Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fulgtes af sin Fætter Julianus, der forgæves
søgte at kalde den gamle Religion til Live igen.
Han var den sidste Kejser af Konstantin’s
Slægt; efter ham blev det igen sædvanlig
Officerer uden for Kejserslægterne, der af deres
Soldater blev satte paa Tronen. Men Rigets
Sikkerhed truedes mere og mere af ydre
Fjender, baade af Persere og af Germanere, og
endnu værre var det, at selve de rom. Hære
nu væsentlig rekruteredes af fremmede Folk,
som det blev stedse vanskeligere at holde i
Ave. Saa begyndte de store
Folkevandringer, og fremmede, især germanske,
Folkeskarer begyndte at oversvømme det r. R.,
undertiden som Fjender, men hyppigere med
Fordringen om at blive optagne i den rom.
Krigshær mod at faa sig anvist Jord til Dyrkning,
som det længe havde været Skik, at de rom.
Soldater fik i Grænselandene. Deres Fordringer
maatte i Reglen opfyldes, og saaledes skred
Opløsningen af Riget fremad, selv om de nok
saa meget svor Kejseren Troskabsed. Ogsaa
Rigets Adskillelse i en vestlig og en østlig Del
fremmedes, da Valentinianus I overlod
Orienten til sin Broder Valens, som faldt i
Kampen mod Vestgoterne (378).
Theodosius (den Store), som snart efter blev Kejser
i Østen, og som forstod at faa Vestgoterne til
at indordne sig under det r. R., opnaaede for
sidste Gang at samle hele Riget under sig. Efter
hans Død (395) fandt den endelige Adskillelse
mellem et vestligt og et østligt Rige Sted,
endskønt man endnu vedblev i Teorien at holde
paa Rigets Enhed, hvilket navnlig viste sig ved
Tronledighed i det ene af Rigerne. Ang. det
østromerske Rige henvises til
Byzantinske Rige; her skal kun det
vestromerske Riges Historie omtales.
Efter Theodosius beholdt hans Efterkommere
endnu i nogen Tid Kejserværdigheden, først
hans Søn Honorius, der selv var en uduelig
Regent, men havde en god Støtte i sin
Minister og Hærfører Stilicho, som dog ikke kunde
hindre, af Gallien og Spanien oversvømmedes
af forsk. germanske Folk, Vandaler, Svever og
Alaner, samtidig med, at der i fl. Provinser
optraadte Modkejsere. Efter Stilicho’s Død brød
Vestgoterne ind i selve Italien og erobrede
endog Rom (410). Senere lykkedes det dog at
bringe dem til Ro i Gallien og Spanien, hvor de
som Kejserens Forbundsfæller bekrigede de
andre germanske Folk; i Virkeligheden var
imidlertid de nævnte Provinser tabt for Riget,
og ogsaa fra Britannien havde allerede Stilicho
maattet trække de rom. Tropper tilbage. Med
større Dygtighed end Honorius regerede senere
hans Søster Galla Placidia i sin Søn,
Valentinianus III’s, Navn, men heller
ikke hun kunde hindre Rigets Opløsning.
Britannien gik nu fuldstændig tabt ved
Angelsachsernes Indvandring, og Afrika blev besat
af Vandalerne, som tillige plyndrede paa
Italiens Kyster; derimod lykkedes det den dygtige
Statsmand Aetius ved Vestgoternes Hjælp at
slaa Hunnernes Angreb tilbage. Men selve
Italien blev ogsaa for en stor Del behersket af de
germanske Soldater, hvis Anfører Ricimer
indsatte den ene Kejser efter den anden. Den
sidste Kejser, Romulus Augustus, en
Søn af Soldater føreren Orestes, blev endelig
afsat af en anden Soldaterhøvding Odoacer,
som beholdt Magten i Italien uden at indsætte
nogen ny Kejser (476). Denne Begivenhed plejer
man at betragte som det vestromerske Riges
Afslutning, endskønt de dertil hørende Lande
endnu betragtedes som Dele af det r. R.,
eftersom Kejseren i Konstantinopel endnu besad et
nominelt Overherredømme over dem; med
Tiden svandt ogsaa det. En stor Del af Jorden
var nu kommet i de barbariske Soldaters
Besiddelse, og det var dem, der var Landets
Herrer, men den gl. Befolkning, som var talrigere
og i Besiddelse af en højere Kultur, forstod dog
til Dels at paatrykke dem et rom. Præg og at
fastholde Traditionerne fra den gl. Tid.
