Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krim, hvor Tatarerne maatte anerkende den af
Russerne indsatte Kan. I Slaget ved Tschesme
tilintetgjordes den tyrk. Flaade, og derefter
overskred Russerne i Slutn. af 1771 Donau og
slog Tyrkerne 21. Oktbr ved Babadagh i
Bulgarien. Efter en Afbrydelse p. Gr. a.
Fredsunderhandlingerne ved Focsani (1772) blev
Krigen ført i Bulgarien 1773—74 med vekslende
Held. Den afsluttedes ved Freden i Kutschuk
Kainardschi, ved hvilken R. erhvervede sig
Landstrækningerne mellem Dnjepr og Bug,
Stæderne Kinburn, Kertsch, Jenikale og Perekop i
Taurien, samt Retten til fri Skibsfart i det sorte
Hav og Marmara-Havet og endelig
Beskyttelsesretten over Moldau og Valakiet. Imidlertid
havde Katharina under Trykket af et mellem
Preussen og Østerrig indgaaet Forbund 1772
maattet gaa med til Polens første
Deling, ved hvilken hun erhvervede sig
Hviderusland. Den bayerske Arvefølgekrig gav hende
dog snart Lejlighed til at lade de tyske Magter
føle sin Indflydelse, og 1780 vandt hun Kejser
Josef II for et Forbund, hvorved hun sikrede sig
fuldstændig Frihed i sin Optræden over for
Tyrkiet. Efter at hendes Yndling Potemkin 1783
havde underkastet sig Tatarerne paa Krim og
forenet Halvøen med R., begyndte Kejserinden
efter en fornyet Sammenkomst med Kejser Josef
II i Cherson den anden
russisk-tyrkiske Krig (1787—92) i Forbund med Østerrig.
I denne opnaaede R., nærmest p. Gr. a.
Østerrigs uheldige Krigsførelse, i Beg. ingen
nævneværdige Resultater. Først i Slutn. af 1788 blev
Otschakov taget med Storm; 1789 sejrede
Suvorov ved Focsani (1. Aug.) og ved Floden
Rimnik (22. Septbr) over Tyrkerne. 1790 erobredes
Ismail, og 1791 overskredes Donau. S. f. denne
blev Tyrkerne slaaede ved Baboda og ved
Matschin, og i Freden ved Jassy (9. Jan. 1792) maatte
Tyrkerne afstaa Landet mellem Bug og Dnjestr
samt Otschakov. Samtidig havde R. ført en
Krig med Sverige (1788—90), som Gustav
III havde begyndt i Haab om at kunne genvinde
Østersøprovinserne. Krigen blev ført med
vekslende Held i Østersøen og i Finland og
afsluttedes ved Freden i Verelå, 14. Aug. 1790,
der for begge Parters Vedk. opretholdt de
hidtilværende Tilstande.
Under alt dette havde Katharina fulgt
Udviklingen af de politiske Forhold i Polen med
største Opmærksomhed. Da et politisk Parti i
Polen søgte at give Riget Enhed og Kraft ved
en ny Forfatning (1791), sluttede en Del af den
polske Adel under R.’s Paavirkning
Konføderationen ved Targovitz, som havde til Maal at
omstyrte Konstitutionen 1791. Da de konfødererede
paakaldte R.’s Hjælp, paatvang dette Polen den
tidligere Feudalforfatning og foretog i
Forening med Preussen 1793 Polens anden
Deling, hvorved det erhvervede sig Ukraine
og Litauen. Skønt Katharina afskyede den fr.
Revolution, deltog hun dog ikke i den første
Koalitionskrig og blev derved 1794 i Stand til
at betvinge den polske Opstand og foreskrive
Preussen og Østerrig Betingelserne for Polens
tredje Deling (1795). S. A. erhvervede R.
sig Hertugdømmet Kurland, idet den sidste
Hertug, Peter Biron, frivillig afstod dette, mod at
der blev udbetalt ham en aarlig Livrente.
Katharina havde nu forøget Rigets Landomraade
med 19 Mill. km2, og R.’s Magtstilling i Europa
var stegen i tilsvarende Grad.
Hendes Søn og Efterfølger Paul I
(1796—1801) havde gennem en uheldig Opdragelse
udviklet sig til en mistroisk og lunefuld Tyran. I
Beg. af sin Regering traf han nogle heldige
Anordninger til Gunst for de livegne og de
gammeltroende, ligesom han (1797) udstedte en Lov, der
bestemte Tronfølgen. Iflg. denne Lov blev
Tronfølgen arvelig i direkte nedadgaaende Linie.
Den førsteføde havde Forretten, og mandlige
Efterkommere skulde gaa forud for kvindelige.
Af Frygt for revolutionære Ideer forbød Paul
russ. Undersaatter Besøget paa udenlandske
Læreanstalter og Universiteter, indførte en
skærpet Censur og straffede enhver fri
Meningsytring med største Vilkaarlighed. Paul sluttede
sig 1798 til den anden Koalition mod det
revolutionære Frankrig og sendte Suvorov som
øverstbefalende over de forenede Russere og
Østerrigere til Italien, hvor han ved en Rk.
sejrrige Kampe tvang Franskmændene til at
rømme Halvøen. Østerrigs egennyttige Politik
og de russ. Troppers Nederlag i Schweiz og i
Nederlandene foranledigede Paul til at
fratræde Koalitionen, hvorefter R. 1800 traadte i
Forbund med de nordiske Magter og fornyede
Planen om en væbnet Neutralitet. Imidlertid
udbrød der en Søkrig mellem disse Magter og
England, hvis Udgang Paul dog ikke oplevede,
da han 24. Marts 1801 blev myrdet af nogle
sammensvorne, fordi hans Despoti efterhaanden
var blevet utaaleligt.
Hans 23-aarige Søn Alexander I
(1801—25) frasagde sig straks den bevæbnede
Neutralitet for at kunne hellige sig til Fredens
Gerninger. Opdraget efter Rousseau’ske
Grundsætninger sværmede han for humane Idealer, som
han dog ikke realiserede, da han manglede
Energi og Udholdenhed til at gennemføre dem.
I St f. de af Peter I grundlagte Kollegier
oprettede han 8 Ministerier (1802), skabte Rigsraadet,
der skulde prøve og raadslaa om alle ny Love,
og anlagde Militærkolonier for at formindske
Hærudgifterne. Han ophævede Livegenskabet i
Østersøprovinserne og mildnede det noget i R.
Antallet af Gymnasier og Folkeskoler blev
betydelig forøget, og i Kasan og Charkov
oprettedes der ny Universiteter. Alexander maatte
snart erkende, at hans fredelige og venskabelige
Forhold til Frankrig kun blev benyttet af
Napoleon, for at denne kunde skalte og valte i
Mellemeuropa, som han havde Lyst til, og han
tiltraadte derfor 1805 den tredje Koalition mod
Frankrig. Den russ. Hær under Kutusov, som i
Mähren forenede sig med den østerrigske, blev
slaaet 2. Decbr 1805 ved Austerlitz og maatte
iflg. Vaabenstilstanden mellem Frankrig og
Østerrig rømme østerr. Territorium. 1806 kom
Alexander, der stod i nøje Venskabsforhold til
Frederik Vilhelm III, Preussen til Hjælp, da
Levningerne af dets Hær blev trængte tilbage
over Oderen. Russerne leverede
Franskmændene det blodige, men uafgørende Slag ved
Eylau (7.—8. Febr 1807), men blev efter en
længere Vaabenstilstand slaaede 14. Juni ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
