Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rettebod - Retten til Arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa egen Haand den under Navnet Storidómr
bekendte R. om Løsagtighedsforseelser, hvilken
dog under 15. Apr. 1565 stadfæstedes af
Kongen.
(E. H.). Abs. T.
Retten til Arbejde (fr. droit au trauail, eng.
right to labour, tysk das Recht auf Arbeit) er
det socialpolitiske Slagord for det navnlig
af Socialisterne opstillede, efterhaanden ogsaa
af andre støttede Krav om, at enhver
Arbejdsledig, der er i Stand til at arbejde, bør kunne
kræve anvist Arbejde af Samfundet. Medens
man i Slutn. af 18. og gennem største Delen af
19. Aarh. kæmpede om Indførelsen af de nu
alm. anerkendte politiske Grundrettigheder,
er Kampen i den sidste Menneskealder i stadig
større Grad kommet til at staa om Anerkendelse
af visse sociale og økonomiske
Grundprincipper, herunder bl. a. Kravet om R. t. A.
Dette Krav blev vel fremsat paa samme
Tidspunkt som de alm. politiske Krav (Slutn. af 18.
Aarh.), men indtil de senere Aar har det i
Hovedsagen kun været et Programpunkt for de
revolutionære Partier. Kravet om R. t. A. maa
ikke sammenblandes med Retten til uhindret af
Lovgivningsbestemmelser at udbyde sin
Arbejdskraft i det alm. Arbejdsmarked, et
Princip, der i Danmark er gennemført navnlig
ved Næringsloven af 1857. Denne Ret til
uhindret at udbyde og anvende sin Arbejdskraft
bliver uden Værdi i de Tilfælde, hvor det ikke
er muligt at finde Arbejde i Erhvervslivet, og
her faar Kravet om R. t. A. netop sin Bet., idet
det kræves, at den, der ikke kan finde
Beskæftigelse for sin Arbejdskraft i det alm.
Erhvervsliv, skal have Ret til at faa Arbejde anvist af
det Offentlige. Nu faar dette Krav naturligvis
et højst forsk. reelt Indhold, efter som man
under R. t. A. forlanger R. t. Arbejde under
Hensyn til tidligere Arbejde og Uddannelse ell.
kun tænker paa alm. ukvalificeret Arbejde;
begge Opfattelser er gjort gældende af Princippets
Tilhængere. Selv om R. t. A. muligvis ikke i
sin yderste Konsekvens kan anerkendes under
den herskende privatkapitalistiske
Samfundsorganisation, kan der i hvert Fald i det
bestaaende Samfund opnaas væsentlige
Indrømmelser, og Socialdemokraterne arbejder da
ogsaa i deres alm. Politik for at opnaa Kravets
størst mulige Anerkendelse i Praksis paa
Grundlag af de gældende Samfundsforhold.
Samtidig har betydelige »borgerlige« Kredse
arbejdet for Kravet, dels, af etiske Grunde, dels
af Hensyn til den rolige Samfundsudvikling,
idet der ikke kan være Tvivl om, at
Arbejdsløsheden navnlig under visse politiske
Konstellationer kan blive en alvorlig Trussel for det
bestaaende Samfund (jfr Frankrig 1848 og 1871
og en Række Lande 1918—19).
De Bestræbelser, der hidtil er gjort fra det
Offentliges Side for at skaffe Arbejde til de
Personer, der ikke kan finde Beskæftigelse i
det private Erhvervsliv, har stedse kun tilsigtet
at give den Arbejdsløse en passende
midlertidig Beskæftigelse med den Hensigt, at de
Paagældende igen snarest skulde vende tilbage
til deres tidligere Erhverv, og man har kun
tilsigtet at beskæftige de Personer, der er
blevet arbejdsløse uden egen Skyld. Da man hidtil
kun har været i Stand til at anvise alm.
ukvalificeret Arbejde, har man hyppigt maattet give
Afkald paa at beskæftige Specialarbejdere
(faglærte), dels fordi deres spec. Færdigheder vilde
lide i hvert Fald midlertidig Skade, dels fordi
den Arbejdsydelse, de Paagældende er i Stand
til at præstere, vilde være meget ringe.
Selv om Princippet R. t. A. ikke nogen Steder
er udtrykkelig anerkendt i Lovgivning,
anerkender en Række Staters Sociallovgivning dog
faktisk, at Staten har en Pligt til at skaffe de
Personer, der bliver arbejdsløse uden egen
Skyld, Eksistensmulighed enten ved Arbejde
ell. ved Understøttelse, dette sidste som oftest
gennem en statsstøttet og statskontroleret
Arbejdsløshedsforsikring, og i Praksis ligger
Hovedvægten paa Forsikringen mod Arbejdsløshed
og ikke paa at skaffe Arbejde.
Kravet om R. t. A. har navnlig haft Bet. i
Frankrig. Efter Rousseau’s Statsteori
opstaar Staten ved Overenskomst mellem alle
Borgere, og Staten maa derfor yde hver enkelt
mindst de samme Goder, som de enkelte har
uden Statens Bestaaen, nemlig det absolut
nødvendige til Livets Ophold. I
Nationalforsamlingen af 1789 diskuteredes Princippet R. t. A.,
men det anerkendtes først ved Forfatningerne
af 1791 og 1793. Senere tager Fourier (Traité
de l’association domestique et agricole, 1822) og
Considérant (Théorie du droit de propriété et
du droit au travail, 1839) igen Spørgsmaalet
op. Efter Februarrevolutionen udstedte den
provisoriske Regering 25. Febr 1848 en
Proklamation, hvori den forpligtede sig til at
»garantere Arbejderstandens Eksistens ved Arbejde«
og »alle Borgere Arbejde«. De efter Dekret af
26. Febr s. A. oprettede Nationalværksteder
(s. d.) blev hurtig Fiasko, og efter denne
anerkendtes R. t. A. ikke i den ny Forfatning. I
andre Lande er Kravet kun rejst mere
sporadisk, saaledes af Stromeyer i Tyskland i
1840’erne.
Et Forslag i Tyskland om at anerkende R. t. A.
i den ny Forfatning af 1848 forkastedes med 317
Stemmer mod 114. 1884 erklærede Bismarck
sig for en Tilhænger af Princippet, men denne
Erklæring medførte aldrig noget Forsøg paa
at realisere Tanken i Praksis. I den
socialøkonomiske Litteratur er H. Herkner 1891 traadt
frem som Talsmand for Princippet. I Schweiz
fandt der 1894 efter Initiativ fra
Socialdemokratiet en Folkeafstemning om Spørgsmaalet
Sted, men Forslaget forkastedes med 308000
Stemmer mod 76000. I Danmark har Kravet
aldrig haft særlig agitatorisk Bet., og de
Forsøg, der navnlig i Aarene efter 1917 er gjort
med Iværksættelse af særlige offentlige
Arbejder til Beskæftigelse af de Arbejdsløse, har
ikke haft nogen Succes. Man er snarere
kommet til den Anskuelse, at Arbejdsløsheden bedst
modvirkes ved Henlæggelse af ordinære
offentlige Arbejder til Perioder med stor
Arbejdsløshed, idet man samtidig rejser Kravet
om at modvirke den regelmæssige
Arbejdsløshed i Vintermaanederne ved særlige
Foranstaltninger, men Hovedvægten lægges dog her,
som i andre Lande, paa en Afhjælpning af
Arbejdsløshedens Følger gennem en organiseret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
