Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvesynd - Arveudlæg - Arveyron - Arveøl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udformning af det engang givne. Men Kritikken
udeblev heller ikke længe. Allerede Zwingli kan
betragtes som en Forløber for denne, idet han
i Modsætning til de andre Reformatorer
nærmest opfatter A. som en nedarvet moralsk
Svaghed ell. Sygelighed; det er denne Forestilling,
der i Virkeligheden danner den positive
Forudsætning for den negative Kritik, som i 17. og 18.
Aarh. fra Socinianerne og Arminianerne rettes
imod den kirkelige Arvesyndslære. Mod denne
gjorde man gældende: 1) at en enkelt Handling
af et Menneske saaledes som Adam’s Syndefald
ikke paa een Gang kan omdanne det
paagældende Menneskes hele Natur; 2) at en saadan
Handling endnu langt mindre kan medføre en
fuldstændig Omdannelse af den Paagældendes
Efterkommere; 3) at det ene Menneske umulig
kan handle som Repræsentant for andre i
moralske Spørgsmaal, da her enhver maa staa og
svare for sig selv; 4) at Nedarvning og Skyld er
to hinanden ganske modsatte og uensartede
Begreber, idet det ene tilhører den passive Natur,
det andet den aktive Villie; 5) at Antagelsen af
en fuldkommen Udygtighed til det Gode
hos alle Mennesker vil modsige Erfaringen om
den store Forskel paa Mennesker i moralsk
Henseende og vil gøre enhver fornuftig Opdragelse
ganske umulig; 6) at en saadan Antagelse
endvidere, som det var Tilfældet hos Augustin, maa
medføre en Lære om en ganske vilkaarlig
Forudbestemmelse af Menneskene til Salighed
ell. Fordømmelse; 7) endelig at Tanken om A.’s
fordømmende Magt, som den skal vise sig over
for de smaa Børn, vil være en skrigende
Uretfærdighed, som man ikke kan udholde at
antage. I Henhold hertil opfattede da baade
Supranaturalister og Rationalister A. alene som en
Overvægt af Sanseligheden over Fornuften og
en dermed flg. Svækkelse af den fri Villie til
det Gode; og selv om man førte denne
Svækkelse tilbage til Adam som Stamfaderen for
Menneskeslægten, saa var det dog egl.
Meningen, at den med Nødvendighed var begrundet
i den naturlige Endelighed; om nogen
Tilregnelighed for denne Disposition kunde der
selvfølgelig ikke være Tale. En endnu grundigere
Omformning blev Læren endelig Genstand for,
idet den blev optaget af den filosofiske
Spekulation hos Schelling og Hegel; her var
der Tale om en dialektisk Verdensproces,
hvor det Onde blev gjort til et nødvendigt
Gennemgangstrin, som Menneskeaanden maatte
igennem for at naa frem til den fuldkomne
aandelige Enhed med sig selv. I Modsætning
hertil har den nyere Teologi atter bestræbt
sig for at optage den religiøse Grundtanke, som
er udtrykt i den gamle Arvesyndslære. Det er
Schleiermacher, som ogsaa paa dette Punkt
staar som Banebryder. Idet han opgiver den
hist. Karakter af Syndefaldsberetningen, der kun
skal give os en sand, men ikke nogen virkelig
Historie, antager han en overalt med
Menneskenaturen givet Ursyndighed, der forklares som
beroende paa, at Sanseligheden hos hvert
Menneske har vundet et Forspring fremfor Aanden,
hvilket da ogsaa maa bevirke, at selv om
Erkendelsen af det Gode kommer til Stede, saa vil
Villieskraften dog ikke kunne holde Skridt med
denne. Denne Syndighed, saaledes som den er
overtaget af den Enkelte, kan nu vistnok ikke
være nogen egl. individuel Skyld, der begrunder
en afgørende Straf; men den maa dog betragtes
som en virkelig Forstyrrelse af Naturen, der,
selv om den nærmest har sin Grund hinsides
vor egen individuelle Tilværelse i Slægten, saa
dog alligevel er at se som virkelig Synd, ja
tillige som Skyld, for saa vidt som den Enkelte
er Medrepræsentant for Slægten, og
Syndigheden heller ikke varer og vokser hos ham uden
hans egen Villie. Det er væsentlig med de
Tanker, som her er udtalte, at den nyere Teologi,
om end paa meget forsk. Maade, har arbejdet.
Til nogen egl. Afslutning kan Tankeudviklingen
ikke siges at være naaet hverken inden for den
mere positive ell. kritiske Retning. Selv om det
kan synes, at den moderne stærke Fremhævelse
af Arvelighedens Bet. saavel i aandelig som i
fys. Henseende maatte begunstige Læren, saa
er det dog paa den anden Side tydeligt nok, at
den stærke Modsætning, som navnlig ved den
Kant’iske Filosofi er gjort gældende mellem den
sædelige Aand og den passive Natur, maa gøre
Forsvaret vanskeligere end i Fortiden. I Alm.
kan det dog siges, at samtidig med, at man i det
hele opgiver A.’s fordømmende Karakter
(Martensen), søger man særlig at fremhæve det
Ansvar, som den Enkelte ikke kan undgaa at
tillægge sig selv over for denne, derved at han
gennem sine Handlinger baade er med til at
bekræfte og videre at udvikle dens Magt. Idet
man her støtter sig til den samme psykologiske
Iagttagelse, som Kant allerede har gjort, om det
radikale Onde, der ikke kan søges uden for, men
alene i Villien selv, kan man, selv om den
naturlige Proces forbliver dunkel, dog bestandig
tale om en saadan opr., aandelig Magt af det
Onde, at Tanken om et omfattende Syndens Rige,
i hvilket hvert enkelt Menneske efter sin
særegne Villiesretning indtager sin forsk. Plads, kan
siges at finde sin Begrundelse. Og for saa vidt
som bestandig Antinomien mellem A. som
Lidelse og Skyld vil paatrænge sig, da vil den i den
nyere Teologi saa stærkt fremhævede Tanke
om Frelsesøkonomiens Bet. her kunne give den
bedste Løsning; det vil nemlig herudfra kunne
gøres gældende, at som A. først faar sin rette
Uddybelse som et Skyldforhold ved at blive
stillet over for det syndfri Ideal i Kristus,
saaledes er det netop ogsaa ved den gennem ham
tilbudte Frelse, at den kan faa denne Spænding
fuldkommen hævet.
F. C. K.
Arveudlæg, den Akt, hvorved Arvemassen i
et Dødsbo udlægges til ell. fordeles bl.
Arvingerne. Se herom Arvelod og
Dødsboskifte.
P. J. J.
Arveyron [arvæ↱rǡ], Navn paa tre Bifloder
til Arve i Chamonix-Dalen, kommende fra
Montblancs Gletschere. Den største udspringer fra
Gletscheren Mer de Glace.
G. Ht.
Arveøl (oldn. erfi ell. erfðaröl, norsk
ervedrykkja, erveøl, jysk ærrel) var i Oldtiden den
Fest (Drikkelag), hvormed Arvingerne fejrede
den Afdødes Minde, og hvorved de fik Ret til
at tiltræde Arven (Ordet erfi ell. erfð bet. det at
tiltræde Arven; at erfa er at »tage Arv« ell. at
»holde A.«). Sagaerne fortæller, at ved A. satte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