Vi finder derfor ogsaa senere en Slags
Genopvækkelse af det r. R. i Vesteuropa; thi det
østromerske Rige bestod jo stadig.
Frankerkongen Karl den Store lod sig nemlig — paa
en Tid, da Kejsertronen i Konstantinopel stod
ledig — i Rom krone til rom. Kejser af Paven
(800), og saaledes fortsattes det r. R. i det
frankiske. Senere gik Kejserværdigheden over
paa de tyske Konger, og man betragtede da
det tyske Rige (»det hellige r. R.«) som en
Fortsættelse af det gamle r. R. Dette vedblev
lige til Rigets Opløsning 1806. (Litt.: A.
Rosenberg, »Einleitung und Quellenkunden zur
römischen Gesch.« [Berlin 1921]; Niebuhr,
»Römische Gesch.« [3 Bd, Berlin 1811—32];
Samme, »Vorträge über römische Gesch.« [3
Bd, Berlin 1846—48]; Mommsen, »Römische
Gesch.« [I—III, 8. Opl., Berlin 1888, og V, 4.
Opl., Berlin 1894]; Peter, »Gesch. Roms« [3
Bd, 4. Opl., Halle 1881]; Schwegler,
»Römische Gesch.« [3 Bd, 2. Opl., Tübingen
1867—71]; Ihne, »Römische Gesch.« [8 Bd, Leipzig
1868—90]; Duruy, Histoire des Romains [7
Bd, Paris 1879—85]; Pais, Storia critica di
Roma [4 Bd, Bom 1913—21]; Nitzsch, »Gesch.
der römischen Republik« [2 Bd, Leipzig
1884—85]; Forchhammer, »Romerfolkets
indre og ydre Historie« [2 Bd, Kbhvn 1898—99];
Drumann, »Gesch. Roms in seinem
Uebergang von der republikanischen zu der
monarchischen. Verfassung« [6 Bd, Königsberg
1834—44]; G. Ferrero, Grandezza e decadenza di
Roma [5 Bd, Milano 1902—07]; Tillemont,
Histoire des empereurs [6 Bd, Paris
1690—1738]; Merivale, History of the Romans
under the Empire [8 Bd, 2. Opl., London 1865];
Laurentie, Histoire de l’empire romain [4
Bd, Paris 1861—62]; Hertzberg, »Gesch. d.
römischen Kaiserreichs« [Berlin 1881];
Schiller, »Gesch. d. römischen Kaiserzeit« [2 Bd,
Gotha 1882—87]; A. von Domaszewski,
»Gesch. d. römischen Kaiser« [2 Bd, Leipzig
1909]; M. P. Nilsson, »Den romerska
kejsartiden« [2 Bd, Sthlm 1921]; H. Dessau, »Gesch.
d. römischen Kaiserzeit« [Berlin 1924 ff.];
Gibbon, The history of the decline and fall of
the Roman Empire [6 Bd, London 1776—88];
von Wietersheim, »Gesch. der
Völkerwanderung« [2 Bd, 2. Opl., Leipzig 1880—81];
Madvig, »Den rom. Stats Forfatning og
Forvaltning« [2 Bd, Kbhvn 1881—82];
Marquardt og Mommsen, »Handbuch der
römischen Alterthumer« [7 Bd, 3. og 2. Opl.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
