- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
656

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ossein - Ossenbeeck, Jam - Osservatore Romano - Osset - Osseter - Ossia - Ossian - Ossian Nilsson, Karl Gustaf - ossianske Sagnkreds - Ossifikation - Ossip Schubin - Ossjøen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kollagen. Altsaa kan Kollagen opfattes som et
Anhydrid af Lim. O. er i Modsætning til Albumin
frit for Svovl.
(O. C.). R. K.

Ossenbeeck [’åsə(n)be.k] (Ossenbeck),
Jan (Joost), holl. Maler og Raderer, f. c.
1624 i Rotterdam, d. 1674 i Wien. Nogle af hans
Arbejder (Landskaber, Dyr) viser stærk
Indflydelse fra A. Cuip; i Italien lagde han sig
efter Bambocciader (s. d.). Arbejder i Dresden,
Wien etc.; i Kria Museum »En Karavane
plyndres«. Mange Raderinger.
A. Hk.

Osservatore Romano (ital. »den romerske
Iagttager«), Titel paa den pavelige Statstidende.

Osset [’åsit], By i det nordlige England,
Yorkshire, 11 km S. f. Leeds, har Kulgruber,
Fabrikation af Uldvarer (Klæde, Sengetæpper
etc.), store Spinderier og mineralske Kilder.
(1921: 14796 Indb.).
(M. Kr.). G. G.

Osseter, Bjergfolk i Kaukasus, bebor c.
11000 km2 paa begge Sider af Kaukasus’
Hovedkæde omkr. Rions Kilder mod S. og fra Tereks
øvre Dalstrøg til Vladikavkas mod N. De
behersker saaledes Dariel-Passet, over hvilket
Kaukasus’ Hovedpassage, den grusîniske
Militærvej, fører. O., der kalder sig selv Irân ell.
Iron og deres Land Ironistan, men hvis alment
kendte Navn O. er af georgisk Oprindelse,
tæller c. 120000. Sprogligt set afviger de fra alle
andre Kaukasus-Folk, idet Sproget, der falder
i flere Dialekter, er af iransk Oprindelse,
beslægtet med persisk, og har bevaret et gammelt
Præg. O. lever af Agerbrug og Svineavl. Det
grove Markarbejde besørges af Kvinderne,
hvorimod Mændene forfærdiger Redskaberne.
Deres Religion, som de efter Forholdene hyppig
har skiftet, er en mærkelig Blanding af
Hedenskab, Kristendom og Muhammedanisme. I
Middelalderen spillede O. en Tid et Herskerfolks
Rolle, men Mongoler og Tscherkesser trængte
dem tilbage til deres afsides Bjergegne.
Russerne har de aldrig ydet virksom Modstand.
Dette isolerede iranske Folks Herkomst har
givet Anledning til højst fantastiske Teorier,
men det sandsynligste bliver vistnok, at O.
stammer fra Militærkolonister, som af persiske
Konger anbragtes her til Beskyttelse af
Dariel-Passet. (Litt.: Hübschmann, »Etymologie
und Lautlehre der ossetischen Sprache«
[Strasbourg 1887]).
(H. P. S.). M. V.

Ossia [o’s.ia] (ital. »eller«), anvendes i
Nodeskriften, hvor man har Valget mellem to
Læsearter, bl. a. naar særlig vanskelige Passager
anføres over ell. under Originalen i en
simplificeret Form (fr. facilité).
S. L.

Ossian [’å-] (jfr Ossianske
Sagnkreds
), gælisk Oisian, irsk Oissin ell.
Oisein, keltisk Barde fra 3. Aarh., Søn af en
Kong Fingal af Alba i Højskotland. Han skal
være blevet blind i sin Alderdom; men vi ved
intet om hans Liv ud over, hvad der fremgaar
af de Digte, der gaar under hans Navn, og
m. H. t. hvilke der kan henvises til Artiklen
Macpherson. Om det 1807 udgivne: Dana Oisein
mihic Finn
(de af Macpherson fremlagte
originale gæliske Digte) gælder, at medens dets
Sprogform er fra omkr. Aar 1100, er Indholdet
langt ældre Skildringer af et meget primitivt,
hedensk Liv. Af nyere O.-Litteratur kan
nævnes: Waddel, O. historical and authentic
(London 1875); A. Clerc, The Poems of O.
in the original Gælic
(2 Bd, London 1871).
(T. L.). I. O.

