Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paulus (gr. Læge) - Paulus, Eduard - Paulus, Heinrich Eberhard Gottlob - Paulus, Julius - Paulus, Olaf - Paulusakterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den med. Skole i denne By. Senere levede han
i Grækenland og gjorde, som mange af den Tids
Læger, lange Rejser, bl. a. til Sarazenernes
Lande. Hans Liv kendes i øvrigt ikke nærmere.
Af hans Skr er et Kompendium
fuldstændigt bevaret til vor Tid, i hvilket hele den
antikke Tids med. Kendskab resumeres. Han skal
ogsaa have skrevet om Gynækologi og
Toksikologi. Kompendiets 7. Bog omhandler Kirurgien,
og i den optræder P. som en meget selvstændig
Forf., der især giver et overmaade fyldigt
Indblik i den gr. Krigskirurgi og i Operationslæren.
Dette Afsnit fik da ogsaa en uhyre Bet. for
Middelalderens Læger. Kompendiet var en af de
første Bøger, der oversattes af Araberne
(Honein), og det var sammen med Hippokirates’ og
Galens Værker den første Bog, som blev trykt
(Venedig 1528, Basel 1538). Senere er P.’s
Værker udgivet mange Gange i Oversættelse til
moderne Sprog (Berendes, Janus, 1908). J. L.
Heiberg foranstaltede en Udgave (Corpus
medicorum græcorum, IX) af P.’s samlede Skr,
1921—24, og udgav en middelalderlig Oversættelse af
3. Bog under Titel: Pauli Aeginetae tibri tertii
interpretatio latina antiqua, 1912.
J. S. J.
Paulus [’pa^ulos], Eduard, tysk Forf., f. i
Stuttgart 16. Oktbr. 1837, d. smst. 16. April 1907.
Han studerede Arkitektur og Kunsthistorie,
virkede som Konservator ved de württemhergske
Samlinger og blev til sidst Oberstudienrat. Han
har skrevet en Rk. humoristisk-satiriske
Rejseskildringer, som »Bilder aus Italien«, fremdeles
»Wald- und Jagdbilder«, Digtsamlingen »Aus
meinem Leben«, Digtet »Der neue Merlin«
(1888). Hans »Ges. Dichtungen« udkom 1892.
C. B-s.
Paulus [’pa^ulos], Heinrich Eberhard
Gottlob, tysk protestantisk Teolog, f. 1. Septbr
1761 i Lemberg i Württemberg, d. 10. Aug. 1851
i Heidelberg, hvor han 1811 var bleven Prof.
»Der Nicht-Apostel P.«, som han kaldtes, var
den mest udprægede Repræsentant for den gl.
Rationalisme; især var han berygtet for sine
flove Bortforklaringer af de bib. Undere, og
hele hans omfattende Forfatterskab er nu
ganske forældet og glemt.
(J. P. B.). A. Th. J.
Paulus, Julius, en af de fem »store« rom.
Jurister. Om hans Herkomst og Fødeby vides
intet sikkert, Fødsels- og Dødsaar ubekendt.
Elev af Scævola. Medlem af det kejserlige
Konsil under Septimius Severus, forvist af
Heliogabal, præfectus prætorio under Alexander
Severus, muligvis efter Ulpian’s Mord. I litterær
Frugtbarhed og Mangesidighed overgaar P. alle
rom. Jurister. Ham skyldes Formuleringen af
den berømte Sætning: Non ex regula jus
surruntur, sed ex jure, quod est, regula flat. P.’s
Hovedværker er hans Kommentarer Ad edictum
libri LXXX, Ad Sabinum libri XVI og
Sententiarum ad filium libri quinque; det sidste Værk,
der maaske er skrevet under Caracalla, er
sammen med Gaius’ Institutiones optaget i Lex
Romana Visigothorum. Han forfattede
endvidere en Række Monografier, Kommentarer og
Responsa. Af P.’s Skr er 2080 Steder
excerperede i Digesterne, ɔ: udgør c. 1/6 af disse. P.’s
Sententiæ er bl. a. udg. af Arndts, Krüger og
Huschke. (Litt.: Otto Karlowa,
»Römische Rechtsgeschichte« I [Leipzig 1885], S.
