Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Benedikt (Bent), Søn af Sven Estridsøn - Benedikt I-XV (Paver). - 1) Benedikt I (574-78) - 2) Benedikt II (683-85) - 3) Benedikt III (855-58) - 4) Benedikt IV (900-03). - 5) Benedikt V (964) - 6) Benedikt VI (972-74) - 7) Benedikt VII (974-83) - 8) Benedikt VIII (1012-24) - 9) Benedikt IX (1033-46), »Djævlen paa Skt Peter's Stol« - 10) Benedikt X (1058-59) - 11) Benedikt XI (1303-04) - 12) Benedikt XII (1334-42) - 13) Benedikt XIII. Der er to Paver af dette Navn. - a) Peter de Luna - b) Vincenzo Maria Orsini, Dominikanermunk og Ærkebiskop af Benevent (Pave 1724-30) - 14) Benedikt XIV (1740-58), Prosper Lambertini (f. 1675)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Herberg; men da Oprørerne fandt ham her,
slæbte de ham ud og gav ham Banehug (10.
Juli 1086). Om B. just ikke blev fejret som en
Helgen sammen med Knud, ærede man dog
hans Minde. I Skt Knuds Kirke bevares endnu
B.’s Skrin, der har været kostbart udstyret i
Lighed med Knud den Helliges Skrin.
H. O.
Benedikt I—XV (Paver).
1) Benedikt I (574—78). Under hans
Papat rasede en Hungersnød i Rom, og da han
døde, belejredes Byen af Longobarder. Han
blev helgenkaaret.
2) Benedikt II (683—85). Han maatte
vente et helt Aar efter sit Valg, før han kunde
blive ordineret, fordi Kejserens Stadfæstelse lod
vente paa sig. Ved at stille sig i det
venskabeligste Forhold til Hoffet i Konstantinopel
udvirkede B., at Kejser Konstantin Pogonatos
tillod de rom. Bisper for Fremtiden at lade sig
ordinere straks efter Valget uden at afvente
kejserlig Stadfæstelse. Han blev helgenkaaret.
3) Benedikt III (855—58). Efter at have
fortrængt en Modpave, Anastasius, der støttedes
af Kejser Lothar, traadte han kraftig op mod
Stormændenes Overgreb og mod deres
Usædelighed og gjorde sin Myndighed gældende over
for Konstantinopels Patriark. Herved brød han
de Baner, som hans Efterfølger, Nikolaus den
Store gik ad. Til hans Tid henlægges Sagnet
om Pavinde Johanne.
4) Benedikt IV (900—03).
5) Benedikt V (964), en lærd og sædelig
Mand, som Romerne 964 valgte til Pave i St f.
den af Kejser Otto I valgte Leo VIII, men
Kejseren lod ham afsætte og give i Forvaring
til Ærkebiskop Adaldag i Hamburg, hvor han
døde 966.
6) Benedikt VI (972—74) blev valgt af
det kejserlige Parti i Rom; men efter Otto I’s
Død fik det nationale Parti med Crescentius
og Diakonen Bonifacius (Bonifacius VII) ham
styrtet, fængslet og kvalt.
7) Benedikt VII (974—83), af den
tusculanske Greveslægt, valgt af det kejserlige Parti
efter Bonifacius VII’s Flugt. Han ydede Kejser
Otto II store Tjenester, og denne beskyttede
ham til Gengæld mod det nationale Parti i Rom.
B. sluttede sig til den Reformbevægelse, der
udgik fra Cluny.
8) Benedikt VIII (1012—24) hed
Theofylakt og var Greve af Tusculum. Han blev Pave,
efter at det tusculanske Parti havde sejret over
Crescentius’, og blev godkendt af Henrik II, hvem
han kronede til Kejser 1014. B. kæmpede med
Held mod Saracenerne og søgte at gennemføre
de cluniacensiske Reformer, dog ikke med saa
stor Kraft, som Reformpartiet ønskede.
9) Benedikt IX (1033—46), »Djævlen paa
Skt Peter’s Stol«, Fætter til den foreg. Han blev
Pave, da han var 10—12 Aar gl, og levede saa
skamløst, at hans Samtidige ikke kunde fortælle
om det i dets Enkeltheder. Romerne
sammensvor sig imod ham og valgte Sylvester III
til Pave, men Kejser Konrad III støttede ham.
