Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Babylonien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Af de forsk. i Landet opdagede Indskrifter har
vi lært, at de ældste, os kendte Beboere af de
sydligere Dele af det gamle B., benævnede de
sydligere Dele af B. Sumir og de nordligere
Dele, der grænsede nærmere op til Assyrien,
Akkad. Vi betegner derfor dette gl. Folk
som Sumerier. Det er nemlig klart, at den
sydligere Del af B., Sumir, beholdt sin opr.
Nationalitet længere end den nordlige Del,
Akkad, som tidligt kom i Semitternes Besiddelse.
Hvad for øvrigt dette gl. Folk Sumerierne angaar,
maa man tilstaa, at det først er for helt
nylig, at Videnskaben har været i Stand til
at skaffe autentiske Oplysninger om dette,
Ja, det gik endog længe saa vidt, at mange tvivlede
om, at der nogen Sinde havde været noget
sumerisk Folk til. Hvad de for øvrigt ret talrige
Indskrifter angik, som man havde fundet i
Ninive, i de assyriske Kongers Bibliotek og
Rigsarkiv, og som efter adskilliges Mening var
affattede i sumerisk Sprog, paastod mange, at de
aldeles ikke var affattede i noget fremmed, ikke
paa Stedet hjemmehørende Sprog, men derimod
paa Assyrisk, kun at der var benyttet et
ejendommeligt, fra det assyriske Kileskrift helt
forskelligt Skriftsystem. Hvad man kaldte
Sumerisk, var kun »en anden Maade at skrive det
Assyriske paa«. Talsmanden for, vel ogsaa
Opfinderen af denne ejendommelige Opfattelse var en
berømt Orientalist, hvem Videnskaben skyldte mange
mærkelige Opdagelser, Josef Halévy, den
uforfærdede og skarpsindige Opdagelsesrejsende fra
Sydarabien og Habyssinien. Det fremhævedes af
Halévy og af de Orientalister, der sluttede sig til
ham, at det Sprog, som man havde faaet ud af
Tydningen af det »Sumeriske«, havde et saa
besynderligt Præg og afveg saa meget fra alle
andre kendte Sprog, at man mente, at der var
god Grund til at omtvivle, at der nogen Sinde
havde været et saa sælsomt Sprog til. Man maa
her huske paa, at det Kendskab, man dengang
havde til det Sumeriske, var meget mangelfuldt.
Nu er vort Kendskab derimod stadigt gaaet
frem, og Spørgsmaal, som dengang ikke kunde
besvares, er efterhaanden blevne klarede.
Halévy’s Tilhængere er derfor efterhaanden faldne
fra. Dette store videnskabelige Fremskridt
skyldes fremfor alt to skarpsindige og utrættelige
fr. Sproggranskere. Den ene af disse, Arthur
Amiaud, er desværre alt for tidligt bortkaldt
fra sine epokegørende Granskninger; den anden,
F. Thureau Dangin, virker stadigt med Held
og bringer Kendskabet til det Sumeriske stadigt
fremad. Vi nævner her hans Les inscriptions de
Sumer et d’Akkad (Paris 1905; tysk Oversættelse
med Indledning, Leipzig 1907). Takket være
ham, er det før saa gaadefulde Sprog nu godt
kendt, og de allerfleste Indskrifter let
tilgængelige for Studier.
Hertil kommer endnu en anden
Omstændighed. Fund af Billedværker, fremdragne af
dybere Lag i gamle Ruinhøje i B., har vist os,
hvorledes disse gamle Folk saa ud (se Afb. af en
Sumerier efter en Statuette i Glyptoteket), idet
de har belært os om, at de i Udseende,
Klædedragt, Sæder og Skikke var helt forsk. fra de
semitiske Folk, Babylonerne og Assyrerne, som
vi siden finder bosatte i disse Egne, og hvis Type
og Udseende er saa godt kendt fra deres
Stammefrænder, Arabere og Israelitter.
Undersøgelserne af de ret talrige Ruinhøje, som findes
i Landene ved de to store Floder, har givet os
et godt Indblik i Forholdene i B. i disse fjerne
Tider. Det er klart, at den gamle Befolkning i
B., Sumerierne, fra en tidlig Tid levede i
lovordnede Samfund, og at den havde forstaaet at
nytte de Hjælpekilder, som Landets Natur
frembød. Dette havde dog udkrævet et stort og
ihærdigt Arbejde fra Menneskets Side, men derved
var det ogsaa opnaaet, at B. var blevet, ikke
blot et beboeligt, men et frugtbart, ja et rigt
Land. Befolkningen var vistnok udbredt over
hele B., men den grupperede sig fortrinsvis om
Byer, af hvilke hver enkelt til Midtpunkt havde
en ell. fl. Helligdomme. Disse var indviede til
Dyrkelsen af højere Væsner, af hvem
Befolkningen følte sig afhængig, og hvis Beskyttelse og
Forsorg man søgte at sikre sig ved Gaver,
Ofringer og Iagttagelse af religiøse Ceremonier.
Disse lededes fra gl Tid af Præsteskaber med en
Ypperstepræst i Spidsen. Som Guddommens
Repræsentant var han en af Byens første Mænd,
ja ofte dens Fyrste ell. Hersker. Af stor Værdi
er de Levninger fra Oldtiden, der er fundne i
Ruinerne, Rester af Bygninger, Brudstykker af
Kunst- og Brugsgenstande og ikke mindst gamle
Indskrifter. De er affattede i Kileskrift, i de
sydligere Egne overalt paa Sumerisk. Gennem
disse Indskrifter faar vi Oplysning om Navnene
ell. rettere Betegnelserne for de gamle Byer
for deres Templer og Guddomme, ligesom vi
lærer en hel Del gamle Konger at kende.
Indskrifterne taler ogsaa om deres Fortjenester og
Bedrifter, men vi erfarer rigtignok ogsaa, at de
gamle Sumerier, uagtet de havde samme
Nationalitet og Sprog, og uagtet deres religiøse og
borgerlige Forfatning i det væsentlige var ens
alligevel ofte laa i indbyrdes, ja endog haarde,
Kampe, der endte med Ødelæggelsen af hele
blomstrende Byer. Disse Borgerkrige maatte
 |
| Statue af en Sumerier (i Ny Carlsberg Glyptotek). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
