retsvidenskab
smst., 1843 Prof. ord. i Dorpat, 1851 af politiske
Grunde afskediget af den russiske Regering, s.
A. Prof. ord. i Zürich. O.’s tidligste Arbejder
bevægede sig paa Grænsen mellem Filologien
og Retsvidenskaben — De jure belli et pacis
Romanorum liber singularis (1836), »Das
altrömische Paricidium. Eine
philologisch-juristische Abhandlung« (1841), Cicero’s Taler for
Milo (1841) og for Rostius (1844) —; hans
Bearbejdelse af Novellæ i Brødrene Kriegers
Udgave af Corpus juris civilis (1840) og
Afhandlingen »Zur Interpretation des Corpus juris civilis«
(1842) markerede hans Overgang til den
retsvidenskabelige Litteratur. Som en af de første
tyske Retslærere afholdt O. praktiske
kriminalistiske Øvelser — »Bericht über ein Practicum
criminale« (1848), »Theorie und Praxis des Liv-,
Esth- und Curländischen Criminalrechts« (I—II
1846—47), »Dorpater juristische Studien« (1849)
og »Casuistik des Criminalrechts« (1854) —;
som Retshistoriker opdyrkede han i Tilslutning
til W. E. Wilda, men ikke efter dennes Metode,
det hidtil nærmest kun af Wilda bearbejdede
Forslkningsomraade, Middelalderens tyske
Strafferet. Efter Monografien »Der Hausfrieden«
(1857) fulgte bl. a. »Das Alamannische
Strafrecht im deutschen Mittelalter« (1860), »Das
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
