Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arveafgift - Arveafkald - Arvebed - Arvebog - Arvefald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skattens Størrelse og Fritagelsen for Skatten i
visse Tilfælde.
K. B.
Arveafkald er en saakaldt renunciativ
Arvepagt (se Arvepagt), hvorved en eventuel
Arving ifølge Loven ell. Testamente giver Afkald
paa sin Arveret. Medens en saadan Arvepagt er
ugyldig efter fr. og ital. Ret, er den efter den
danske Arvelov, Frd. af 21. Maj 1845 § 14
ligesom efter den norske Arvelov af 31. Juli
1854 § 73 bindende, naar det, mod ell. uden
Vederlag, meddeles Arveladeren selv, ikke
derimod naar det meddeles andre, f. Eks. en
Medarving. Til gyldig at kunne give det, udfordres
Fuldmyndighed hos den renoncerende. Giver
Arvingen kun Afkald paa en til det modtagne
Vederlag svarende Del af sin eventuelle Arv,
kaldes Retshandelen Arveforskud (s. d.).
Efter fl. fremmede Lovgivninger opløser et
saadant A. kun den renoncerendes Arveret, men
afskærer ikke hans Descendens, dersom han dør
før Arveladeren, fra at gøre sin selvstændige
Arveret gældende. Dette gælder i Reglen ogsaa,
selv om han tillige havde meddelt Afkald paa
sine Efterkommeres Vegne, og selv om han
havde modtaget Vederlag for at meddele A.,
blot at hans Descendenter i sidste Fald maa
lade hans Affindelsessum komme til Afregning i
Arven. Efter dansk og norsk Ret saavel som
efter den tyske Borgerlige Lovbog § 2349 er
derimod A., naar ingen Indskrænkning i saa
Henseende er gjort, lige saa forbindende for
Udstederens Børn som for ham selv, enten den
renoncerende overlever Arveladeren ell. ej.
A. finder i Danmark navnlig Sted, naar
Forældre, der besidder en Ejendom paa Landet,
gaar paa Aftægt og i den Anledning ønsker at
skifte med Børnene. Da faar nemlig de Børn,
til hvem Gaarden ikke gaar over, deres
Arveparter udbetalte imod at give Afkald paa
yderligere Arv. Retshandelen, der foreligger, er da
vel i Realiteten Arveforskud, men formelt A.
mod Vederlag.
K. B.
Arvebed. Efter middelalderlig dansk Ret var
det en Betingelse for, at Løsøre, som ved Arv
tilfaldt en Ægtefælle, kunde gaa ind i
Fællesboet, at ogsaa den anden Ægtefælle arvede
Løsøre. I saa Fald »bedede« ɔ: fangede den ene
Arv nemlig den anden, saaledes at de begge
blev Fælleseje. For at en Arv skulde medføre
A., krævedes det opr., at den havde en vis
Værdi, ligesom der ogsaa paa anden Maade
var opstillet Begrænsninger. Disse bortfaldt dog
efterhaanden, og i hvert Fald siden 1547 kunde
A. anses for helt ophævet, saa at arvet Løsøre
tiden videre gik ind i Fællesboet. De
sjællandske Landskabslove bruger i St. f. A. Udtrykket
»Arvebid«, idet de tænker sig, at den ene Arv
bider den anden og derved holder den fast.
P. J. J.
Arvebog. Saaledes kaldes et Lovstykke, som
siden c. 1400 jævnlig findes tilføjet i
Haandskrifterne af Skaanske Lov og i hvert Fald i
senere Tid ansaas for gældende i Skaane og
de andre til det Skaanske Retsomraade hørende
Prov., hvor det undertiden kaldtes for »den
sidste Skaanske Lov« ell. »Kong Valdemar’s ny
Lov«. Dets Hjemsted er dog ikke at søge i
Skaane, men paa Sjælland, idet det kun
indeholder en Gengivelse af to Hovedafsnit af
Valdemar’s sjællandske Lov. Naar og hvorledes
Overførelsen til Skaane har fundet Sted, vides
ikke. A. har sit Navn af, at den begynder med
en Række arve- og familieretlige Bestemmelser.
Slutningen, som er af strafferetligt Indhold,
kaldes undertiden med et særligt Navn for
Orbodemaal.
P. J. J.
Arvefald ell. Arvens Erhvervelse af
Arvingerne finder Sted ved Arveladerens Død. Efter
Romerrettens Ordning, der indtil 1900 var alm.
gældende Ret i Tyskland, erhvervedes Arven
dog ikke umiddelbart ved Arveladerens
Død. Hereditas delata maatte først blive
acquisita, d. v. s. Arvingerne maatte inden en vis
Frists Udløb ved en frivillig Akt (aditio, se
Aditio hereditatis) tiltræde Arven, før den blev
deres. I den ældre tyske Ret gjaldt dog
Sætningen: »Der Tote erbt (ɔ: ergreift) den
Lebendigen«, d. v. s. Arvingen traadte straks
formueretlig i den Dødes Sted, og det samme Princip
er anerkendt i den ny tyske borgerlige Lovbog.
Efter fr. Ret gælder ligeledes Sætningen: le
mort saisit le vif (den Døde griber den Levende,
rækker den Levende Haanden). Herefter gaar
Arven ipso jure ɔ: uden at nogen
Modtagelseserklæring behøves, over paa Arvingen, som
derfor arver, selv om han dør umiddelbart efter
Arveladeren, ja selv om han døde ganske
uvidende om Arven. Denne sidste Ordning gælder
ogsaa efter norsk saa vel som efter dansk Ret,
jfr D. L. 5—2—31 og 53, der viser, at en Person
arver, naar han blot har overlevet Arveladeren,
om det end er nok saa kort. Undtagelsesvis kan
der dog ved Testament være disponeret over
en Kapital saaledes, at en Person nyder Renten
deraf sin Levetid, medens Kapitalen derefter
skal tilfalde en anden, hvis han overlever
Rentenyderen, men ellers ikke. I saa Fald kan Arven
siges ikke endelig at være faldet ved
Arveladerens Død, men først ved Rentenyderens, og man
taler derfor her om et dobbelt A.
Men behøves der end altsaa ingen Erklæring
fra Arvingens Side for at tage Arv, kan han
dog naturligvis altid blive fri for Arven ved at
afslaa den, da Princippet om Personens Frihed
inden for sin egen Formuesfære tilsiger, at
ingen mod sin Villie bør paatvinges en Forandring
af sin Formues Tilstand, selv om den kun
involverer en Berigelse for ham. Efter
Romerretten kunde dog undertiden Arv paatvinges,
navnlig naar den Afdødes Slaver var indsatte til
Arvinger, idet de da arvede, enten de vilde ell. ikke
(sive velint, sive nolint). Efter den ældre danske
Ret kunde vel Arvingerne altid afslaa Arven,
men Afslaget maatte dog finde Sted inden en Vis
Frists Udløb, begrundet paa, at Arvingerne
efter den gældende Ordning ikke kunde slippe for
Gælden uden ved at fragaa baade Arv og Gæld,
og det for Kreditorernes Skyld maatte bringes
paa det rene, om Arvingerne vilde vedgaa
Gældsansvaret for at kunne beholde Arven ell.
fragaa begge Dele. Da imidlertid Arvingerne nu
ikke længere behøver at erklære sig for at slippe
for Gælden (se Arving), vilde der ikke
længere være Grund til at fordre Afslaget meddelt
inden en vis Frist, og saadant Afslag, hvortil
kræves Fuldmyndighed, kan derfor nu udtales
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
