Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Polartrekant - Pol de Mont, Karel Maria - Polder - Poldhu - Poldistance - pole - Pole, Reginald - Polemarchos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Polartrekant (mat.). En sfærisk Trekant
T’s P. T1 har til Vinkelspidser de Poler (se
Pol) for T’s Sider, der ligger nærmest ved de
respektive Siders modstaaende Vinkelspidser. T
er T1’s P. Enhver Vinkel i de to Trekanter er
Supplement til den Side i den anden Trekant,
der har Vinklens Toppunkt til Pol. Naar der
eksisterer en sfærisk Trekant med Siderne a, b,
c og Vinklerne A, B, C, er der altsaa en anden,
nemlig P., hvis Sider er 180°—A, 180°—.B,
180°—C, og hvis Vinkler er 180°—a, 180°—b,
180°—c. Man kan følgelig i den sfæriske Geometri
og Trigonometri af enhver alm. gældende
Sætning om en sfærisk Trekants Stykker danne en
anden ved i St f. Siderne og Vinklerne at sætte
Supplementerne til henh. de modstaaende
Vinkler og de modstaaende Sider.
Chr. C.
Pol de Mont [’på£-də-’måŋ], Karel Maria,
flamsk Digter og Litteraturhistoriker, f. 15. Apr.
1857 i Wambeke, en Landsby i Brabant, blev
1877 Student, virkede senere som Lærer først i
Doornik og fra 1882 ved Antwerpens Athenæum,
var ogsaa Direktør for Malerisaml. i Antwerpen.
Hans Forfattervirksomhed bevæger sig over
mange forsk. Omraader, men dog har P. d. M.
især vundet Yndest som Forf. af Landsbyidyller
baade paa Prosa og paa Vers (»Op mijn
dorpken« 1886, »Leutesotternijen« 1881; den første
Prosafortællinger, den sidste Vers). Ogsaa
bibelske Emner har han behandlet i moderne
Aand, f. Eks. i et Digt »Menneskenes Børn«.
Overhovedet naar han højest som Lyriker, om
han end ikke naar Jan van Beers i Aandfuldhed
og poetisk Ynde. Han er ogsaa Forf. af en
Mængde til Dels meget omfangsrige,
litterærhistoriske Arbejder, har saaledes skrevet et to
Binds Værk om Hendrik Conscience (»Hendrik
Conscience, zijn leven en zijne werken«, 1883)
og et Værk om Jan van Beers (1889). I et stort
tre Binds Værk: »Losse schetsen uit de
letterkundige geschiedenis van onzen tijd« har han
behandlet en Mængde litterære Personer og
Værker, navnlig dog fra fr. og nederlandsk
Litteratur. I Modernités (1890) giver han et Udvalg af
moderne fransk skrivende belgiske Digteres
Digte. Af hans rent æstetiske Værker nævner vi
foruden de ovenn.: »Waarheid en leven«. Digte
(Brügge 1877), »Jongelingsleven« (Leuven 1878),
»Loreley«, Digte (Utrecht 1882), »Idyllen«,
»Sneek« (1882), »Gedichten« (Gent 1884, kronet
med den 5-aarige nederlandske Litteraturpris),
»Fladderende Vlinders«, Digte (Rotterdam 1885),
»Zanna«, Skuespil paa Vers i een Handling
(Leyden 1887). Af Tidsskrifter har han været
Medstifter og Medudgiver ell. selvstændig Udgiver
af en hel Rk. Endelig maa det nævnes, at han
har udg. en Del Skolebøger paa sprogligt
Omraade, deriblandt et Par nederlandske
Antologier (»Proza en Poëzie«, 1880) og »Mijn
Leesboek«, 1889). Paa Dansk er P. d. M. behandlet
i et Essay af Georg Brandes (i »Essays.
Fremmede Personligheder«, 1889).
(A. I.). V. K.
Polder, se Marsk.
Poldhu [’påldju?] (Poljew), eng.
transatlantisk Radiostation (Marconi), ligger 10 km
NV. f. Lizard Point i det sydvestlige Cornwall.
