Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Navn Osmundus, som en længere Tid
virkede som Missionsbiskop i Upp-Sverige. Den i
kunstnerisk Henseende dygtigste af
Upplandsmestrene var nok Fot, som tilhører Tiden
1050—1075, og som ristede et halvt Hundrede Stene.
Den mest produktive var Ofeg Öper — som
sædvanlig tegner sig ubir, übir. Han tilhører
Slutningen af 11. Aarh. og Tiden omkring 1100.
Han var endnu virksom paa den Tid, da i Beg.
af 12. Aarh. Kirken begyndte at blive
organiseret i Uppland. En Prøve paa hans Kunst er
Sjusta-Stenen ved Skokloster, som er anbragt
i selve Klippen og fortæller om en Mand, der
døde i Olafskirken i Holmgaard (ɔ: Novgorod).
Moden at rejse Runestene blev kortvarigere i
Sverige end i Danmark. Ligesom den tidligst
— omkr. Aar 1000 — slaar igennem i Götaland
(Smaaland, Öster- og Västergötland), saaledes
ophører den ogsaa først her: i Västergötland
er maaske kun en Tiendedel af Stenene yngre
end omkr. Aar 1050. I Uppland falder derimod
maaske de tre Fjerdedele af Runestenene efter
Aar 1050. Noget ind i 12. Aarh., sikkert i
Sammenhæng med at de Døde blev begravet
fjernt fra Hjemmet ved Kirken, ophører
Skikken i Uppland, selv om der her som andet
Steds i senere Tider blev frembragt enkelte
Ristninger.
I Norge, hvor Stenene med sv.-norske R. er
faatallige, siver de danske R. efterhaanden ind
i Løbet af 11. Aarh. Men de borttrængte ikke
helt, som i Sverige, de opr. nationale R. fra
Mindesmærkerne. Den Blanding af R., som
saaledes i større Udstrækning end i Sverige
opstod her, førte nærmest til en mærkelig
Udvidelse af Tegnsystemet m. H. t. Vokalerne.
Allerede i Slutn. af 10. Aarh. havde i- og
e- samt u- og y-Lydene faaet forsk. Tegn. Mod
Slutn. af 11. Aarh. giver man i Norge det
sv.-norske Tegn for a: ᛆ Lydværdien a, men det
danske Tegn for a: ᛅ Lydværdien æ. I Analogi
hermed fik ᚮ Lydværdien o og ᚯ ö. I Løbet
af 12. Aarh. frembragte man gennem en
konsekvent gennemført Punktering særlige Tegn for d,
g og p, som jo tidligere havde haft samme Tegn
som t, k- og b — hvortil dog er at anmærke,
at k-Runen stundom, men ingenlunde
konsekvent, havde optraadt stungen med Lydværdien
g. Gennem disse og nogle andre Nydannelser
naaede man frem til et Tegnsystem, der
fuldstændigt dækkede det middelalderlatinske
Alfabet, som siden Beg. af 12.
Aarh. — tidligst i Norge —
anvendtes til Optegnelser
paa nord. Sprog. Ganske
vist var man i Beg. ikke
konsekvent i Brugen af de
nye Tegn. Vester
Marie-Stenen fra Bornholm, af
Wimmer dateret til c. 1150,
frembyder et godt
Eksempel herpaa: . <i>asualdi . risti .
stein . þinsa . ift < i > R . alfar .
bruþur . þsin . drin < g > r .
koþr . trebinu . syni . auk .
skogi . suek . saklausan</i> ɔ:
»Asvalde rejste denne Sten
efter sin Broder Alfer. Han
var en tapper ung Mand,
som dræbtes med Urette. Og
det var Skoge, som
myrdede sagesløs Mand«.
Henimod Slutn. af 12. Aarh.
fremtræder dog de nye R. i
konsekvent Brug. De
anvendes temmelig sparsomt over
hele Norden i 12. og 13.
Aarh. paa Gravmindesmærker ved Kirker, paa
Genstande til kirkeligt Brug som Klokker,
Døbefonter, Røgelsekar o. s. v. En typisk
Indskrift af denne Art er den fra Søborg Kirke
paa Sjælland, der lyder: ave . maria .
Vi har ogsaa talrige Eksempler paa, at
Private i Middelalderen og senere brugte R. til
mere tilfældige Inskriptioner. Saaledes har den
norske Kong Haakon Haakonsson’s Staller
Vigleik i St Molaise’s Celle paa Holy Island,
Aran, Skotland, egenhændig ristet i Murpudsen:
uiglæikr stallare ræisst (ɔ: »Vigleik Staller
ristede«). Dette maa være sket Septbr 1263 paa
Kong Haakon’s Skotlandstog.
Paa Gotland faar disse R. rigere Anvendelse
end andre Steder — c. 250 Indskrifter, mest
Gravstene, kendes fra denne Ø — og her
holder de sig som den folkelige — i Modsætning
til den præstelige — Kulturs Skrift helt ned i
17. Aarh., mod Slutn. dog stærkt blandet med
 |
| Fig. 24. Sjusta-Ristningen (Uppland). |
 |
| Fig. 25. Vester Marie-Stenen (Bornholm). |
 |
| Fig. 26. Den fuldstændigt stungne Runerække. |
 |
| Fig. 27. Stenplade i Søborg Kirke (Sjælland). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
