- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
992

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paulli, Jakob Peter Mynster - Paulli, Joachim (Jochum) Richard - Paulli, Just Henrik Voltelen - Paulli, Richard August Simon

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Paulli, Jakob Peter Mynster, dansk
Præst, Søn af nedenn. J. H. V. P., f. 24. Marts
1844 i Kbhvn, d. smst. 3. Septbr 1915. P. blev
cand. theol. 1868 og beskæftigede sig derefter
nogle Aar med Lærervirksomhed, samtidig med
at han fortsatte sine Studier. 1871 blev han
residerende Kapellan i Asminderød og Grønholt,
og 1876 forflyttedes han til Vor Frue Kirke i
Kbhvn som anden residerende Kapellan og
derefter fra 1892 som Sognepræst og
Stiftsprovst. P. indtog i kirkelig Henseende det
samme Stade som sin Fader, han stod som en af
de mest udprægede »højkirkelige« Præster i
den danske Kirke og som en tro Bærer af de
Mynster-Martensen’ske Traditioner. Som
Prædikant var P. meget betydelig, og han havde et
ualmindelig smukt Organ. Han samlede en stor
Menighed om sig, og hans Prædikener
udmærkede sig ved en fast Støbning, et billedrigt Sprog
og en fin psykologisk Iagttagelse, samtidig med
at der gik en dyb evangelisk-luthersk
Understrøm gennem dem. 1884 blev P. kgl.
Konfessionarius og 1887 Lærer i Homiletik ved
Pastoralseminariet. P. tog virksom Del i det kirkelige
Arbejde i Kbhvn, 1880 blev han
Bestyrelsesmedlem i »Kirkelig Forening for indre Mission«
i Kbhvn«, og i senere Aar arbejdede han bl. a.
for Kirkesagen. Han har været en frugtbar Forf.
Sammen med H. Stein udgav han 1869—76
»Kristelig Kalender« og leverede her flere
interessante Bidrag, og 1872 udkom »For syge og
bedrøvede«. Men navnlig er han kendt for sine
Prædikensamlinger »Prædikener« (1882),
»Frelsens Vej« (1885), »Gennem Kamp til Fred«
(1888), »Rigdommen i Kristus« (1891), »Herren
og Tjenerne« (1895), »Søndagsminder« (1903),
»Maalet og Vejen« (1904), og opbyggelige Skr
»Fra Naadens Rige« (1884), »Vejen opad« (1887),
»Fadervor« (1890), »Paa Helliggørelsens Vej«
(1894) og »Af Jesu Lignelser« (1901). Ogsaa flere
Salmer har P. skrevet; den mest kendte er
Bryllupssalmen »Jert Hus skal I Ibygge«. 1902
udgav han en fin, overvejende religiøs
Digtsamling »Skygger og Lys«.
A. Th. J.

