Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Palacký, Franček - Paladilhe, Émile - Paladin - Pala d'oro - Palads - Palafox, José - Palagiano - Palagonit - Palaimon - Palais - Palais Royal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tschekkisk. Samtidig udgav P. sine Kildestudier som
»Staři letopisové češsti od roku 1378—1527«
(»Gamle tschekkiske Krøniker 1378—1527«).
Under Stormtiden tog P. livlig Del i den nationale
Rørelse. Han blev dens højt ansete Fører, blev
Medlem af den grundlovgivende Rigsdag i
Wien, der blev endog budt ham en
Ministerpost, men ved Reaktionens hastige Sejr faldt han
i Unaade. Han trak sig tilbage til sine
historiske Arbejder. Først efter 1860 traadte han paa
ny frem og blev selvskreven Høvding for det
tschekkiske Parti, der først i »Národni listy«
og siden i »Národ« og »Pokrok« forfægtede sine
Ideer. Fra denne Tid stammer P.’s Skrift »Idéa
statu Rakouského« (»Østerrigsk Statsidé«). Ved
den panslaviske Kongres 1867 i Moskva førte
P. Forsædet. P.’s sidste Tale faa Maaneder før
hans Død blev ved Form og Indhold et
aandeligt Testament fra ham til det kæmpende Folk.
1898 fejredes i Prag under stor Deltagelse fra
den slaviske Verden P.’s 100 Aars Dag. Hans
Liv og Værker ere ofte skildrede, paa
Tschekkisk af V. Zeleny (»Almanach Máj.« 1860), paa
Russisk af Nil Popof i »Sovrem. lětopis« (1865).
P.’s politiske og private Brevveksling
indeholder rige Kilder til hans Livsskildring.
(A. M. B.). E. D.-H.
Paladilhe [pala’dil], Émile, fr. Komponist,
f. 3. Juni 1844 i Montpellier; bl. hans Lærere
ved Konservatoriet i Paris var Marmontel og
Halévy. 1860 tog P. Prix de Rome og har siden
skrevet en Række Operaer, af hvilke navnlig
Le passant (1872, med Coppée) og Patrie (1886,
med Sardou) blev kendte; 1896 lod han opføre
en Messe de Saint François d’Assise. P., der
er Medlem af Akademiet, har komponeret den
populære Melodi Mandolinata.
W. B.
Paladin (ital. pa’adino, lat. palatinus, af
palatiam, Slot) er Navnet paa de 12
Krigshøvdinger, der omgav Kejser Karl den Store som
en Livvagt. I de oldfranske Heltedigte kaldes
disse imidlertid li douze per (de France), de
12 »Jævninge«, medens Ordet palasin findes
brugt om andre »Hovmænd«; Formen »P.« er
da kommen ind i de senere franske
Ridderromaner fra Italiensk, hvor den træffes hos Giov.
Viilani, Boccaccio, Pulci om Kejserens 12
Kæmper, hos Dante (f. Eks.) i overført Bet. om en
Ridder ell. Helt i Alm. Denne overførte Bet. er
ogsaa bevaret i senere Fransk og derfra gaaet
over i andre Sprog: P. er saa en vandrende
Ridder, en, der paatager sig at kæmpe mod
Vold og Uret, og en lille ironisk Bagtanke —
med »Don Quijote« in mente — knytter sig
undertiden hertil.
E. G.
Pala d’oro [-’d-åro], det berømte byzantinske
Antependium paa Hovedalteret i Markus-Kirken
i Venedig. Det er 3,5 m langt, 1,4 m højt og
bestaar af et større Antal Medailloner samt større
og mindre Guld- og Sølvplader, med teknisk
ypperlige byzantinske Emaillearbejder (bib.
Fremstillinger), med Perler og ædle Stenarter. Dets
enkelte Stykker synes at stamme fra noget forsk.
Tider. Medens de ældste sættes til 10. Aarh.,
antages de yngste at gaa ned til 13.—14. Aarh.
