- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
130

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Picasso, Pablo - Piccadilly - Piccini, Nicolo - Piccolo (Kelnerlærling) - Piccolo (Musikinstrumenter) - Piccolomini (gl ital. Adelsslægt)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

c. 1910—12 var P.’s Kubisme kulmineret i det
rent »meningsløse« Billede, der blot ved sine
Bevægelsesmotiver og levende
Rumforestillinger skulde udløse det formelle Behag (om P.’s
Skole og Kubisme, s. d.). Om end P.’s ny
Kunst vakte mægtig Opsigt og fra Enkelthold
skaffede ham talrige Bestillinger (ogsaa
Teaterdekorationer som 1920 til den spanske Ballet
Le tricorne m. v. i Paris), slog den dog ikke
igennem. Under Verdenskrigen gik P. tilbage
til ældre Udtryksformer og har i klassicerende
Flade-Stilisering malet næsten Imgres’sk, til
hans kubistiske Ildtilbederes store Forbitrelse.
Meget af P.’s Kunst er vandret ud af Frankrig,
c. 40 Billeder kom til Stschoukin-Samlingen i
Moskva, adskillige til Tetzen-Lunds Samling i
Kbhvn, »Krinolinen« (tidligt Arbejde) til
Glyptoteket i Kbhvn, i Göteborg-Mus.
»Akrobatfamilie« o. s. fr. (Litt.: Raphael, »Von
Manet zu P.« [München 1913]; Dodici, Opere
di P.
[Firenze 1916]; Raynal, »P.« [tysk,
München; fransk 1921]).
A. Hk.

Piccadilly [pikə’dili], en af de fornemste
Gader i London, har en Længde af 1,5 km og
udgaar fra Haymarket til Hyde Park Corner.
Den er kendt som Byens »Strøg«, og saavel
Butikkerne som Beboelseshusene og de mange
fashionable Klublokaler udmærker sig ved
deres pragtfulde Udstyrelse. Navnet skal hidrøre
fra et Udsalg af Skjortebryster, Pickadille, der
her florerede 1605—20 og gjorde Ejeren til en
rig Mand.
(M. Kr.). G. G.