Paulli, Joachim (Jochum) Richard,
dansk Litterat, f. omkr. 1690, d. i Kbhvn 31.
Marts 1759. P. var først Sekretær i Hofretten,
senere knyttet til Toldetaten, 1733 udnævntes
han til Brevkammerskriver i Rentekamret og
forblev i denne Stilling til sin Død. I denne
Egenskab udarbejdede han Registre til danske og
norske Lov, til Kirkeritualet og Toldrullen; men
Erindringen om P.’s Navn er dog nu
udelukkende knyttet til hans Virksomhed som dram.
Skribent for den første danske Skueplads,
Teatret i Lille-Grønnegade. 1723 forestillede
Aktørerne her hans Treakts Komedie »Dend Seendis
Blinde«; ved Juletid s. A. blev »Julestuen og
Masqueraden«, ogsaa et Treakts Stykke,
indleveret, vistnok skrevet paa Bestilling, men vraget
af Skuespillerne. Begge disse Komedier er
tomme Intrigestykker med Forklædningsscener o. l.
og uden Forsøg paa Karakterskildring, men i
Betragtning af Mangelen paa Forgængere dog
ikke saa slette, som man har villet gøre dem
til. Der er en vis Duft af Dagliglivets Interiører
over dem, som giver dem nogen kulturhistorisk
Interesse. Særlig af typografiske, men ogsaa ud
fra litterære Motiver kan det fremdeles betragtes
som uimodsigeligt, at P. endvidere er Forf. til
den anonyme 5 Akts Komedie »Naturen over
Optugtelsen« (1724). P. havde ret store Tanker om
sin egen Forfattervirksomhed, og 1724 tog han
sig for at korrigere Holberg’s »Politiske
Kandestøber«. Han ledsagede sit uheldige Forsøg med
en Fortale, i hvilken han paa en Maade
opfordrede Holberg til Medarbejderskab. Her kom
han imidlertid til den urette: Holberg gav ham
et meget afvisende og haanligt Svar i »Tvende
splinder nye Breve, som tiene til Den politiske
Kandestøbers Opliusning«. P. har endvidere
givet en Beskrivelse (paa Tysk og Dansk) og
Tegning af det 1734 fundne Guldhorn. Hans største
Arbejde er »Christ-opbyggelig Tids-Fordriv,
bestaaende udi allehaande baade verdslige
Materier og aandelige Betragtninger«, en
sladdersalig Postil, som det lykkedes den skrivelystne
P. at faa udstrakt til fire Dele (1734—36).
(Litt.: J. R. P.’s »Politiske Kandestøber«, paa
ny udg. af F. Bætzmann [1867];
»Skuespiltekster fra Komediehuset i L.-Grønnegade«, IV.
[1922]).
J. Cl.

Paulli, Just Henrik Voltelen, dansk
Præst, f. 6. Marts 1809 i Kbhvn, d. 11. Juli 1865
smst., blev 1833 cand. theol., 1835 Kateket ved
Helligaandskirken, og forflyttedes allerede 1837,
da han var bleven kendt som en begavet
Prædikant, til Kristiansborg Slotskirke som
Slotspræst. Her virkede han i tyve Aar, indtil han
1857 kaldedes til Stiftsprovst og Sognepræst ved
Vor Frue Kirke. 1864 blev han tillige kgl.
Konfessionarius. P. stod Mynster nær i Henseende
til kirkeligt Grundsyn og var stærkt paavirket
af ham. Han blev i øvrigt Mynster’s Svigersøn.
Martensen og P. var fortrolige Venner, og
Martensen hørte til Stadighed P.’s Forkyndelse. P.
har derfor været en af Hovedmændene inden
for den saakaldte »højkirkelige« Retning i den
danske Kirke. Den videnskabelige Teologi
syslede P. ogsaa med, trods sin stærkt optagne
Tid, og navnlig Pastoralteologien studerede han.
1851 blev han Dr. theol. paa en Afh. om »Dr.
Niels Hemmingsen’s Pastoralteologi, et Bidrag
til den praktiske Teologis Historie«, 1854 Lærer
i Homiletik ved Pastoralseminariet. Af øvrige
Skr fra P.’s Haand kan nævnes en
Prædikensamling »Prædikener om Kirken og
Sakramenterne« (1844) og »Kristelige Bønner« (1845) samt
»Taler i Kirken og ved særegne Lejligheder«,
samlede efter hans Død af C. L. N. Mynster og
udgivne 1866. Endnu kan nævnes, at P. var
Formand for Kbhvn’s gejstlige Konvents
Salmebogskomité, der 1844 udgav et Prøvehæfte
Salmer. Kongehuset stod P. meget nær.
A. Th. J.

Paulli, Richard August Simon, dansk
Læge, f. 18. Juli 1846, d. 7. Jan. 1911. P. blev
Student 1864, cand. med. 1871. 1872—76
Kandidat og Assistent paa Frederiks Hospital og
Fødselsstiftelsen samt studerede i Udlandet.
1876—78 Reservekirurg paa Frederiks Hospital,
1878—80 Underaccouchør ved Fødselsstiftelsen. Fik
1873 Univ.’s Guldmedaille for en Fremstilling
af de kir. Behandlingsmaader, der kan
henføres til den antiseptiske Metode, særligt ved
Amputationer, og tog Doktorgraden i Medicin
1879 med en Afh.: »Studier over Urethrotomia

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:00:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/18/1042.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free