Da han fik Lyst til at gifte sig, solgte han Skt
Peters Stol for 1000 ell. 2000 Pd Sølv til
Gregor VI (1045); men han fortrød Handelen og
blev afsat (1046) i Sutri tillige med de to andre
Paver. Efter Clemens II’s Død (1047) gjorde
han et mislykket Forsøg paa atter at bemægtige
sig Pavestolen. Han døde 1054.
10) Benedikt X (1058—59) blev sat paa
Pavestolen af det rom. Adelsparti, men
forjaget af det hildebrandske, der tvang ham til
at aflægge en offentlig Syndsbekendelse.
11) Benedikt XI (1303—04) var
Dominikanerordenens General og Karddnalbiskop af
Ostia, blev Bonifacius VIII’s Efterfølger, med
hvis Politik han fuldstændig brød, og udsonede
sig med Colonna’erne og Frankrig; kun Nogaret
og de Italienere, som havde deltaget i
Overfaldet i Anagni, ekskommunicerede han som
Højforrædere og Kirkeranere.
12) Benedikt XII (1334—42), en fattig
Haandværkers Søn fra Languedoc, var en lærd
Cisterciensermunk og Pariserdoktor. Han
valgtes til Pave, fordi fl. af Kardinalerne i Avignon
havde skrevet hans Navn paa Valgsedlen i den
Tro, at ingen andre kunde finde paa det samme.
Han søgte at reformere Kirken og Klostrene
og tænkte paa at flytte Pavestolen fra Avignon
til Rom; men de fransksindede Kardinaler
hindrede det, og han byggede sig et Palads i
Avignon. Baade paa det dogmatiske og det
kirkelige Omraade stræbte han efter at stifte
Fred; han var till Sinds at godkende Ludvig
af Bayern som Kejser, men Filip VI af Frankrig
forpurrede det, og de tyske Kurfyrster indgik
Kurforeningen i Rense (1338).
13) Benedikt XIII. Der er to Paver af
dette Navn. a) Peter de Luna, en Spanier,
som valgtes af de fr. Kardinaler ved Clemens
VII’s Død 1394, medens de ital. Kardinaler ved
Urban V’s Død 1389 havde valgt Bonifacius IX.
Den, største Del af Kirken vilde ikke godkende
ham, og da Frankrig 1398 trak sig tilbage fra
ham, maatte han i nogle Aar leve som Fange i
sit Palads i Avignon. Han blev afsat og
ekskommuniceret i Pisa 1409, men Skotland og
Spanien blev ham desuagtet tro; han blev atter afsat
og ekskommuniceret i Konstans 1417, men, skønt
svigtet af alle Magter, opførte han sig som den
eneste retmæssige Pave, omgivet af fire
Kardinaler, paa Slottet Peniscola ved Valencia, hvor
han døde 1424. b) Vincenzo Maria
Orsini, Dominikanermunk og Ærkebiskop af
Benevent (Pave 1724—30), kaldte sig først B. XIV,
men ændrede senere Numret. Han søgte at sætte
en Grænse for Kardinalernes og de ital.
Præsters Overdaadighed; over for Statsmagten var
han eftergivende, naar undtages Portugal, der
truede med at afbryde Forbindelsen med den
rom. Stol. B. har skrevet fl. teol. Værker.
14) Benedikt XIV (1740—58), Prosper
Lambertini (f. 1675), af en adelig Familie i
Bologna, var en fremragende Lærd baade som
Teolog og Jurist. Kardinal Lambertini var
Pavernes højt skattede Raadgiver, og som
Ærkebiskop i Bologna vandt han alles Hjerter ved
sin sædelige og milde Personlighed. Som Pave
var hans Grundsætning: Paven gaar fremfor
Herskeren. Over for Statsmagten var han saa
eftergivende som muligt; Kirkestatens
økonomiske Velfærd laa ham meget paa Hjerte, men
helst gav han sig af med de rent kirkelige
Sager og med videnskabeligt Arbejde, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
