Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paume - Paumoto-Øer - Pauncefote, Julian - pauperies
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stor Bold ved Haand og Underarm fra Spiller
til Spiller.
Spillet øvedes under to Former: Jeu de la
longue paume og Jeu de la courte p. Det første
var et Friluftsspil, der spilledes paa en jævn
Plads, afmærket med Pæle og et Tov. Pladsen
skulde maale 160 Skridt i Længden og 25 i
Bredden. Paa Midten deltes den ved et Tov i
paa tværs i to lige store Felter. Men dette Spil
naaede kun en virkelig Blomstring i de sydlige
Lande, Italien og Spanien, hvor man kunde øve
Spillet hele Aaret rundt udendørs. Det naaede i
dog ogsaa til Mellem- og Nordeuropa, Holland
og Gotland, hvilket sidste Sted et beslægtet Spil
endnu øves under Navnet »Pärk«.
Jeu de la courte paume spilledes paa en langt
mindre, ofte flisebelagt, Plads, indesluttet af
Mure og forsynet med Tag ell. uden dette.
Spillet nævnes i Frankrig allerede i 13. Aarh. og
opnaar her i det flg. Aarh. en høj Udvikling og
en stor Udbredelse og breder sig særlig over de
germanske Lande. Som Regel spillede vel kun
Mænd, men ogsaa Kvinder har dog undertiden
deltaget. I Boldhuset le petit temple i Paris
spillede omkr. 1427 en Dame ved Navn Margot
med en saadan Dygtighed, at hun kunde maale
sig med de bedste Spillere bl. Mændene. I
Spillet, der lededes af en Boldmester, kunde fire
Personer deltage, to paa hver Side af et Net,
der paa tværs delte Banen i to Halvdele. For
at skærme Hænderne mod den haarde Bold
benyttede man til Slaget Handsker, hvis
indvendige Side man forstærkede med indspændte
Strenge og andet, først senere opfandt man
Raquetten, Ketseren, som man i Frankrig
begyndte at bruge under Henrik IV (se Fig.).
Et Spil som dette, der for at drives
regelmæssigt og paa rette Maade fordrede et
lukket Rum af betydelig Udstrækning, og hvori dog
kun højst fire kunde deltage paa samme Tid,
og som desuden krævede Betjening og dyre
Rekvisitter, kunde aldrig vinde Indgang hos den
jævne Befolkning, men maatte være forbeholdt
de højere Klasser. Det spilledes derfor af det
rige Borgerskab og Adelen; ogsaa Kongerne
deltog, og det anføres, at bl. dem var Henrik II
den bedste Spiller. I 17. Aarh. var dog Spillet
noget i Tilbagegang, men ansaas endnu som en
passende Adspredelse for en Adelsmand. Det
anføres, at der i 1657 »kun« var 114 Baner i
Brug i Paris. Louvre-Forordningerne forbød
ufrelse Personer at deltage i Spillet, men i 18.
Aarh. satte man sig ud over disse Forbud, og
Spillet blev da saare alm. i Paris. Fra Frankrig
gik det i 16. og 17. Aarh. sin Sejrsgang over
nærliggende og fjernere liggende Lande. I
Tyskland havde saaledes hver større By sit Boldhus.
Naar Spillet kom til England, vides ikke, men
det har rimeligvis været spillet her allerede i
13. Aarh., medens det naaede sin største
Udbredelse under Tudor og Stuart. Henrik VIII
byggede 1530 Boldhuset i Hampton Court
Palaoe, som endnu eksisterer.
Ogsaa til Sverige og Danmark fandt Spillet
Vej. Erik XIV, der holdt meget af dette Spil,
lod indrette et nyt Boldhus ell., som det ogsaa
kaldtes, en Racketbane ved Sthlm Slot.
