- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
1092

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Perikles - Periklin - Perikope - Perikum - Perikumfamilien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

udmærket sig under Perserkrigene, og hans
Moder Agariste hørte til Alkmeonidernes
fornemme Adelsslægt. Men i Overensstemmelse med
denne Slægts Traditioner stillede P. sig paa
Demokratiets Side. Efter Efialtes’ Mord (461 f.
Kr.) var P. den vigtigste Fører for det
demokratiske Parti og arbejdede, som Efialtes havde
gjort, paa at indskrænke Areiopagos’
Indflydelse, medens han paa den anden Side hævede
Folkedomstolenes Bet. ved at sætte igennem, at
der betaltes Diæter til Dommerne. P. havde
dog en Tid lang megen Modstand at kæmpe
med; Aristokraternes Fører Kimon var vel en
Tid landsforvist ved Ostrakismen, men kom
tilbage igen, og efter hans Død (449) fik P. en
farlig Modstander i Thulkydides, Melesias’ Søn;
men da ogsaa han 445 var bleven forjaget, stod
P. uden Medbejler, og i en lang Rk. Aar var
det i Virkeligheden ham alene, der ledede hele
Athens Politik. Men hans Magt beroede alene
paa Folkets Tillid, idet det stadig hvert Aar
valgte ham til Strateg og ved Siden deraf
vistnok ogsaa til andre Embedsposter. P., som var
i Besiddelse af en betagende Veltalenhed,
forstod baade med Kraft sig med Behændighed at
lede Folkeforsamlingen efter sin Vilje. Til P.’s
Navn knytter sig det mægtige Opsving, som
trods flere ikke altid heldige Krige fandt Sted
i Athen i 5. Aarh. Han virkede med Kraft for
Udvidelsen og Befæstelsen af Athens
Søforbund, hvis Karakter efterhaanden udvikledes
saaledes, at Athen alene fik Raadighed over
Anvendelsen af de Pengemidler, som indkom
fra Forbundsstæderne. Det var P., som satte
igennem, at disse Midler anvendtes til
Udrustning af en stærk Flaade, til Opførelsen af de
lange Mure mellem Athen og Peiraieus og til
Athens Udsmykning med pragtfulde
Bygningsværker. P. var en ivrig Beskytter af Kunst og
Videnskab, og Mænd som Billedhuggeren
Feidias og Filosoffen Anaxagoras hørte til hans
Omgangskreds. Men hans Forkærlighed for
Tidens Oplysningsideer og hans Fordomsfrihed i
religiøs og social Henseende vakte ogsaa meget
Anstød; især maatte han høre meget ilde for
sit Forhold til Milesierinden Aspasia. — P.’s
sidste Aar var meget sørgelige. 431 udbrød den
peloponnesiske Krig, som skulde gøre Ende paa
Athens Magtstilling. At Krigen engang vilde
komme, var vel uundgaaeligt, men overbevist
om, at Athens Hjælpekilder var uudtømmelige,
fremskyndede P. ved en udæskende Politik
Krigens Udbrud. Den Maade, hvorpaa han ledede
Krigen, vakte ogsaa megen Misfornøjelse. Da
han mente, at Athenerne umulig kunde staa
sig i Landkampen, lod han hele Attikes
Befolkning flytte inden for Murene, medens han til
Gengæld for Landets Hærgning lod Flaaden tage
nogle mindre betydelige Repressalier. Da der
nu ogsaa udbrød Pest i Athen, steg
Forbitrelsen mod P. til en høj Grad. Alle hans
Modstandere forenede sig, dels Aristokraterne af den
gl. Skole, dels det yderliggaaende demokratiske
Parti, som fandt, at P.’s Eneherredømme
stemmede daarlig med hans egne demokratiske
Grundsætninger. Han blev da ogsaa sat under
Tiltale, idømt en Pengebøde og afsat fra sit
Embede som Strateg. Vel blev han Aaret efter
valgt paa ny, men hans Kraft synes m at være
brudt. Han døde af Pesten 429. — P.’s Søn
(med Aspasia) af samme Navn var en af Førerne
for den atheniske Flaade i Slaget ved de
arginusiske Øer og blev henrettet tillige med de
andre Førere, fordi de havde forsømt at redde
Mandskabet fra de ødelagte Skibe (406). (Litt.:
Filleul, Histoire du siècle de P. [2 Bd, Paris
1873]; A. Schmidt, »Das perikleische
Zeitalter« [2 Bd, Jena 1877—79]).
H. H. R.