Piccini [pi’t.∫ini], Nicolo, ital. Komponist
(1728—1800), var opr. ikke bestemt til Musiker,
men viste saa ualmindelige Anlæg, at han
anbragtes i Konservatoriet i Neapel, hvor L. Leo
og senere Durante var hans fornemste Lærere.
Da P. havde forladt Konservatoriet, skrev han
en Del komiske Operaer, bl. hvilke særlig
Cecchina (ell. La buona figliuola) fastslog hans Ry
(Rom 1760); med eksempelløst Held opførtes
den alle Vegne i Italien og mange St. uden for
P.’s Fødeland. Ved Siden af disse komiske
Operaer frembragte P. en Rk. alvorlige Operaer,
der hverken hist. ell. mus. besidder synderlig
Interesse. P. forlod atter Rom, da Publikum
dér, hvis Yndling han i mere end et Aarti
havde været, senere foretrak Anfossi for ham, og
P. tog da syg og krænket Ophold i Neapel, men
lod ogsaa her med Held nogle Operaer opføre.
(Hans Produktion var overhovedet ualmindelig
stor; der kendes over 130 Operaer af ham). —
1776 kaldtes P. til Paris — officielt af Dronning
Marie Antoinette for mod en betydelig aarlig
Gage at komponere fr. Operaer for Académie
de musique
, i Virkeligheden for at bruges mod
Gluck af det ital.-begejstrede Parti, der
tiltrængte en Mand med P.’s Navn og Talent i Kampen
mod Operareformatoren. P.’s godmodige,
grundhæderlige, men noget ængstelige Naturel egnede
sig ingenlunde for den hidsige Kamp, der i disse
Aar førtes i Paris, og hvori Intriger og
Chikaner spillede en stor Rolle. Han tog da kun liden
personlig Del i den. Med ikke ringe Besvær
komponerede han, trods sit fattige Kendskab
til fr. Sprog og Prosodi, Musik til den
Quinault’ske Tekst »Roland« og fik Operaen opført med
stort Held. Paa det tragiske og stærkt
dramatiske Felt besad P. imidlertid langtfra Gluck’s
Kraft, Marv og Lidenskab; derimod stod kan
højt som opera-buffa-Komponist og vandt i en
Aarrække Parisernes Beundring ved (med et
ital. Operaselskab) at opføre flere af sine
ældre og nyere Arbejder i denne Genre. Endnu
en Gang kappedes P. med Gluck, idet de begge
komponerede Iphigénie en Tauride; Gluck’s
Opera opførtes først — P.’s (1781) modtoges
kun kølig. Senere hen opstod en ny Medbejler
til P.’s Ry: Sacchini, og P.’s Operaer aftog
efterhaanden i Værd og Interesse. Revolutionens
Udbrud bestemte ham da til at forlade Paris
(hvor han var bleven Prof. ved École royale de
chant et de déclamation
). Resten af sit Liv
tilbragte P. under ret triste og fattige Forhold,
først i Neapel, hvor han endnu skrev et Par
Operaer, dernæst (fra 1798) atter i Paris, hvor
han opnaaede en beskeden Stilling ved det ny
oprettede Konservatorium. — P. har opnaaet
mest Navnkundighed ved den Rolle, som hans
Navn spillede i den Gluck-Piccini’ske Strid, men
indtager i øvrigt en fremskudt Plads bl. de
ældre ital. Operakomponister, og hans Talent var
navnlig betydeligt paa den komiske Operas
Omraade, hvor hans La buona figliula er typisk
for den rørende borgerlige Komedie sat i
Musik; en Fortsættelse deraf fremkom i Paris som
La buona figliula maritata. P. udvidede bl. a.
Buffooperaens »Finaler« (der opr. indførtes af
Logroscino) til en Rk. skiftende Scener og blev
den, der fastslog den Finaleform, som Alverden
nu kender fra Mozart’s Mesterværker (»Figaro’s
Bryllup«, »Don Juan«).
W. B.

Piccolo [’pikolo], paa en Restauration:
halvvoksen Dreng, der bistaar Opvarteren,
Kelnerlærling.

Piccolo (ital.: »lille«), forkortet Benævnelse
for Pikkolofløjte (se Fløjte); ogsaa
Navnet paa et, særlig i Militærmusikken
benyttet Messingblæseinstrument, en mindre Kornet
i Es (se Kornet).
S. L.

Piccolomini, en gl ital. Adelsslægt, opr.
hjemmehørende i Rom, senere blomstrende i
Toscana, navnlig i Siena. Af dens Medlemmer
nævnes her, med Forbigaaelse af dem, der kun
har lokalhistorisk Bet., flg.:

1) Enea Silvio P., Pius II (Pave).

2) Jacopo P. (1422—79), Diplomat og Forf.,
hed egl. Ammanati, men antog efter Pius
II’s Ønske Navnet P. Han naaede de højeste
gejstlige Værdigheder og efterlod sig mange
Skr, deriblandt Commentarii et epistolæ
(Milano 1506 og oftere), der har stor Bet. for hans
Samtids Historie.

3) Alessandro P. (1508—78), Forf., udgav
i sin Ungdom skønlitterære Skr af et meget
letfærdigt Indhold, men blev senere en streng
Kirkens Mand, der nød stor Anseelse som lærd
Forf., hvad ogsaa gælder hans samtidige
Slægtning Francesco P.

4) Ottavio P., Hertug af Amalfi, tysk
Rigsfyrste og kejserlig Feltmarskal (1599—10. Aug.
1656), Efterkommer i 4. Led af en uægte Søn
af ovenn. Pave Pius II, gjorde som ganske ung
Officer Tjeneste i den sp. Hær i Milano og drog
1619 til Böhmen med et Regiment, som Cosimo
II af Toscana sendte Kejser Ferdinand II til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0142.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free