Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ricasoli, Bettino - Riccati, Jacopo Francesco - Ricci, Corrado - Ricci, Luigi og Federico - Ricci, Matteo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
liden Del i de politiske Forhandlinger, men
forblev indtil sin Død en af det moderate
Partis Ledere og nød alm. Anseelse, skønt ingen
egl. Folkeyndest, som en af Italiens mest
fortjente Mænd. Hans Karakterfasthed skaffede
ham Tilnavnet »Jernbaronen«. Lettere e
documenti del Barone R. udkom 1886—95 i 10 Bd
(2. Udg. 1898). Gotti skrev hans Levned 1895.
E. E.
Riccati, Jacopo Francesco, Greve,
ital. Matematiker, f. i Venedig 1676, d. 1754.
R., der var en Mand af mangesidig Dannelse,
tilbragte sit Liv med Studier, fornemmelig af
Matematik. Hans Navn er knyttet til en
Differentialligning af 1. Orden, fremsat i Acta
Eruditorum 1722, som han, samtidig med Joh. og
Nik. Bernoulli, integrerede i nogle
Specialtilfælde; denne Differentialligning har Interesse
derved, at den fremkommer ved en vis
Transformation af den homogene lineære
Differentialligning af 2. Orden. Hans samlede Værker,
Opere del comte Jacopo Riccati, udgaves 1765.
Chr. C.
Ricci [’rit.∫i], Corrado, ital.
Kunsthistoriker, f. 1858 i Ravenna. R., der 1898 blev
Direktør for Brera-Akademiet, 1903 for Uffizi-Gal.,
1906 Generaldirektør for Italiens
Kunstsamlinger og anses for en af Italiens ypperste
Kunstkendere, har bl. a. skrevet Værker om
Correggio (1897), Michelangelo (1900), Norditaliens
Kunsthistorie og Ravenna (4 Bd, R. ledede
selv Restaureringsarbejder i denne By), Le
Gallerie Fiorentine (2 Bd), Le Gallerie di
Milano (sammen med Frizzoni), Norditaliens
Kunsthistorie (Ars una, 1911, i 6 Sprog) etc.
A. Hk.
Ricci [’rit.∫i], 1) Luigi, ital. Operakomponist
(1805—59), var uddannet ved Konservatoriet i
Neapel og hos Komponisten Generali og
debuterede 1823 paa Konservatoriets Teater med en
Opera; siden skrev R., der var Kapelmester
ved Katedralen i Triest, en Rk. Operaer til
Dels med meget Held. Fra 1834 var hans
Operaer ofte Frugten af Samarbejde med hans
nedenn. Broder, saaledes hans bedste og videst
kendte Arbejde den komiske Opera Crispino e
la Comare. R. døde paa en Sindssygeanstalt i
Prag.
2) Federico, foreg.’s Broder, ligeledes
Operakomponist (1809—77), arbejdede til Dels
i Forening med sin Broder og opnaaede jævnlig
Held med sine Operaer, navnlig La prigione
d’Edimburgo og Corrado d’Altamura. I Paris
opførtes den i Forening med Luigi R. skrevne
ovenn. Crispino e la Comare og Une folie à
Rome, men flg. Forsøg paa fr. Operascener
faldt uheldig ud. 1859—69 var R. Sanginspektør
ved Teaterskolen i Petrograd. (Biografi, L. de
Rada: I fratelli R.).
W. B.
Ricci [’rit.∫i], Matteo, kat. Missionær i
Kina, f. 6. Oktbr 1552 i Macerata i Kirkestaten,
d. 11. Maj 1610 i Peking. 1571 traadte han ind
i Jesuitterordenen og fik en grundig
Uddannelse i Matematik og Astronomi. 1578 blev han
sendt til Goa i Indien og 1582 til Macao,
hvorfra Jesuitterne søgte at vinde Indgang i Kina,
som dengang var lukket for alle Fremmede.
1583 lykkedes det ham at komme ind i
Kanton-Provinsen. Her levede han nogle Aar, ivrigt
optaget af at sætte sig ind i kin. Sprog og
Litt. Medens han i Beg. gik klædt som en
Buddhapræst, antog han senere de Lærdes Dragt.
1598 lykkedes det ham at faa Indgang i
Nanking og 1601 i selve Hovedstaden Peking, hvor
han vandt Kejserens Gunst ved forsk. Gaver:
religiøse Billeder, et Verdenskort og to Slagure.
Man indsaa ogsaa snart, at denne lærde
Matematiker og Astronom kunde anvendes i Statens
Tjeneste, hvorfor han fik Lov til at leve
uforstyrret i Hovedstaden lige til sin Død.
R. udgav adskillige Skr paa Kinesisk, baade
religiøse (om Guds Væsen, om Sjælens
Udødelighed o. a.) og videnskabelige (deriblandt en
Overs. øf Euklid’s 6 første Bøger samt et stort
Verdenskort). Ved sin betydelige Personlighed,
sine omfattende mat. Kundskaber og sin
vidtgaaende Anerkendelse af Konfucius (hvorimod
han skarpt angreb Buddhismen) lykkedes det
ham at vinde mange af de Dannede. Han gik
ud fra den rigtige Grundtanke, at det var den
kristne Tro, og ikke Europas kirkelige og
borgerlige Skikke, som Missionærerne skulde søge
at skaffe Indgang i Kina. Derfor skulde man
godkende alle de kin. Skikke, som ikke
ligefrem stred mod Religionen og Dyden. Efter
mange Aars Betænkning gav R. de kristne
Kinesere Tilladelse til at blive ved med at
deltage i Ofringerne og den øvrige Dyrkelse af
Forfædrene og Konfucius, idet han erklærede,
at det ikke var religiøse, afguderiske Skikke,
men blot borgerlige Ceremonier, der udtrykte
den barnlige Kærlighed til Forældrene og den
naturlige Taknemlighed over for den store
Vismand. Det er vanskeligt at afgøre, om R.
bevidst har omfortolket de kin. Skikke og tillagt
dem en uskyldig Bet., for at kunne hævde
deres Forenelighed med Kristendommen, eller
han virkelig selv har været i god Tro, idet han
har betragtet de folkelige Skikke gennem de
skeptiske Filosoffers Briller. I ethvert Tilfælde
er hans Opfattelse objektivt urigtig. For den
jævne Kineser betegner Ofrene og Bønnerne til
Forfædrene og Konfucius en virkelig religiøs
Dyrkelse, ja Forfædredyrkelsen er den
egentlige Kerne i Kinesernes Religion. I sin
Forkyndelse søgte R. at finde Tilknytningspunkter i
Konfucianismens Sandhedsmomenter, ja, han
fremstillede Kristendommen som en Fornyelse
af Konfucius’ Lære om den ene sande Gud,
suppleret med Læren om Kristus, som
Konfucius jo ikke kunde kende, da han levede 500
Aar tidligere. Saaledes idealiseres
Konfucianismen og rationaliseres Kristendommen, idet de
begge i det væsentlige føres tilbage til »den
naturlige Religions Sandheder«.
Efter R.’s Død blev hans Virksomhed fortsat
i samme Aand af hans Ordensbrødre, af hvilke
især Tyskeren Adam Schall (d. 1666) og
Belgieren Ferdinand Verbiest (d. 1688)
var fremragende Lærde. Men kat. Missionærer
af andre Ordener (Dominikanere og
Franciskanere) angreb de af R. godkendte kin. Skikke
som afguderiske og overtroiske og fik Pave
Innocentius X til at forbyde dem (1645). En
senere Pave godkendte den jesuitiske
Missionspraksis (Alexander VII, 1656); men derpaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