Periklin, se Feldspat.

Perikope (gr.: »Afsnit«), det Skriftafsnit,
som oplæses ved den kristne Gudstjeneste.
Allerede ved den jødiske Gudstjeneste var der
forordnet Oplæsning af bestemte Skriftafsnit, dels
fra Loven (de saakaldte Parascher), dels fra
de profetiske Skr (Haftarer). I den kristne
Menighed overtog man denne jødiske Skik, men
føjede til de to gammeltestamentlige Afsnit to
nytestamentlige, et fra de nytestamentlige Breve
og et fra Evangelierne. Brevafsnittet kaldes
»Epistelen«, Evangelieafsnittet »Evangeliet«.
Undertiden anvendes et Afsnit fra Apostl. Gern.;
dette kaldes »Lektien«, og samme Udtryk
anvendes i den danske Liturgi om Afsnit tagne fra
Profeterne. De to første gammeltestamentlige
Afsnit bortfaldt imidlertid snart i den kristne
Kirke. Opr. læste man vedk. Brev ell.
Evangelium fra Ende til anden med et Stykke ved
hver Gudstjeneste, og denne Skik er endnu
bevaret i den græske Kirke. Vesten gik derimod
under Roms Ægide sine egne Veje. I 5. Aarh.
begynder man nemlig i Rom at give P. mere
Fasthed, idet de forsk. Skr henvises til forsk.
Tider af Kirkeaaret, og under Gregor den Store
udvikler det hele sig til, at hver Søn- og
Festdag faar sit bestemte »Evangelium« og
»Epistel«. Senere gav Tridentinerkoncilet inden for
den romersk-katolske Kirke en bestemt
og endnu gældende Fortegnelse over de P., som
skulde anvendes. Den lutherske Kirke
overtog i alt væsentligt de gl. P., ligesom den
engelske Kirke, medens de Reformerte
ellers brød med den gl. Perikoperække og ved
Gudstjenesten lod Præsten saa temmelig have
frit Tekstvalg. I den danske Kirke indførte man
1885 ved Siden af den gl. Perikoperække en ny,
og nu bruges i de fleste danske Menigheder
hvert andet Aar denne ny Række.
A. Th. J.

Perikum (Perikon), se Hypericum.

Perikumfamilien (Hypericaceæ),
tokimbladede og frikronede Planter af Ordenen
Guttiferales, Træer, Buske eller Urter med
modsatte ell., sjældent, kransstillede, hele og
i Reglen helrandede, fjernervede Blade, der
oftest er punkterede af gennemskinnende
Oliekirtler; Akselblade mangler. Blomsterne, der
sidder i Kvaste, er tvekønnede, regelmæssige,
undersædige, 5-tallige, med 5 Bægerblade, 5
snoede Kronblade og i Reglen mange
Støvdragere, der hos de fleste sidder i 5, lige for
Kronbladene staaende Knipper; i Virkeligheden er
der kun 5 Støvblade, der er spaltede lige til
Grunden i mange støvknapbærende Afsnit. Hos
nogle er der ikke 5, men enten færre, oftest 3,
ell., sjældnere, fl. Knipper; Støvvejen er
3—5-bladet, sædvanlig med fri Grifler; Frugtknuden
er 3—5-rummet. Frugten er en Kapsel,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:46 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/1142.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free