H. A. K.
Palads, se Palæ.
Palafox [pala’fåk], José, sp. General
(1780—1847). Han fulgte 1808 som Gardeofficer
Ferdinand VII til Bayonne, men vendte tilbage
derfra og valgtes af Aragoniens indkaldte Stænder
til Hærfører for Folkets Rejsning. Han var kun
lidet heldig i Kampene mod de fr. Tropper i
aaben Mark, men forsvarede med Heltemod
Zaragoza i 3 Maaneder (Novbr 1808—Febr 1809)
og førtes derefter i Krigsfangenskab til
Frankrig indtil Decbr 1813. Efter Kong Ferdinand’s
Tilbagekomst 1814 var han en kort Tid
Generalkaptajn i Aragonien, men spillede senere
ingen Rolle; blev 1836 ophøjet til Hertug af
Zaragoza og var 1837—41 Chef for Garden.
E. E.
Palagiano [pala’dзano], By i Syditalien,
Provins Leece, ligger 21 km VNV. f. Taranto
og har Oliven- og Bomuldsavl. (1911) 4180
Indb.
C. A.
Palagonit (Palagonittuf,
Palagonitbreccie), en Art Basalttuf af oftest brun
indtil sort Farve og halvglinsende Ydre, bestaar af
glasagtige vulkanske Askepartikler,
sammenkittede af en lysere, mat Mellemmasse, der er
opstaaet ved de førstes Forvitring. Zeolitter
findes oftest i rigelig Mængde i Stenens Sprækker
og Huller. P. ansaas i ældre Tid for et
selvstændigt Mineral; den findes som betydelige
Aflejringer mange Steder paa Island, paa Sicilien
(bl. a. ved Palagonia, hvoraf Navnet), Java.
Angaaende Udbredelsen af P. paa Island
henvises til Artiklen om dette Lands Geologi; her
skal kun tilføjes, at forsk. Fund af Skuresten
og andre Ismærker i den har gjort det
sandsynligt, at hele Formationen, ell. i alt Fald store
Dele af den, ikke, som man før troede, var en
rent vulkansk Dannelse, men at den er opstaaet
ved Vulkanudbrud under Isen, og at Istidens
Dannelser følgelig har en ganske anderledes
stor Mægtighed paa Island end tidligere
antaget.
O. B. B.
Palaimon, en oldgræsk Havguddom. Da
Athamas i Vanvid forfulgte sin Hustru og sine
Børn, sprang Ino med Drengen Melikertes i
Havet (melem Megara og Korinth). Dette optog
dem og førte dem til Istmen, hvor derefter
Melikertes under Navnet P. nød guddommelig Ære
ved Siden af Poseidon. Han er en velvillig
Guddom, hjælpsom mod de søfarende, som kommer
i Nød. Paa Istmen var et Tempel for ham med
Billeder af P., Poseidon og Ino (Leukothea).
Pausanias beretter, at der smst. fandtes en
underjordisk Helligdom med hans Grav. Ingen,
som havde svoret falsk Ed, kunde ustraffet
træde herind. Kunsten fremstillede P. som en
Dreng, baaren af Havguder ell. Delfiner. Hos
Romerne identificeredes han med Portumnus.
H. A. K.
Palais [pa’læ], se Palæ.
Palais Royal [pa’læ-’wa’jal] et Palads i
Paris nær Tuilerierne, opførtes 1629—34 af
Kardinal Richelieu, som her havde sin
Residens indtil sin Død. Efter Ludvig XIII’s Død
boede dennes Enke her med sine to Sønner,
Ludvig XIV, der dengang kun var et Barn, og
Filip, siden Hertug af Orléans. Den sidste
vedblev at residere her, efter at han var blevet
myndig. P. R. forblev herefter i Familien
Orléans Besiddelse, tilhørte Regenten Filip (d.
1785) og derpaa Filip Égalité (guillotineret
1793). Denne sidste opbyggede 1781—86 uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
