- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
155

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Riddervæsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Riddervæsen. Hos mange Folk har der paa
et bestemt Stadium af Kulturudviklingen
udsondret sig en særlig Klasse ell. Stand af
Mennesker, som kaldtes Riddere. Dette Ord er
nær beslægtet med »Rytter«, og i Oldtidssprogene
gøres der heller ingen Forskel. Men dog fandt
der allerede i Oldtiden, i Grækenland og i Rom,
en Spaltning Sted imellem de to Begreber, idet
nemlig de Mænd, der var forpligtede til at gøre
Krigstjeneste til Hest, forenedes til en særlig
Stand, som de da vedblev at tilhøre med
Bibeholdelse af deres opr. Benævnelse, selv efter
at Forpligtelsen til at gøre Ryttertjeneste var
ophørt. Saadanne er det, som vi kalder
Riddere.

I Grækenland finder vi især et saadant
R. i Athen. Af de fire Formueklasser, hvori de
atheniske Borgere efter Solon’s Forfatning var
delte, kaldtes den anden Ridderne, uagtet
vistnok ogsaa Medlemmerne af den første Klasse
var forpligtede til at gøre Ryttertjeneste. Dog
var det ikke alle de til Ryttertjeneste
forpligtede, der faktisk kom til at tjene som Ryttere.
De, der var udtagne dertil, maatte hvert Aar
underkaste sig en Prøve for Raadet. De
atheniske Riddere var Byens Stolthed, og ved de
store religiøse Fester optraadte de i højtidelig
Procession. I Rom opstod der ligeledes en
Ridderstand bestaaende af de mest velhavende
Borgere. Allerede fra den allerældste Tid
nævnes tre Ryttercenturier, svarende til de tre gl.
Tribus, Tities, Ramnes og Luceres, men i den
Inddeling af det rom. Folk, som tilskrives
Servius Tullius, fandtes der 18 Ryttercenturier, som
bestod af de rigeste Borgere. Uagtet Staten
leverede Penge til Hestens Anskaffelse og
Underhold, var Ryttertjenestem dog temmelig
kostbar, men Rytterne fik ogsaa tredobbelt Sold i
Krigen. Tilsynet med dem paahvilede
Censorerne. I Tidens Løb foregik der imidlertid en
stor Forandring i hele dette Forhold, idet man,
da Krigene førtes med store Hære og i fjerne
Lande, ikke mere fandt det heldigt at bruge de
fornemste unge Mænd i Rom til Ryttertjenesten.
Rytteriet blev da mest rekruteret fra
Forbundsfællerne, men de gl. Ryttercenturier vedblev
dog at bestaa, saaledes at deres Medlemmer
uden Hensyn til, om de gjorde Ryttertjeneste
ell. ikke, udgjorde en særlig Stand,
Ridderstanden (ordo equester). Til at optages i denne
udkrævedes der da blot en vis Formue (400000
Sestertier), men i Hæren kom Ridderne nu kun
til at tjene som Officerer. Ridderstanden var
dog kun den næsthøjeste Stand, thi over den
stod Senatorstanden. Af ydre Ærestegn for
Ridderne nævnes en smal Purpurbræmme
(angustus clavus) paa Tunikaen og en Guldring. I
skarp Modsætning til deres opr. Bestemmelse
kom Ridderne til at spille den vigtigste Rolle
som Pengemænd, eftersom alene Formuen var
afgørende for Optagelsen i Ridderstanden, og
Senatorerne ikke havde Lov til at drive
Pengeforretninger. Alle større Handelsforetagender,
Skatteforpagtninger o. l. var i Riddernes
Hænder, og de arbejdede solidarisk til Fremme for
Standens Interesser. Mellem Ridderstanden og
Senatorstanden gjorde der sig i Republikkens
sidste Tid ofte et Modsætningsforhold gældende.
Gajus Gracchus fratog 122 f. Kr. Senatorerne
Retten til at beklæde Domstolene og gav den
til Ridderne, men senere maatte de finde sig i
at dele denne Ret med Senatorerne, og da den
aristokratiske Republiks Bestaaen blev truet,
sluttede de to højere Stænder sig overhovedet
nøjere sammen. I Kejsertiden vedblev
Ridderstanden at bestaa; den militære Organisation,
som aldrig helt var ophørt, traadte nu endda
tydeligere frem, i det mindste for Hovedstadens
Vedk., hvor Ridderne ved højtidelige
Lejligheder optraadte i Festoptog.
H. H. R.

Da Lensadelen (se Adel og Lensvæsen)
i Mellem- og Vesteuropa i 11.—12. Aarh. naaede
sin største Blomstring, satte denne en naturlig
Frugt i Udviklingen af det middelalderlige R.
Ligesom Ordet Ridder er nøje beslægtet med
ride og Rytter, saaledes hersker der ogsaa
i Middelalderen en stadig Tilbøjelighed til at
kalde enhver Adelsmand, der kæmper til Hest,
med Navnet Ridder. I Danmark, hvor det egl.
R. først sent fik Indpas (henimod Aar 1300),
var saaledes fra Valdemar’ernes Tid og det 13.
Aarh. igennem Ordet Ridder (lat. miles)
enstydigt med Herremand; tilsvarende Forhold
fandtes i Sverige. Men allerede fra Tiden om
1100 begyndte navnlig i Frankrig et Ridderskab
i snævrere Forstand at arbejde sig frem, der
iflg. sin Idé, som dog kun meget ufuldkomment
virkeliggjordes, var en Art internationalt
Broderskab af de forsk. Landes Adel, med en vis
kirkelig Farve, som dog til en Beg. kun var
lidet fremtrædende, Fra c. 1100 tog Tilløbene til
denne Art Sammenslutning mellem de forsk.
Landes krigerske Overklasser større Fart, og
der udviklede sig et for de enkelte Lande noget
forskelligt Ceremoniel for Optagelse i
Ridderskabet. Grundlaget synes at have været den gl.
germanske Skik at betegne Ynglingens
Overgang til Mand ved den højtidelige Overrækkelse
og Iførelse af Vaabnene (Schwertleite),
der efterhaanden fik et kirkeligt Præg, f. Eks.
ved, at Sværdet indviedes af en Præst, inden
den ny Ridder omgjordedes med det. Derimod
stammer Ridderslaget fra Frankrig, hvor
der i Løbet af 12. Aarh. i det hele udviklede
sig et vidtløftigere Ceremoniel med Bad,
Nattevagt i Kirken m. m. forud for selve
Iklædningen af Vaabnene og Ridderslaget. Efterhaanden
fik Kirken i det hele en betydelig Indflydelse
paa Ceremonien; Ridderslagets opr. raa Form
mildnedes, Ridderløfterne fik en tydelig
kristelig Farve (kæmpe for den kristne Tro, værne
Enker og faderløse, være sin Herre tro),
ligesom den kirkelige Fortolkning af
Højtideligheden, der snart endog henlagdes til Kirken
foran Alteret, og den allegoriske Udlægning af
de enkelte Vaabens Bet. udpensledes mere og
mere. Kun langsomt bredte dette fr. Ceremoniel
sig fra Tiden om Aar 1300 til de andre Lande.
Dog opnaaede Flertallet af Adelsmænd aldrig
selve Ridderslaget, men maatte nøjes med det
forberedende Trin som Væbner (lat. armiger,
fr. écuyer, tysk Knappe), og dette Ord blev
derfor det alm. Navn paa den lavere Adel.
Hvor der — som i Norden — kun fandtes et
meget ringe Tal virkelige Riddere, betegnedes
da saa godt som hele Adelen som Væbnere ell.,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0165.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free