Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosenkilde, Adolph Marius - Rosenkilde, Anna Kirstine - Rosenkilde, Christen Niemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med mangfoldige Smaatræk, som han havde
afluret Livet. I det hele skabte han sine Figurer
ud fra saadanne Smaaiagttagelser; hans Spil
var en Art Mosaikkunst, der føjede mange smaa
Enkeltheder sammen til livagtige Mennesker i
latterlig Belysning. Som den samtidige
akademiske Nationalliberalisme rettede R. med
Aandsoverlegenhed sit Lunes Pile mod det
borgerlige Snæversind og det adelige
Standshovmod; hans Adelsmænd, som Markien i
»Postillonen i Lonjumeau«, Baronen i »En Spurv i
Tranedans« ell. Grev de Miremont i
»Kammeraterne«, besad til Trods for deres haabløse
Idioti baade Anstand og Finhed, og hans
Borgermænd, f. Eks. Justitsraaden i »Besøget i
Kjøbenhavn«, Conradsen i »De Fattiges
Dyrehave« ell. Jensen i »En Skavank« var ved deres
knirkende Stemme og pudsige Gestus saare
livfulde Typer, som bestandig vakte Latter. Mest
ejendommelig virkede R. i Roller som Gobbo i
»Købmanden i Venedig« og Geronte i »Scapin’s
Skalkestykker«, hvor han kunde forene Tankens
Snæversyn med Alderdommens
Gaaen-i-Barndom til en fuldkommen Imbecilitet med
tandløs Mimren og tungelam Lallen. Dog,
sammenlignet med Faderen, var hans Naivitet ringere,
og hans komiske Evne mindre frodig.
Ligesom sin Fader syslede R. med
humoristisk Forfattervirksomhed, hvoraf den 1861
offentliggjorte Fortælling »Anders Tikjøb« 1923
oplevede 13. Opl., og i dram. Form med Held
er opført paa Privatscenerne. 1872 samlede han
sine Fortællinger i to Bd under Titlen »Mellem
Sæsonerne«. Hans bredt anlagte Fortællemaade
er ikke uden Iagttagelsesevne, men virker nu
temmelig anstrengt i sin Komik. (Litt.: Edv.
Brandes, »Dansk Skuespilkunst« [Kbhvn
1880]; O. Borchsenius, »Hjemlige
Interiører« [Kbhvn 1894]; »Holberg’s Komedier«,
Jubeludg., III [Kbhvn 1888]; J. W. Sødring,
»Erindringer«, I—II [Kbhvn 1894—95]; Rob.
Neiiendam, »Det kgl. Teaters Historie«,
I—II [Kbhvn 1921—22]).
(A. A.). R. N.
Rosenkilde, Anna Kirstine, f.
Paaske, dansk Skuespillerinde, f. 25. Febr 1825 i
Kbhvn, d. 28. Maj 1885 smst. Skønt dansk af
Fødsel begyndte hun sin sceniske Bane paa Kria
Teater Maj 1843 som Henriette i »Bruden« og
vandt sig hurtig ved sin indtagende
Fordringsløshed og sin lyse Sangstemme et stort
Publikum, hvis Yndest hun bevarede, indtil hun
1850 fulgte sin forannævnte Ægtefælle Ad. R.
til Kbhvn; i de 5 Aar (1850—55), Ægteparret R.
virkede ved Casino, indtog hun ved sit
yndefulde Sangforedrag og sit graciøse Skælmeri
inden for Vaudevillen en Primadonnastilling,
ogsaa i Hofteatersæsonen forstod hun at gøre
sig gældende; men da hun kom til det kgl.
Teater, sluktes hendes Stjerne: Ved sin første
Fremtræden 19. Septbr 1856 som Cendrillon i
Isouard’s Syngespil fik hun en kølig Modtagelse,
og Aaret efter ramtes hun af en Hæshed, der
nødte hende til at opgive sine Syngespilroller;
i nogle Aar forsøgte hun at vinde en Stilling i
Skuespillet, men uden rigtigt Held; hun
optraadte sidste Gang 1. Septbr 1864 som 3.
Raadsherreinde i »Den politiske Kandestøber« og
afskedigedes ved Sæsonens Udgang.
(A. A.). R. N.
Rosenkilde, Christen Niemann,
dansk Skuespiller og Forf., f. 8. Jan. 1786 i
Slagelse, d. 12. Novbr 1861 i Kbhvn. R. havde
sit beskedne, men sikre Livsophold som Kantor
ved Domkirken
og Overlærer
ved
Fattigskolerne i Aarhus,
da han, som
allerede i flere
Aar havde
været
Familieforsørger, efter
Tilskyndelse af
Prins Christian
(VIII), der
havde set ham
optræde som
Dilettant, forlod
sin Stilling og
modtog
Engagement ved det
kongelige
Teater i
Kjøbenhavn. Hans Debut her 19. Marts 1816 som
Balozi i »De tre Galninger« faldt yderst
uheldig ud; ganske vist magtede han med sin
smukke, vel skolede Tenorstemme den vokale Del,
men hans kantede Skikkelse gjorde en
latterlig Figur i dette Elskerparti. Alligevel vedblev
Teaterdirektionen, der var i Trang for en
Syngespilelsker, i en Aarrække at tildele R. det
ene lyriske Sangparti efter det andet, han fik
dog af og til i forsk. komiske Roller, hyppig i
Syngespillet, som den naragtige de la Ratinière
i »Agnes Sorel«, den opblæste Barou Lucival
i »Jeannot og Colin«, den taabelige Blaise i
»Den ny Jordegodsejer« og den skikkelige
Magister Job i »Den lille Rødhætte«, Lejlighed til
at aabenbare en lunerig Evne til
Karaktertegning. Da Haack 1821 døde, var R. derfor
næsten selvskreven til at tage Arv efter ham inden
for Holberg, og han viste som Magister
Stygotius i »Jakob v. Tyboe«, Trojaneren i »Ulysses
v. Ithacia«, Rosiflengius i »Det lykkelige
Skibbrud« og Titelrollen i »Erasmus Montanus«
komisk Fantasi og skarp Karakteristik.
Havde R. end saaledes lidt efter lidt arbejdet
sig frem til Anseelse og Navn, var det dog
først, da J. L. Heiberg indførte Vaudevillen paa
den danske Skueplads, at hans vis comica, som
var i Slægt med commedia dell’ arte, og hans
springske Improvisationsevne kom til deres
fulde Ret i saa forskelligartede Figurer som
den forsorne Dreng Hans Mortensen i
»Aprilsnarrene«, og den naive Gamling Trop i
»Recensenten og Dyret«, den raske Peter i »Et
Eventyr i Rosenborg Have« og den fedtede Hummer
i »De Uadskillelige«. Skønt R.’s Komik
saaledes spændte over et saavel i Alder som i
Karakter vidtudstrakt Territorium, var han dog
ikke, hvad der almindeligvis forstaas ved en
Fervandlingskomiker, han traadte ikke ind i en
anden Individualitet og anvendte ikke egentlig
Maskering, forandrede aldrig sin Stemme, var
paa en Maade altid R. paa Scenen, men
alligevel havde han levet sig saaledes ind i den
Figur, han skulde fremstille, at han hos
 |
| C. N. Rosenkilde. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
