Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnold, Matthew, eng. Forf. (1822-1888) - Arnold, Samuel, eng. Komponist (1740-1802) - Arnold, Thomas, eng. Skolemand (1795-1842) - Arnold, Wilhelm Daniel (1810-79), schweizisk Døvstummelærer - Arnold fra Brescia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin rene Form, sin Adel og Fylde et
betydningsfuldt Udslag af fint-dannet engelsk Aandsliv.
Foruden som Digter har A. vundet Navn som en
af Nutidens fineste og mest forstaaende eng.
Kritikere. Han var fra 1858—67 Prof. i Poesi i
Oxford og holdt her Forelæsninger, der bl. a. afgav
Stof til hans interessante Essays in Criticism
(1865); andre Arbejder i den Retning er: On
Traslating Homer (1861), On The Study of
Celtic Litterature (1867), Mixed Essays (1879) og
endnu et Bind Essays in Criticism (Second
Series, 1888). Hans Prosastil er sjælfuld, varm
og fængslende. Han sætter Nutids-Kritikkens
Opgave i at kende og udbrede det bedste, der
vides og tænkes i Verden. I sin Kritik skildrer
han derfor mindre, end han punktvis belyser,
aabner Udsigter og vækker Tanker. Som
religions-filosofisk Forf. har A. i Literature and
Dogma (1873) og God and the Bible (1875)
ud fra et rent rationelt Standpunkt søgt at
hævde Biblen Rang som den ypperste Lovbog
for Moral og Religion. Fra 1851—86 var han
Undervisningsinspektør og foretog som saadan
forsk. Rejser i Frankrig, Tyskland og Holland;
til denne Virksomhed knytter sig Skrifterne:
A. French Eton, or Middle-Class Education and
the State, Higher Schools and Universities in
Germany, The Popular Education of France.
Af hans øvrige Skrifter kan mærkes Culture
and Anarchy (1869), St Paul and
Protestantism (1870), det humoristiske Friendship’s
Garland (1871), Last Essays on Church and
Religion (1877), Irish Essays (1882). I Amerika
holdt han Forelæsninger 1883 (Discourses in
America) og 1886. 1901 udkom Letters of
M. A. ved G. W. E. Russel. (Litt.:
Herbert Paul i English Men of Letters;
G. Saintsbury i Modern English Writers; Ad.
Hansen i »Tilskueren« 1885).
(Ad. H.). I. O.
Arnold [↱a.ənə£d], Samuel, eng. Komponist
(1740—1802). Allerede 1765 opførtes hans Opera
The maid of mill, der efterfulgtes af en Rk.
andre (over 40). A. komponerede flere
Oratorier, satte sig i Spidsen for en stor —
øvrigt hverken fuldstændig eller dadelfri —
Udgave af Händel’s Værker i 36 Bind og udgav
endelig den fortjenstfulde Samling: Cathedral
music, indeholdende Kirkemusik af eng.
Komponister fra 15. og 16. Aarh. Fra 1789 var
A. Direktør for The academy of ancient music.
Som Komponist var A. flittig og grundig, men
uden selvstændig Bet.
W. B.
Arnold [↱a.ənə£d], Thomas, eng.