Herfra er det bl. a. lykkedes at telefonere
traadløst til Australien (Sidney).
G. G.
Poldistance [-’staŋsə], se Himmel.
pole (tekn.), røre om i et Metalbad med
Stænger af frisk Træ, navnlig Birketræ, i den
Hensigt at tilvejebringe en stærk Bevægelse i
Badet ved de udviklede Dampe, saa at
Urenhederne lettere stiger op paa dets Overflade,
og at reducere dets Ilter navnlig ved det
Trækul, som den forbrændte Stang giver.
Processen anvendes især ved Kobber, Bronze og Bly.
(F. W.). D. H. B.
Pole [pou£], Reginald, eng. Statsmand
og Kardinal, f. 1500, d. 18. Novbr 1558, tilhørte
en fornem Familie, der var nær beslægtet med
Huset Tudor; hans Moder var Datter af
Hertugen af Clarence. Henrik VIII interesserede
sig meget for den unge Gejstlige og lod ham
studere først i Oxford, siden i Italien (1521—30)
og Paris. Han undgik saa længe som muligt at
udtale sig i Sagen om Henrik’s Skilsmisse fra
Katarina af Aragonien, skønt han havde faaet
Univ. i Paris til at udtale sig til Gunst for
Skilsmissen. Endelig da Kongen tvang ham til at
tale, udgav han (1536) De unitate ecclesiæ, der
skarpt dadlede Kongens Optræden. Han brød
herved med sit Fædreland og var i 20 Aar i
Landflygtighed. Paven gjorde ham til Kardinal
og sendte ham som Legat til Nederlandene.
Han arbejdede her ivrigt paa at rejse det eng.
Folk til Opstand og faa Frankrig og Spanien til
at angribe England; han tænkte sig selv at
kunne blive eng. Konge og ægte Kongens Datter
Marie. Hans Planer mislykkedes dog, og Henrik
VIII lod hans Moder og Brødre dræbe. Han
maatte derpaa i nogle Aar opholde sig i
Viterbo, hvor han omgikkes med Vittoria Colonna og
andre, der senere ansaas for Kættere; ham selv
har man tilskrevet et lutheransk Skrift. »I Rom
ansaas han for Lutheraner, i Tyskland for
Papist, i Frankrig for Kejserens Tilhænger, i
Bryssel for Frankrigs«, blev der sagt om ham. Det
skyldtes denne uklare Holdning, at han ikke
1549 valgtes til Pave. 1554, da Maria den Blodige
havde besteget Englands Trone, vendte han
tilbage som pavelig Legat og virkede nu som
Dronningens fortrolige Raadgiver med fanatisk
Iver for at genindføre Katolicismen og faa
Pavens Supremati anerkendt. 1556 blev han
Cranmer’s Eftermand som Ærkebiskop i Canterbury.
Alligevel afsatte hans Uven Caraffa, der 1556
blev Pave som Paul IV, ham som Legat og
kaldte ham tilbage til Rom for at forsvare sig
mod Beskyldningen for Kætteri. Hans Død,
Dagen efter Dronning Marie’s, sparede ham for
denne Ydmygelse. (Litt.: Philipps, History
of the life of R. P. [Oxford 1764—67];
Zimmermann, »Kardinal P., sein Leben und
seine Schriften« [Regensburg 1893]; Hailie,
Life of R. P. [Lond. 1910]).
(J. L.). C. A. T.
Polemarchos [-kås] (gr.), Hærfører, var i
fl. gr. Stater Betegnelsen for en særlig
Embedsmand. I Athen var P. en af de 9 Archonter og
havde fra først af Overkommandoen over
Hæren. Men som militær Befalingsmand omtales P.
sidste Gang i Slaget ved Marathon (490 f. Kr.),
idet hans Funktioner senere overtoges af
Strategerne. Derimod fik P. den Funktion at
præsidere i Domstolene og lede Rettergangen i
Sager, der vedrørte Udlændinge, foruden at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