744—50; Hermann Fitting, »Alter und Folge
der Schriften römischer Juristen von Hadrian
bis Alexander« [2. Udg. Halle a. S. 1908), S.
81—98; Paul Krüger, »Geschichte der
Quellen und Litteratur des Römischen Rechts« [2.
Opl. München og Leipzig 1912], S. 227—39).
Fz. D.
Paulus, Olaf, norsk Musiker, f. i Kria 25.
Jan. 1859, d. i Stavanger 29. Juni 1912, var Elev
af Chr. Cappelen, Johan Svendsen og
Leipzig-Konservatoriet. 1889 blev han Organist ved
Domkirken i Stavanger, hvor han virkede til sin
Død og bidrog væsentlig til Musiklivets
Udvikling. 1902 besøgte han Amerika og koncerterede
i Minneapolis og St Paul. Har udgivet fl. større
Mandskor, Klaverstykker, og skrevet Kantater
for Kor og Orkester. Ordnede sammen med Chr.
Cappelen Melodiudvalget til Landstads
Kirkesalmebog.
I. H.
Paulusakterne er Benævnelse for en
Samling apokryfe Apostellegender, der omtales hos
oldkirkelige Forf. og i Alexandria en Tid lang
blev regnet med til de hellige Skrifter. Af det
opr. Værk eksisterer nu kun Brudstykker paa
Græsk, Latin og forsk. orientalske Sprog; men
en — ligeledes fragmentarisk — koptisk Overs.,
som blev fundet 1897 og udg. 1904 af C. Schmidt,
har givet os en Forestilling om Værkets Indhold
og Anlæg. De vigtigste Fragmenter er: 1) De
saakaldte Thekla-Akter (Acta Pauli et Theclæ),
der fortæller om en fornem Jomfru i Ikonium,
som fra et Vindue hørte P. prædike
Evangeliet, blev grebet af hans Ord, besluttede at
leve asketisk og brød med sin Trolovede
Thamyris. Da hun fastholdt sin Vægring ved
Ægteskabet, dømtes hun til at brændes paa Brølet, men
et Regnskyl slukkede Flammerne. Forstødt af
Moderen ledsagede hun derpaa Paulus til det
pisidiske Antiocheia, men da hun her rev Kransen
af en fornem Syrer, dømtes hun atter til
Døden, denne Gang i Kamp med Løver; paa
Arenaen kastede hun sig imidlertid i en Vandgrav
og »døbte« saaledes sig selv; derefter rørte
Løverne hende ikke. Da hun var kommen fri,
begyndte hun paa Paulus’ Bud at prædike
Evangeliet, først i Ikonium, senere i Seleukia, hvor
hun døde »efter at have oplyst (ɔ: døbt) mange«.
2) En apokryf Brevveksling mellem Paulus og
Korinthiermenigheden: da Apostelen sidder
fangen i Filippi, modtager han en Forespørgsel fra
Korinth ang. to Vranglærere, og derpaa svarer
han da (»det tredje Korinthierbrev«) med en
Afvisning af Gnosticismen og en Fremstilling af
Hovedpunkterne af sin egen Lære; denne er
udarbejdet med Benyttelse navnlig af
Pastoralbrevene, Filippenser-, Galater- og
Korinthierbrevene. 3) Paulus’ Martyrium, der beretter om
Henrettelsen under Nero’s Kristenforfølgelse.
Modsat de fleste andre apokryfe Apostellegender
er dette Skr. i nøje Overensstemmelse med
kirkelig Ortodoksi, ja endogsaa ligefrem polemisk
rettet mod Gnosticismen; et andet
Hovedformaal dermed har været at indskærpe
Betydningen af seksuel Afholdenhed. Til Bestemmelse af
Affattelsestiden har vi en interessant
Efterretning hos Tertullian (De bapt. 17) om, at den
Presbyter i Asien, som havde opdigtet
Theklaakterne i Paulus’ Navn, efter at være bleven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
