Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pompejus - Pompejus-Søjlen - Pompejus Trogus - Pompelmustræ - Pompignan, Jean Jacques Le Franc, Marquis de - Pompilius - Pompon - Pomponazzi, Pietro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter, da han ved den gabiniske Lov fik
uindskrænket Bemyndigelse til at føre Krig mod
Sørøverne i Middelhavet (67) og dernæst ved den
maniliske Lov Overanførselen i Krigen med
Kong Mithradates af Pontos (66). Sørøverne fik
han, efter at have opbudt store Stridskræfter,
hurtig Bugt med, men behandlede dem efter
deres Underkastelse med en usædvanlig
Lemfældighed. Efter Mithradates’ Overvindelse ordnede
han egenmægtig Forholdene i Vestasien og
lagde Bithynien, Pontos, Kilikien og Syrien m. fl.
Landskaber ind under Romerriget. Aldrig før
havde en rom. Hærfører udøvet en saa mægtig
Indflydelse, men ved hans Tilbagekomst til Rom
(62) mødte der ham uventede Vanskeligheder,
idet Senatet, som saa skævt til hans Hæder, var
uvilligt til at stadfæste hans Anordninger og
give hans udtjente Soldater Jord. P. indlod sig
da paa en politisk Forbindelse med Cæsar og
Crassus (»det første Triumvirat«), hvorefter
Senatet maatte finde sig i at opfylde hans Ønsker.
Men den, der høstede størst Fordel af
Forbindelsen, var Cæsar, medens P., som ganske
manglede Evnen til at finde sig til Rette i det
politiske Intrigespil, havde svært ved at gøre sin
Autoritet gældende over for sine talrige
aristokratiske Modstandere i Senatet paa den ene Side
og de tøjlesløse Folkeførere paa den anden.
Efter at imidlertid Triumviratet var blevet fornyet
i Luca (56), opnaaede P. og Crassus for anden
Gang Konsulatet (55). Efter Konsulatet fik P.
Spanien at bestyre, men overlod
Provinsbestyrelsen til Underbefalingsmænd for vedblivende
at kunne have Øje med Forholdene i Rom.
Venskabet mellem P. og Cæsar kølnedes
efterhaanden, især efter at P.’s Hustru Julia, Cæsar’s
Datter, var død (54), og ogsaa ved Crassus’ Død
(53) fjernedes de mere fra hinanden.
Pøbeloptøjerne i Rom foranledigede 52 Senatet til at
udnævne P. til Enekonsul, og da senere den
politiske Skinsyge mellem P. og Cæsar stadig
tiltog, gik P. til sidst helt over paa Senatspartiets
Side og tog ved Borgerkrigens Udbrud
Kommandoen over Hæren (49). Cæsar’s hurtige
Fremtrængen tvang P. til at gaa over til
Grækenland, hvor han efter at have kæmpet i nogen
Tid med vekslende Held bukkede under for
Cæsar ved Farsalos (48). Nederlaget berøvede ham
ganske Besindelsen; han flygtede ilsomt til
Ægypten, men idet han stod i Begreb med at lande
der, blev han dræbt af nogle af
Ægypterkongens Folk (48). P. var en dygtig Kriger, dog
uden særlig fremragende strategiske Evner; af
Karakter var han retskaffen, men temmelig
smaalig og forfængelig, og som Statsmand
manglede han i høj Grad Behændighed.
3) Gnæus Pompejus, foreg.’s Søn, optog
efter Faderens Død Kampen mod Cæsar baade i
Afrika og i Spanien. Han blev myrdet i Spanien
kort efter at have tabt Slaget ved Munda (45).
4) Sextus Pompejus, foreg.’s Broder,
deltog med denne i Kampen mod Cæsar. Efter
Slaget ved Munda bevarede han Magten i en Del
af Spanien, og efter Cæsar’s Mord lykkedes det
ham at bemægtige sig Sicilien (43).
