Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Raimondi, Marc-Antonio - Raimondi, Pietro - Raimondit - Raimund - Raimund, Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Portrættet af Digteren Achillini, der allerede 1504
havde besunget R.
Af største Bet. for R.’s tekn. Udvikling var
i disse Aar Kendskabet til Dürer’s Kobberstik
og Træsnit; navnlig de sidste har han kopieret
i stort Tal, hvilket i 1506 fremkaldte en Klage
fra Dürer til Senatet i Venedig. Men i øvrigt
udviklede R. sin Stil med Tilskud fra mange
Sider, Lucas v. Leyden, Giulio Campagnola —
det saakaldte »Rafaels Drøm« (B. 359) viser, at
han under et tidligt Ophold i Venedig, har haft
Berøring med Gioirgione-Skolen — B. Peruzzi,
efter hvem han bl. a. har udført den store
Allegori over den 3. puniske Krig (B. 213),
Michelangelo, efter hvis Slagkarton han har
stukket, og fremfor alle Rafael. Vasari beretter,
at det udmærkede Stik »Lucretias Død« (B. 192)
er gjort efter Rafael og bragte denne til at søge
Samarbejde med R. Sikkert er det, at R. c. 1509
drog fra Bologna til Rom og der i det følgende
Tiaar udførte en Rk. mesterlige Stik efter
Rafael, med hvem han sandsynligvis traadte i nær
Forbindelse. De ældre af disse Blade, f. Eks.
»Didos Død« (B. 187), »Adam og Eva« (B. 1) og
»Poesien« (B. 382, fra Stanza della segnatura)
viser endnu et særdeles fint Gravstikarbejde,
men efterhaanden bliver R.’s Liniemanér stedse
enklere, mere aaben, vinder i dekorativ Kraft,
men taber i Ynde. Til denne Udvikling bidrog
sikkert Indtryk af antik Skulptur. Bl.
Arbejderne efter Rafael bør nævnes »Paris’ Dom«
(B. 245), »Apollo og Muserne« (B. 247),
»Barnemordet i Bethlehem« (B. 18), »Madonna di
Foligno« (B. 52) og af de senere Stikkene efter
Farnesinafreskerne (B. 342—44) og »Styrken«
(B. 375). Endnu efter Rafael’s Død har R.
antagelig stukket efter hans Arbejder; fra den
Tid er ogsaa det store »S. Lorenzo’s
Martyrium« efter Bandinelli og maaske det fortrinlige
Portræt af P. Aretino. R.’s senere Aar ligger
ikke klart belyst. Efter Giulio Romano’s
Tegninger, hvortil Aretino skrev Digte, udførte han
en Serie meget frie Blade, der blev beslaglagt
og foranledigede Clemens VII til at lade R.
kaste i Fængsel. Ved Plyndringen af Rom 1527
skal R. have mistet, hvad han ejede, og efter
Vaisari’s Udtryk være bragt omtr. til
Tiggerkaar. 1534 omtales han som død. En Rk.
Stikkere arbejdede i R.’s Manér, og han fik derved
større Bet. end nogen anden Enkeltmand for
Kobberstikkunstens Udvikling. (Litt.: Bartsch,
Peintre-graveur, Bd XIV [Wien 1813]; Vasari,
Vite, ed. Milanesi, Bd V [Firenze 1870];
Delaborde, M.-A. R. [Paris 1887]; A. M. Hind i
Print Coll.’s Quarterly (1913).
L. S.
Raimondi [ra^i’mondi], Pietro, ital.
Komponist (1786—1853), studerede ved
Konservatoriet i Neapel og optraadte 1807 med sin første
Opera, der efterfulgtes af en Rk. andre, der
(som dengang sædvanlig) skreves snart for en,
snart for en anden Scene i Italiens mange
Musikbyer. I alt komponerede R. 62 Operaer,
men ved Siden deraf var han virksom som
lærd Kontrapunktiker, dels som
Konservatorielærer, dels som Komponist af meget
kombinerede Korværker (af kirkeligt Præg). I denne
sin Iver efter at efterligne 16. Aarh.’s Stil drev
R. det endog til at skrive en 64-stemmig Fuga
for 16 4-stemmige Kor. (Biografi af F.