Ossian Nilsson [’åsian-], Karl Gustaf,
sv. Forf., f. 30. Juli 1875 i Lund, hvor han blev
Student og tog Kandidateksamen 1897;
derefter underviste han i Privatskoler, indtil han
1900 debuterede med Digtsamlingen »Masker«.
Denne vakte Interesse, og »Hedningar« (1901)
og »Örnar« (1902) befæstede Indtrykket, at et
nyt Ansigt her havde vist sig, og det forkyndte
sig ved ny Rytmer med Udtryk for
Fædrelandssind og Nutidsbeundring. I Portrætter fra vidt
forsk. Tider og i Billeder af verdenskendte
Slagscener fik O. Lejlighed til at udtrykke sin
Beundring for Helten, der sejrer i Kraft af sin
ukuelige Viljestyrke; og han viste Elskere af
sv. Sprog, hvor mange Rytmer der endnu stod
Entusiasten til Raadighed. Han afsluttede paa
en Maade denne første Optræden ved Udgivelse
af »Samlade Dikter 1900—1905«. Med de ny
Digtsamlinger »Orkester« (1907), »Flyggskeppet«
(1910) og med de tre Romaner »Barbarskogen«
(1908), »Slatten« (1909) og »Havet« (1910)
træder han ind i en alsidigere Fase af sin
Udvikling, ikke mindst interessant derved, at
Heltedyrkeren O. viser sig som en udmærket
Iagttager af Hverdagslivets smaa Pudsigheder, og
samme Indtryk faar man af hans
selvpsykologiske Roman »Odets man« (1913). Men ellers har
hverken hans Novellesamlinger og Fortællinger,
mest idylliske Præstelivsskildringer, f. Eks.
»Prästgården« (1912), »Lille Benjamin« (1913),
ell. hans Dramatisering af »Barbarskogen«
(1919) ell. det interessante, eksotiske Skuespil
»Tigarhuden« (1908) ydet betydende Bidrag til
sv. Litteratur; men hans Lyrik er saa levende,
saa intensiv og til Tider saa dyb, at Sverige i
ham har en egenartet Beundrer og det politiske
Fremskridt en entusiastisk Sanger med mange
Former og rammende Udtryk. (Litt.: »Ord
och bild« 1911, S. 282—288).
O. Th.

ossianske Sagnkreds [’å], den anden ell.
yngre af de to store irske Sagnkredse (se
keltisk Litteratur). Dens Hovedperson er
den irske Konge Finn Cumalssøn (yngre:
Fingal), endvidere hans Søn Ossin (Ossian) og
Sønnesønnen Oscar. De ældste bevarede Digte, i
Haandskrift fra omtr. 1100, bærer Præg af at
være blevne til i Vikingetiden; enkelte Forskere
har endogsaa villet hævde en stærk
Indflydelse fra Nordboerne. Ejendommelig er
Formen, at Heltene, især Ossian, som gamle
fortæller deres Ungdomsminder. Ned igennem
Middelalderen digtedes talrige saadanne Digte
i Irland, og Sagnkredsen overførtes ligesaa til
Højskotterne. (Litt.: Alfr. Nutt, O. and
the Ossianic Literature
[London 1899]).
(A. O.). H. El.

Ossifikation [’å-], d. s. s. Forbening, se
Benvævets Udvikling under Ben, S. 907.

Ossip Schubin, se Kirschner.

Ossjøen i Trysil, Opland Fylke, er en af
Norges betydeligste Indsøer. Den er 47 km2 stor
og ligger 439 m o. H. Det er en lang og smal
Indsø, 2 km bred og henved 28 km lang. Ved
dens Bredder ligger N. og S. Osen Kirker.
Søen har gennem Osa, som løber ud fra dens
nordvestre Ende, Afløb til Rena Elv.
M. H.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:46 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0700.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free