Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rossel, Louis - Rossel, Virgile - Rosselli, Cosimo di Lorenzo Filippi - Rossellino, Antonio og Bernardo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev først Direktør for Ingeniørerne, i April
Stabschef hos Cluseret og til sidst
Krigsminister, men kunde intet udrette, da han ikke
kunde skaffe sig Lydighed, og hans Planer
ligefrem modarbejdedes af Kommunens Ledere. 9.
Maj tog han Afsked og tænkte paa at omstyrte
den hele Ordning, hvis Usselhed stod for ham
i det grelleste Lys; han skulde derfor fængsles,
men holdt sig skjult. 7. Juni blev han fundet
af Regeringens Politi, dødsdømtes i Septbr og
blev 28. Novbr skudt paa Satory-Sletten. Han
havde 1870 skrevet La capitulation de Metz,
og hans Ven J. Amigues udgav hans Œuvres
posthumes (1871). — Hans Død var Emne for
et af H. Drachmann’s ældste Digte.
E. E.
Rossel [rå’sæl], Virgile, schweizisk
Forfatter, f. 19. Marts 1858 i Tramelan, af en fr.
Emigrantfamilie, studerede Jura og blev 1883
Prof. i fr. Ret ved Univ. i Bern. Han har
udgivet nogle Digtsamlinger, deriblandt Chants
perdus (1881) og Poèmes suisses (1893),
Romanerne Jours difficiles (1895) og Le roi des
paysans (1915), Blanche Leu et autres nouvelles
bernoises, det versificerede Drama Morgarien
(1905), endvidere Histoire litteraire de la Suisse
romande (2 Bd, Genève 1889—91), Histoire de la
littérature française hors de France [Lausanne
1894), Histoire de la littérature suisse des
origines à nos jours (2 Bd, 1910—11), samt nogle jur.
Haandbøger.
S. Ms.
Rosselli [ro’sæl.i], Cosimo di Lorenzo
Filippi, ital. Maler, f. i Firenze 1439, d.
smst. 1507, var først Elev af den ubetydelige
Maler Neri di Bicci, arbejdede derefter i
Benozzo Gozzoli’s Atelier. Ganske uselvstændig som
R. var, afspejler hans i Opfattelse og Udførelse
lige nøgterne Værker kun de skiftende
Forbilleder, først hans Læreres, senere Domenico
Veneziano’s og Ghirlandajo’s. Som R.’s bedste
Arbejder gælder den store Fresko: Processionen
med den undergørende Kalk (1486) i S.
Ambrogio, Firenze; smst. findes hans Alterbillede
med Maria’s Himmelfart, andre Værker i
Annunziata, i S. Spirito (Tronende Madonna), i
Akademiet (den hellige Barbara’s Apoteose), i
Uffizi og i S. M. Maddalena de’ Pazzi (Maria’s
Kroning). Mellem 1480 og 1484 var R. i Rom,
hvor han sammen med Botticelli, Ghirlandajo,
Perugino, Signorelli og Pinturricchio deltog i
Udsmykningen af det sixtinske Kapel med
Fresker fremstillende Scener af Moses og Kristi
Liv. Af de 12 derhen hørende Arbejder
udførte R. (og hans Elever) de tre: Det ret
monumentale: Kristi Bjergprædiken, Nadveren og
Lovgivningen paa Sinai tillige med
Israelitternes Tilbedelse af Guldkalven. Værker af R. i
Mus. i London, Petrograd, Neapel og i Louvre.
(A. R.). A. Hk.
Rossellino, 1) Antonio, egl. Antonio
di Matteo Gamberelli kaldet R., ital.
Billedhugger og Bygmester, f. 1427 i Settignano,
d. c. 1478, var uddannet under Indflydelse af
Desiderio da Settignano og sin ndf. nævnte
ældre Broder, Bernardo R. Hans plastiske
Hovedværk er Gravmonumentet over Kardinal
Johan af Portugal (1461) i det af R. selv
byggede Gravkapel i S. Miniato al Monte (Firenze).