Cicconetti).
W. B.
Raimondit [ra^i-], Mineral, er et vandholdigt
Ferrisulfat, der findes som gule, heksagonale
Skæl paa Tinsten ved Ehrensfriedersdorf o. a.
Steder.
(N. V. U.). O. B. B.
Raimund (Raymond), Navn paa 7 Grever
af Toulouse. R. IV, der kaldtes R. fra St
Gilles, tiltraadte sit Grevskab 1088, arbejdede
med Held paa at samle sine spredte Lande til
en Helhed og var en af sin Tids rigeste og
mægtigste Fyrster. Han pris gav dog alt det
vundne ved 1096 at deltage i det første Korstog.
Han var en af dettes Hovedledere; men paa
Grund af sin Egensindighed havde han svært
ved af forliges med de andre Førere og vilde
ikke sværge den gr. Kejser Troskab. Efter
Jerusalems Erobring (1099) afslog han at blive dets
Konge og vendte hjem. I Konstantinopel traf
han dog paa en ny Korshær og erobrede ved
dens Hjælp Fyrstendømmet Tripolis i det
nordlige Syrien, hvor han blev til sin Død (1105). —
R. VI, foreg.’s Sønnesønssøn (1195—1222),
paadrog sig Pavens Bandlysning ved at forsvare
Albigenserne. Paven sendte (1209) en Korshær
imod ham under Ledelse af Simon af Montfort
og overlod denne Grevskabet, skønt R. havde
ydmyget sig og endogsaa deltaget i Kampen
mod sine Undersaatter. R. slog da om, fik Hjælp
af Filip August af Frankrig og havde næsten
genvundet sit Land, da han døde. — R. VII
(1222—49), foreg.’s Søn, fortsatte Kampen med
Held mod Amalrik af Montfort, men kunde ikke
staa sig mod Ludvig VIII af Frankrig. 1229
maatte han købe sig Fred ved at afstaa
Frankrig en stor Del af sit Land. Hans Datter Jeanne
ægtede den fr. Konge Ludvig IX’s Broder
Alfons, og efter hans Død (1271) tilfaldt
Grevskabet Toulouse Frankrig. (Litt.: Devic og
Vaissète, Histoire du Languedoc
[1872—92]).
(J. L.).
Raimund [’rajmont], Ferdinand, østerr.
Skuespiller og dramatisk Forf., f. i Wien 1.
Juni 1790, d. i Pottenstein (Nedreøsterrig) 5.
Septbr 1838. R. forlod sin Konditorlære for at
slutte sig til et rejsende Skuespillerselskab,
hvorfra han 1813 fik Ansættelse ved
Josephstädter-Teatret i Wien; 1817 kom han til
Leopoldstädter-Teatret, hvis Direktør han var
1828—30. Ihvorvel R. havde Talent for
Udførelsen af lokalkomiske Roller, var det udelukkende
hans Gerning som Forfatter til en Rk.
folkeligromantiske Lystspil, der bragte hans Navn til
Eftertiden, f. Eks. »Der Alphenkönig und der
Menschenfeind« (opført 1838 paa det kgl.
Teater), »Der Diamant des Geisterkönigs«, som
H. C. Andersen 1840 bearbejdede til »Meer end
Perler og Guld«, en moralsk Folkekomedie, der
havde stor Bet. for Casino i dets første Periode
og endnu er opført i Kbhvn i dette Aarh.
Sangene var vigtige Momenter i R.’s Arbejder,
navnlig Kupletten, hvis Indførelse paa
tysktalende Scener skyldtes ham. Hans Komedier
var Forbilledet for Th. Overskou’s og C.
Hostrup’s dramatiske Virksomhed; deres Lystspil
kunde ligeledes være en Blanding af samtidige
Virkelighedsbilleder og trolddomsagtige
Situationer (f. Eks. i »Capriciosa« og »En Spurv i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
