Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Portugal (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digte, byggede over de gl. Folkeviser. Hertil
slutter sig endelig en Rk. Mariahymner, som er
opstaaede paa sp. Grund og skyldes Kong
Alfons den Vise. (Litt.: Lopes de Moura,
Cancioneiro d’El Rei Dom Diniz [Paris 1847],
senere udg. af A. R. Lang [Strasbourg 1894];
Cancioneiro da Ajuda er udgivet fl. Gange; her
skal kun anføres C. Stuart’s Udg. med
Titelen Cancioneiro do Collegio dos Nobres [Paris
1823]; L. de Cueto, Cantigas de S. Maria de
Don Alfonso el Sabio [Madrid 1891]; et Udvalg
af Digte fra denne Periode er oversat af W.
Storck, »Hundert altportugiesische Lieder«
[Paderborn 1885]; Theophilo Braga,
Trovadores gallecio-portuguezes [Porto 1871]).
Hvad der findes af Prosa i denne Periode,
er væsentlig Oversættelser fra Latin og Fransk,
dels af den hellige Skrift, Legender, opbyggelige
Skrifter o. l., dels af gammelfranske
Ridderromaner og Sagn. Vi møder her de kendte
Sagnkredse, som dengang var udbredte over hele
Europa, som »Kong Arthur og hans Kæmper
om det runde Bord«, »Troldmanden Merlin«,
»Graalsagmet« o. s. v. (Litt.:
Reinhardstöttner, Historia dos Cavalleiros da Mesa
Redonda e da Demanda do Santo Graal [1. Bd,
Berlin 1887]). De første Tilløb til en
Historieskrivning finder vi i Krøniker og Slægtregistre,
de saakaldte »Adelsbøger«. Af de sidste maa
nævnes Nobiliario do Collegio dos Nobres, som
man en Tid lang tilskrev Kong Diniz’ Søn, Grev
Pedro de Barcellos.
II. Den spansk-portugisiske Skole,
Hofdigtningen (1385—1521). Allerede
omkr. Midten af 14. Aarh. begynder spansk
Indflydelse at gøre sig gældende. Den
provençalske Kunstdigtning fortrænges, Folkevisen
sygner hen, og der indtræder en Stilstand i den
poetiske Produktion, som varer lige til Midten
af 15. Aarh. Der digtes ganske vist ogsaa i dette
Mellemrum, men Digterne er enten Galiciere,
der digtede i deres Hjemstavns Dialekt, ell.
Spaniere, som skrev paa Portugisisk. Til de
første hører den galiciske Ridder Macias den
Forelskede. Bl. de Spaniere, der benyttede
Portugisisk, er de mest bekendte Pedro Gonzales
de Mendoza og Alfonso Alvares.
Prosaen udvikledes betydelig i denne
Periode, og det er Kongerne, som gaar i Spidsen
ved enten selv at optræde som Forfattere ell.
faa andre til at skrive. Den første, vi her
møder, er Kong Duarte. (1433—38), fra hvis Haand
der findes en Rk. Smaaskrifter om de mest
forsk. praktiske ell. teoretiske Spørgsmaal.
Hans vigtigste Skrift, Leal Conselheiro (»den
tro Raadgiver«), er et Forsøg paa en
Morallære, som er dediceret til Dronningen. Endnu
mere fremragende som Forf. er Infanten D.
Pedro (1438—48), hvis Hovedværk er et Skrift
om Godgørenheden. Virtuosa Bemfeitoria, efter
Seneca’s De beneficiis. D. Pedro, der var ivrig
interesseret for den klassiske Litteratur;
oversatte endvidere Cicero’s De officiis og lod fl.
andre Værker af lat. Forfattere oversætte af de
lærde, som var knyttede til hans Hof. —
Historieskrivningen tæller fl. kendte Navne,
fremfor alle Fernam Lopes (død c. 1454),
Grundlæggeren af den portugisiske Historieskrivning, der
særlig har behandlet Kongerne Peter den
Grusomme ell. Retfærdige, Ferdinand den Smukke
og Johan I. Hans Værk fortsattes af Gomes
Eanna de Zurara, der skrev om Krigene i
Afrika, og Ruy de Pina, som følger Begivenhederne
ned til Aarhundredets Slutn.
