Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Padova - Padovana - Padrón - Padrone - Padua - Paduanere - Paducah - Padula - Padus - Paelinck, Joseph - Paer, Ferdinando - Paesiello, Giovanni - Paez, José Antonio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Korn, Vin, Olie og Grønsager samt
Kvægprodukter. Den er Sæde for en Biskop, en
Præfekt samt Provinsens Øvrighed. P. er den rom.
Historieskriver Livius’ Fødeby, og hans Statue
rejstes der 1903. — P. er en af Norditaliens
ældste Byer. Sagnet fortæller, at den er anlagt
af Trojaneren Antenor. Historisk ved man, at
den var en etrurisk By, der senere hørte til de
illyriske Veneter, under hvem den kunde stille
20000 Mand i Marken og afslaa et Angreb af
den spartanske Konge Kleonymos (302 f. Kr.).
C. 215 blev P. et rom. Municipium, Patavium,
der ved Handel og Haandværk blev den rigeste
af alle norditaliske Byer. Da P. under
Folkevandringen plyndredes af Alarik (413) og af
Attila (452), forlodes den af en stor Del af sine
Indbyggere, der flygtede ud paa Laguneøen
Rialto. Byen opbyggedes atter af Narses, men
brændtes paa ny af Longobarderne (610). 1164
var P. med i det lombardiske Stadforbund. 1175
indførtes Podestaværdigheden, der i de flg.
Aarhundreder gav Anledning til mange indre
Uroligheder. Den sidste Podestafamilie
Carrara blev 1318 Fyrster af P., i hvilken Værdighed
Huset holdt sig til 1405, da P. forenedes med
den venetianske Republik, med hvilken den
senere delte Skæbne. P. er Fødeby for Maleren
Mantegna.
(H. P. S.). C. A.
Padovana, se Pavane.
Padrón [pa’ðrån], By i det nordvestlige
Spanien, Prov. Coruña, ligger nær ved Savs Udløb
i Ulla, 4 km SV. f. Santiago. P. var tidligere
et stærkt besøgt Valfartssted og har nu
Garverier samt Korn- og Kvæghandel. (1920) 10500
Indb.
C. A.
Padrone [pa’drone] (ital.), Herre, Ejer,
Mester, Beskytter, Skytshelgen.
Padua, d. s. s. Padova.
Paduanere, se Høns, S. 137.
Paducah [pä’dju.ka], By i U. S. A.,
Kentucky, ligger ved Tennessees Udløb i Ohio og
har Handel med Korn, Tobak og Svin og bet.
Industri. (1920) 24735 Indb. P. skal være
opkaldt efter en Indianerhøvding og blev
grundlagt 1821.
G. Ht.
Padula, By i det sydlige Italien, Prov.
Salerno, ligger ved det store, nu nedlagte Kloster
San Lorenzano og har Stenbrud. (1911) 4580
Indb.
C. A.
Padus, se Po.
Paelinck [’pa£eŋk], Joseph, belg. Maler,
1781—1839, Elev af David, videre uddannet i
Rom, Akademiprofessor i Bruxelles, Direktør for
Akademiet i Tournai, malede, nærmest i
David’sk Art, Historiebilleder: »Paris’ Dom« (1804,
Gents Mus.), »Psyche’s Toilette« (1823,
Amsterdams Mus.), »Karl V’s Tronfrasigelse« (1836) etc.
(Litt.: Alvin, Éloge fun. [1839]).
A. Hk.
Paer [pa’er], Ferdinando, ital.
Operakomponist (1771—1839), debuterede allerede i
20 Aars Alderen med en opera-buffa (i Parma)
og slog 1793 igennem med Operaen: I
pretendenti burlati, et af P.’s bedste Værker. Som
Kapelmester i Venezia skrev P. en Rk. Operaer
i den gængse senere-neapolitaniske lette Stil.