Med Rette er det blevet kaldet »et Smykkeskrin
af florentinsk Quattrocentokunst«; med den
sikreste Smag for »arkitektonisk Opbygning og
dekorativ Holdning forbinder han den
lykkeligste Sans for figurlig Skønhed: en frisk, livfuld
Naturalisme adlet af en sjælden Følelse for
Ynde, som i Skikkelsen af den unge Kardinal,
der hviler paa Paradesengen, og i de kostelige
Engle om ham. Hertil kommer den aandfulde
Modelering særlig af det nøgne og den rige
maleriske Virkning af det flammede Marmor
og den rige farvede Inkrustation. — En
Gentagelse af dette Værk udførte han i
Gravmonumentet for Maria af Aragonien (d. 1470) i
Montoliveto i Neapel (fuldendt efter R.’s Død
af Benedetto da Majano), ligesom han i samme
Kirke skabte Alteret i Capp. Piccolomini med
det maleriske Relief af Hyrdernes Tilbedelse
med det berømte Kor af syngende Engle i
Skyerne. Andre fremragende Værker er den
legemsstore Statue af den hellige Sebastian (1457,
i Domkirken i Empoli) af den fineste
Formskønhed og det ædleste Udtryk, endvidere de
tidlige Gravmæler: den hellige Marcolino’s
Sarkofag i Museet i Forli og Lazzari-Gravmonumentet
i S. Domenico i Pistoja, og fra hans sidste Aar
Fr. Nori’s Gravmæle i Sa. Croce i Firenze.
Foruden disse Hovedværker har R. udført en
levende Johannes-Statuette (1477, Bargello), fl.
udmærkede Relieffremstillinger af Madonna med
Barnet (bl. a. i Sa. Croce, Bargello og Berlin),
karakterfulde Portrætbuster, som Matteo
Palmieri’s (1458, i Museo Nazionale, Firenze) og
Ungdomsarbejdet Lægen Giovanni di San
Miniato’s (i South-Kensington-Museet, London) og
en Række yndefulde Barnebuster i Marmor, bl.
a. i Chiesa de’ Vanchettoni og Bargello i
Firenze, i Medaillekabinettet i Paris samt i
Privatsamlingerne Dreyfuss (Paris) og Hainauer
(Berlin). — Som Plastiker ikke fuldt paa
Højde med sin yngre Broder Antonio har 2)
Bernardo R., egl. B. di Matteo Gamberelli
(1409—64), særlig udmærket sig som Bygmester,
uddannet især i Tilslutning til L. B. Alberti, hvis
tidligere anerkendte Hovedværk paa den
verdslige Arkitekturs Omraade: Palazzo Ruccelai
(Firenze) af den nyere Forskning fraskrives
ham og henføres til R., i alt Fald som
selvstændig Medhjælper; ligesom det beslægtede
Pal. Piccolomini i Pienza, Paladserne
Spannocchi, Piccolomini og Nerucci i Siena, alle af
R., hører det til den tidlige Renaissances
ædleste Ydelser. Foruden særlig i Pienza, hvor
han tillige med det alt nævnte Palads opførte
Domkirken og Ærkebiskoppens Palads, var R.
fremdeles beskæftiget i Rom for Pave Nikolaus
V og var den, der udarbejdede de første Planer
og ledede de første Arbejder ved Opbygningen
af Peterskirken (1452—55). — Af R.’s Værker
som Billedhugger fremhæves Marmorgruppen af
Bebudelsen (1447) i Misericordia i Empoli,
Marmordøren i Palazzo pubblica i Siena, og en Rk.
Gravmonumenter, hvoraf nævnes Lionardo
Bruni’s i Sa. Croce i Firenze (et fremragende
Renaissanceværk, der giver Typen for den
florentinske Vægniche-Grav), det som Relief
behandlede Gravmæle for Beata Villanea (1451)
i S. Maria Novella og Filippo Lazzari’s i S.
Domenico i Pistoja, Lunettegraven (ogsaa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