Fra Midten af 15. Aarh. tager den nationale
Digtekunst et nyt Opsving. Efter at de
provençalske Former er fortrængte, kommer
Folkevisen i Højsædet og bliver eneraadende,
endogsaa i Hoffets Sale. Kongerne digter selv og
fører de unge Talenter frem. Særlig fortjente af
Poesiens Udvikling er Kong Duarte, Infanten
Dom Pedro og hans Søn Connétablen af s. N.
Hofdigtningen fra dette Tidsrum er navnlig
kendt gennem den berømte Samling, som er
besørget af Garcia de Resende, Cancioneiro
geral. Resende nævner Navnene paa 75 Digtere,
hvis Arbejder han har optaget i sin Samling.
Bl. de betydeligste skal anføres Gil Vicente,
Christovam Falcão og Bernardim Ribeiro, der
staar paa. Overgangen til næste Periode, Gil
Vicente (1502—36) skabte den portugisiske
Skueplads. Til ham sluttede sig Dramatikere som
Antonio Prestes, Antonio Ribeiro, Chiado,
Henrique Lopes og Affonso Alvares. Falcão har
skrevet det skønne Hyrdedigt Crisfal, som er
det første Forsøg i den bukoliske Genre i P.
Bernardim Ribeiro er bleven berømt ved sin
Prosaroman Saudades ell. Menina e moça, som
fandt mange Efterlignere. (Litt.: Th.
Braga, Poetas palacianos [Porto 1872]; samme,
Historia do theatro portuguez [Porto 1870] og
Bernardim Ribeiro e os bucolistas [Porto 1872]).
III. Renaissancen og Camões
(1521—80). I Sâ de Miranda (1495—1557) fik den
portugisiske Litteratur endelig en virkelig
Reformator, som bragte Udviklingen ind paa ny
Baner. Størst Indflydelse fik han paa Lyrikken ved
at indføre de klassisk-italienske Digtformer
(Canzone, Sonnet, Terzine og Oktave) i
Litteraturen. Hans samtidige, Antonio Ferreira, gav
Portugiserne deres første Tragedie efter klassisk
Mønster, Inez de Castro. Om ham og Miranda
dannede sig i Lissabon en Skole af lærde
Hofdigtere, de saakaldte Quinhentister, af hvilke
her kun skal omtales Pedro de Andrade
Caminha, D. Manoel de Portugal, Falcão de Resende,
Diogo Bernardes og Frei Agostinho da Cruz.
Den klassiske Retning i Litteraturen fik ingen
Bet. for Folket. Portugiserne var dengang
optagne af deres store Opdagelser og manglede
kun en Digter, som kunde give
Nationalstoltheden et synligt Udtryk. En saadan fik de i
Luis de Camões (1524—80). Allerede i sine
lyriske Digte rager han betydelig op over sine
samtidige; men sit Verdensry vinder han først ved
sit Epos, Os Lusiadas (1572), hvormed han hæver
Litteraturen til en Højde, den ikke senere har
naaet. Fl. af Samtidens Digtere fulgte i Camões’
Spor. Til de betydeligste Lyrikere hører Heitor
da Silveira, João Lopes Leitão, Balthasar de
Estaço og Manoel da Veiga Tagarro. Andre
valgte det historiske Epos. Jeronymo de Corte
Real forherligede i Segundo Cerco de Diu den
anden Belejring af Fæstningen Diu. Vasco
Mousinho de Quevedo Castello-Branco behandlede
de ældre Afrika-Ekspeditioner i sit Digt Affonso
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