Christian IV lod selv ved et saa lille Slot som
Ibstrup (Jægersborg) bygge et Boldhus. Det
lavedes af Træ, som blev tilhugget i Norge, og
var 27 Bindinger langt, 14 Alen bredt og 10 Alen
højt. Lignende fandtes ved de øvrige Slotte.
Om Boldhusene ved Kbhvn’s Slot og i Sorø
minder endnu Gaderne af samme Navn. At
Forholdene i øvrigt var de samme i Udlandet,
mindes man om ved en Optegnelse som denne i Chr.
IV’s Kalender fra hans Rejse i England 1614:
»29. Juli legede jeg udi Boldhus og om Aftenen
drak jeg temmelig stærkt med Kongen af
Engelland«. Ogsaa Kvinder har øvet Spillet her,
men vistnok sjældent. Det vides saaledes, at
Chr. IV’s Datter Leonora Christine har holdt
af Spillet: »Elle passe le tems à tirer, à courir
à cheval, à jouer à la paume«. (Danske
Samlinger, 2. Rk., I, 157).
Som alle Tidens øvrige Spil drejede ogsaa
Boldspil sig om Penge. Chr. IV’s
Skrivekalendere fra en senere Tid giver nøjagtig Oplysning
om, hvad han har tabt og vundet i Boldspil.
Reglerne for Spillet »den meget fornemme,
yndelig og kongelige Leg Boldspil« findes i
Arennt Berntsen’s »Danmarks og Norges
frugtbare Kærlighed« (Kbhvn 1656), S. 353.
I Slutn. af 18. og Beg. af 19. Aarh. er Spillet
stærkt i Tilbagegang i hele Europa, Boldhusene
lukkes, og 1825 er der kun enkelte i Brug i hele
Frankrig. Under det 2. Kejserdømme forsøgte
man her at genoplive Spillet, men uden Held.
Det var ikke Frankrig beskaaret, selv at
genopbygge dette Spil, der gennem saa mange
Sekler fortrinsvis havde været øvet der i
Landet. Her tog England Førerskabet med det
moderne Tennis i Slutn; af forrige Aarh. (Litt.:
Dr. H. Schnell, »Handbuch der Ballspiele«,
3. Del [Leipzig 1901]; Troels Lund,
»Dagligt Liv i Norden«, VI 1903).
Paumoto-Øer, se Tuamoto-Øer.
Pauncefote [’på.nsfut], Julian, eng.
Diplomat (1828—1902), blev 1855 Sagfører og drog
1862 til Hongkong, hvor han 1865—69 var
Attorney-general og som saadan Medlem af
Koloniens udøvende Raad; 1874 ansattes han i det
eng. Koloniministerium og overflyttedes 1876 til
Udenrigsministeriet, hvis faste
Understatssekretær han blev 1882. Endelig blev han 1889
Sendemand i Washington, hvor han under ret
vanskelige Forhold med Iver og Dygtighed indtil
sin Død arbejdede for at fremme et godt
Forhold mellem England og Nordamerika. Den
Aftale, som han 1896 fik sluttet om faste Regler
for Voldgift mellem de to Lande, forkastedes
dog af Senatet, men 1900 og 1901 sluttede han
Overenskomsterne om den fremtidige
Panamakanal. Hans Forsøg 1898 paa at hindre
Nordamerikas Krig med Spanien mislykkedes
derimod. Han deltog 1899 i Fredskongressen i
Haag, var en af dens virksomste Arbejdere og
blev ogsaa Medlem af den faste Voldgiftsret.
Allerede 1873 var han bleven Ridder (Sir) og
ophøjedes 1899 til Peer.
E. E.
pauperies [pa^u-] (lat.), egl. Fattigdom, efter
romerretlig Terminologi den af et Husdyr
tilføjede Skade. Den, der led Skade, kunde ved
actio de pauperie søge Erstatning herfor hos
Dyrets Ejer, der dog slap for Erstatning, naar
han udleverede Dyret til den skadelidende.
K. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