Skolemand (1795—1842). I Oxford studerede han ved
Siden af Teologien Historie og de klassiske
Sprog. 1818 blev han ordineret til Diakon i
Oxford; men 1819 tog han Bolig i Laleham, hvor
han tilbragte 9 Aar med at forberede nogle unge
Mennesker til Universitetet og med teologiske
og hist. Studier. Her uddannede han de
Grundsætninger for Opdragelsen, som skulde staa en
glimrende Prøve, da han 1827 blev kaldet til
Rektor for Skolen i Rugby. Det er hans
Virksomhed her, der har bragt hans Navn ud over
Fædrelandets Grænser, og det er som personlig
Paavirker, ikke som Forf., at han har
indskrevet sit Navn i Pædagogikkens Historie. A. kom
ikke med ny Indretninger, men han kom med
sin helstøbte Personlighed. Hans Maal var at
opdrage sine Drenge til gode Engelskmænd,
sunde paa Sjæl og Legeme, derfor forlangte han
først og fremmest af sine Lærere, at de skulde
være kristne og sædelige Mænd. Ved Siden af
sin pædagogiske Virksomhed deltog han i de
kirkelige og politiske Stridigheder. Han
betragtede det konservative Parti i Stat og Kirke som
en Hindring for en kristelig sund Udvikling, og
han var et af de betydeligste Medlemmer af
det bredkirkelige Parti (se Anglikansk
Kirke). 1841 blev han kaldet til Prof. i nyere
Historie i Oxford, men allerede Aaret efter døde
han. Af hans Skrifter maa nævnes 6 Bind
Prædikener, en Udgave af Thukydid, History of
Rome (I—III ufuldendt), History of the later
Roman Commonwealth (I—II). (Litt.:
Stanley, The life and correspondence of T. A. I—II
[14. Udg. London 1887]; Wuttig, »T. A.«
[Hannover 1884]).
L. M.
Arnold, Wilhelm Daniel (1810—79),
schweizisk Døvstummelærer, f. i Eppingen i
Baden, blev straks efter, at han havde bestaaet
sin Lærereksamen, ansat som Lærer ved
Døvstummeinstituttet i Pforzheim i Baden og fra
1839 Forstander for den lille Døvstummeanstalt
i Riehen ved Basel, i hvilken Stilling han virkede
til sin Død. A. hører til Empirikerne bl.
Døvstummelærerne; han har ikke stiftet nogen
Skole, dertil var hans Undervisningsmetode alt
for individuel. Hans store Bet. ligger deri, at
han i sin Anstalt praktisk har ført Bevis for, at
døvstumme Børn under heldige Institutvilkaar
— en lille Anstalt, hvor Forstanderen og Hustru
er som en Fader og Moder for Børnene —
fuldstændig kan afholdes fra Brugen af det for dem
ejendommelige Tegn- ell. Gebærdesprog, der
virker saa hemmende paa den sproglige
Udvikling. Hans Fremgangsmaade ved
Undervisningen i Artikulation, først at lære Eleverne at
udstøde alle de enkelte Lyde med en kort og
klangfuld Brysttone (der Stoss), har tjent
enkelte nordiske Døvstummelærere til Forbillede.
(Litt.: Walther, »Geschichte des
Taubstummen-Bildungswesens«).
F. B.
Arnold fra Brescia [↱bræ∫a], en Revolutionær i
Middelalderen, f. i Beg. af 12. Aarh. i Brescia. Viet
til Lektor i sin Fødeby rejste han til Frankrig for
at høre Abailard. Efter sin Hjemkomst blev han
viet til Præst og traadte maaske ind bl. de
augustinske Korherrer. Han levede meget
asketisk og læste ivrig i Skriften. I sine ildnende
Prædikener gik han løs mod den verdslige
Kirke, mod Præster, Biskopper og mod selve
Paven og fremstillede den apostolske Kirke i
Fattigdom som Idealet. En saadan Prædiken
faldt i god Jord i Brescia, hvor Patariaen først
var fremstaaet og endnu holdt sig. Borgerne
sluttede sig til A., og Biskoppen turde næppe
være i Byen; men anklaget som Skismatiker paa
Lateranmødet 1139 blev A. afsat og forvist. Han
rejste atter til Abailard, ved hvis Side han
stillede sig i Kampen mod Bernard, og skønt
ekskommuniceret og dømt til livsvarigt
Klosterfængsel sammen med sin Mester optraadte han
som Lærer paa Genovevabjerget i Paris, uden at
Biskopperne turde gøre ham noget. Paa
Bernard’s Opfordring jog den fr. Konge ham bort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