1797 tog han Ophold i Wien og fik her sin mest
kendte Opera: Camilla, hvori Mozart’sk
Paavirkning spores, opført. 1802 blev P. Naumann’s
Efterfølger i Dresden, og fra denne Tid
stammer bl. a. Operaen Leonora, ossia l’amore
conjugale, hvis Stof senere blev berømt ved
Beethoven’s Bearbejdelse i »Fidelio«. Da
Napoleon’s Vej førte ham gennem Dresden,
begejstredes han for P.’s Hustru, der var en
fremragende Sangerinde, og han formaaede
Ægteparret til at følge sig til Paris, hvor P. blev
kejserlig Kapelmester og senere Kapelmester
ved den ital. Opera. Forholdene her var ham
imidlertid ikke gunstige, og 1827 trak han sig
tilbage fra offentlig Virksomhed for — som anset
Medlem af Akademiet (fra 1831) — at tilbringe
Resten af sine Dage i Paris. Hans Operaer gik
i Glemme allerede inden hans Død, navnlig da
Rossini’s vandt Fremgang ogsaa i Paris. Hans
forsk. andre sanglige ell. instrumentale
Frembringelser var uden Bet.
W. B.
Paesiello [pae’siæl.o] (Paisiello),
Giovanni, ital. Operakomponist (1740—1816), var
Elev af Konservatoriet i Neapel og blev senere
selv Hjælpelærer ved denne Anstalt. Tidlige
Forsøg viste hans Begavelse som Komponist,
særlig i buffo-Genren, en Rk. — mest komiske
— Operaer opførtes snart rundt om i Italien
og skallede P. Ry ud over Landets Grænser;
og sin fremragende Stilling forstod han at hævde,
uagtet han havde farlige Rivaler som Piccinni,
Cimarosa og Guglielmi. 1776 kaldtes P. til
Rusland;, hvor Kejserinde Katharina satte ham i
Spidsen for Petrograd-Operaen, og for denne
skrev han bl. a. sin i lange Tider berømte og
højt skattede Opera-buffa: Il barbiere di
Seviglia, der først mistede sin Tiltrækning, da den
unge Rossini (1816) dristig satte Musik til den
samme Tekst. 1784 forlod P. Rusland og blev
Hofkapelmester hos Ferdinand IV i Neapel. Af
de her komponerede Operaer blev navnlig La
molinara, Nina og I Zingari in fiera meget
yndede. I de flg. Aar havde P. trods sit smidige
og intrigante Væsen vanskelig ved at holde sin
Stilling under de urolige politiske Forhold og
tcg derfor gerne mod en Opfordring fra
Napoleon Bonaparte, der længe havde næret en
udpræget Forkærlighed for P.’s Musik, til at
komme til Paris for at organisere og lede Opera
og Kapel der. Imidlertid fandt P. ogsaa
Misundere i Paris, og da hans Operaer tilmed
modtoges med Kølighed, opgav han efter kun et
Aars Tids Forløb sin Stilling og vendte tilbage
til Neapel, hvor han trods de vekslende
politiske Forhold beholdt sin Hofkapelmesterpost ell.
i hvert Fald den dermed forbundne Lønning.
Foruden en Mængde Operaer, hvoraf dog kun
enkelte er trykte, har P. skrevet en Del
Kirkemusik og en Rk. Symfonier, Koncerter,
Kvartetter og anden Instrumentalmusik; han
tilhører den neapolitanske Skole, og hans lette,
melodiøse, yndefulde og indsmigrende Musik
gjorde sig særlig gældende i den komiske
Opera. Hans Kunst karakteriseres træffende
ved Mozart’s Udsagn: »Man kan ikke anbefale
den, der i Musikken kun søger en let Fornøjelse,
noget bedre«. Biografi af A. della Carte
(1922).
W. B.
Paez [pa’æs], José Antonio,
sydamerikansk Frihedskæmper, f. 15. Juni 1790 i
Venezuela, d. 6. Maj 1873 i New York. Han var af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