Senatspartiet stillede sig venlig til ham, og selv
Triumvirerne maatte en Tid anerkende hans
Herredømme. Efter fl. heldige Kampe blev han
overvunden i et Søslag af Agrippa (36), hvorefter
han gik til Asien for at modvirke Antonius. Men
her fandt han snart efter Døden.
H. H. R.
Pompejus-Søjlen kaldes en Granitsøjle i
Alexandria, som stammer fra Oldtiden. Den staar
i Byens sydlige Del og er 20 m høj (med
Fodstykke 32 m). Hovedstykket er en Monolit, som
opr. har været opstillet for sig, men som af en
Statholder Pompejus paa Kejser Diocletian’s Tid
er bleven forsynet med Fodstykke og et
korinthisk Kapitæl.
H. H. R.
Pompejus Trogus, romersk Historieskriver,
levede paa Kejser Augustus’ Tid. Han skrev
Historiæ Philippicæ i 44 Bøger, en
Verdenshistorie, der grupperer sig om den makedoniske
Historie. Han har benyttet græske Kilder. Hans
Værk er tabt, men bevaret i Udtog af Justinus
(s. d.).
H. H. R.
Pompelmustræ [pompə£mu.s-], se Citrus,
S. 22.
Pompignan [påpi’njã], Jean Jacques
Le Franc, Marquis de, fr. Digter (1709—84),
skrev snart hverdagsagtige, snart højtravende
Oder og Vers, der længst har tabt deres Værd;
kun hans Ode sur la mort de Jean Baptiste
Rousseau erindres endnu. Hans bibelske Poésies
sacrées (1751) var af Samtiden meget yndede.
Ved sin Optagelse i Akademiet angreb han
heftig Encyklopædisterne, der dog snart fik ham
til at tie. 1770 udgav han den første fr.
Oversættelse af Aischylos. Hans Œuvres complètes
udkom 1784 i 4 Bd, Œuvres choisies 1800 i 2 Bd.
S. Ms.
Pompilius, se Numa Pompilius.
Pompon [på’på] (fr.), et rundt ell.
pæreformet Aftegn, der findes paa mange milit.
Hovedbedækninger. Tidligere spillede de en stor
Rolle, da deres forsk. Farver var Kendetegn for
de forsk. Regimenter, Afdelinger etc.
Herhjemme er de sidst brugt i den nu afskaffede milit.
Kepi. P. kaldes ogsaa de halvrunde Klunker,
der ofte anvendes i Possementarbejde og til
Damepynt.
R. H.
Pomponazzi [pompo’nat.si], Pietro, ital.
Filosof (1462—1525), tilhørte den Kreds af
Lærde, der navnlig samledes i Padova om Studiet
af Naturfilosofien og deltes i fl. stridende
Retninger efter de forsk. Opfattelser af
Aristoteles’ Lære, som var kommet til Orde hos den
arabiske Fortolker Averroes, hos Thomas
Aquinas og i de antikke Kommentarer, som i
Renaissancetiden fremdroges til fornyet Studium.
P. bekæmpede den averroistiske Lære om, at den
erkendende Del af den menneskelige Sjæl
skulde vende tilbage til Verdenssjælen og kun for
saa vidt være udødelig, men han kunde heller
ikke slutte sig til den kirkelige Opfattelse, at
de enkelte Sjæle var udødelige; tværtimod
hævdede han, at den rette Forstaaelse af
Aristoteles, som han fandt Støtte for hos
Alexander fra Afrodisias, var den, at de enkelte
Sjæle var dødelige, og for at undgaa Konflikt
med Kirken søgte han at dække sin farlige
Lære ved Paastanden om de to forsk. Slags
Sandhed, den teologiske, som Kirkens Tro
paabyder, og den filosofiske, som
Erkendelsesarbejdet fører os til. Stod P. saaledes i det
metafysiske Spørgsmaal om Enkeltsjælens Forhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
