- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
854

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Salte - Saltebrød - Salten, Felix

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Vandets Brint- og Hydroxylioner og danne en
vis Mængde udissocieret Syre og Base. Er
Basen nu svagere dissocieret end Syren, vil der
derved »forsvinde« flere Hydroxyl- end
Brintioner, og Opløsningen bliver følgelig sur. Det
gælder f. Eks. Aluminiumnitrat, medens
Natriumkarbonat paa tilsvarende Maade bliver
basisk. Sure S. kan derfor meget vel give en
basisk Opløsning; det er Tilfældet med
sekundært Natriumfosfat, Na2HPO4, fordi
Natriumionerne slet ikke danner udissocieret NaOH,
medens en Del af HPO4——-ionerne optager
Brintioner og bliver til H2PO4-ioner. Opløst primært
Natriumfosfat er svagt surt, og det normale er
stærkt basisk. Neutralsalte er fortrinsvis S. af
stærke Syrer og Baser som Natriumklorid og
Kaliumbromid. S.’s Forhold i Opløsning er
forøvrigt omtalt under Opløsningers Teori. Et stort
Antal S. viser den Ejendommelighed, at de af
vandige Opløsninger udkrystalliserer med et ell.
flere Molekyler Vand, Krystalvand; saaledes
danner Ferriklorid Hydrater med 4, 5, 7 og 12
Molekyler Vand for hvert Molekyle FeCl3.
Antallet retter sig efter Temp., de fleste findes
naturligvis ved lavere Temp. Hvert Hydrat har
sit bestemte Damptryk, hvorfor nogle ved
Henliggen i Luften afgiver Vand, forvitrer, medens
andre optager Vand og flyder hen. Vandet er
ikke bundet ved de alm. Valenskræfter, men ved
Kræfter, man har betegnet som Rest- ell.
Molekularvalenser. Disse Kræfter kan ogsaa binde
S. sammen indbyrdes til Dobbeltsalte, der
hyppigst giver sig til Kende ved at være tungere
opløselige end Bestanddelene og derfor
udkrystalliserer ved Blanding af mættede Opløsninger
af disse. Det mest bekendte er Alun, K2SO4,Al2
(SO4)3,24H2O. I øvrigt genfindes Bestanddelenes
Egenskaber i Dobbeltsaltets Opløsning. Er dette
ikke Tilfældet, siges Molekularforbindelsen at
være kompleks (s. d. og
Metalammoniakforbindelser). I opløst Kaliumferrocyanid,
K4FeCy6, der dissocieres i K+- og
FeCy6————-ioner, kan Jernet ikke paavises ved alm.
analytiske Midler, og ved Elektrolyse vandrer det
til den positive Pol, da det hører til den
negative Ion. Ved Forgyldning og Forsølvning
benyttes Opløsninger, hvori Metallerne findes
komplekst bundet i den negative Ion og derfor
vandrer til den positive Elektrode; trods det
udskilles de dog p. Gr. a. ret indviklede Processer
ved den negative.

I fast Tilstand er S. hyppigst krystallinske.
Formen af disse Krystaller har haft stor Bet.
for den kem. Systematik, hvilket hænger
sammen med, at den er et simpelt og nøjagtigt
Udtryk for S.’s indre Struktur og for de elektriske
Kræfter, der virker mellem Atomerne. Takket
være Røntgenstraalerne har man nu et
forbløffende grundigt Kendskab til den indre Bygning
af S., der ikke, som man tidligere troede,
bestaar af Molekyler, men af Ioner (se Slutningen
af Opløsningers Teori). I smeltet
Tilstand leder S. Elektriciteten elektrolytisk.
Viskositet og Overfladespænding er meget høje,
omtr. som for smeltede Metaller. Ved
yderligere Ophedning spaltes nogle S., f. Eks. alle
Nitrater. Nogle enkelte, især Ammoniumsalte,
forflygtiges ved ret lav Temp. Dampene er da
delvis dissocierede; saaledes bliver
Ammoniumklorid dissocieret i Klorbrinte og Ammoniak
(ikke som i vandig Opløsning i Klor- og
Ammoniumioner). Mange S. taaler ret stærk
Glødning uden) at fordampe kendeligt.

Alkylsalte kaldtes tidligere sammensatte
Æterarter; de dannes ved Forening af Syrer med
Alkoholer under Udskillelse af Vand og ligner
slet ikke Metalsalte. De er for det meste
tungtopløselige i Vand og slet ikke dissocierede.
Enkelte er luftformede, mange er flygtige
Vædsker, nemlig de med forholdsvis faa
Kulstofatomer i Molekylet, f. Eks. Ætylacetat og
Nitroglycerin. Til de faste hører Fedtstofferne, der
er Alkylsalte af Glycerin og forsk. Syrer.
S. P.

Saltebrød, Salt og Brød, yndet
Skjuleleg, der under talrige Navne, Klapop, o. a.
findes over hele Landet. En af Deltagerne staar,
d. v. s. han stiller sig med lukkede Øjne og
Ansigtet vendt mod en Port e. l. og tæller højt
til 60 ell. 100, medens de andre skjuler sig.
Naar han har talt, begynder han at søge efter
de andre, men passer paa ikke at fjerne sig ret
langt fra Porten. Saa snart han ser en, raaber
han »S.« — ell. »Klapop« — »for . . .« og slaar
tre Slag paa Porten; den Paagældende er da
Fange og ude af Legen. Men »klapper man op
for sig selv«, d. v. s. naar Porten før den, der
staar, slaar de tre Slag selv og raaber: »S. for
mig, en, to, tre«, er man fri Mand ell. man
har befriet alle dem, der allerede er taget. Har
nogle gemt sig saa: godt at de ikke kan findes,
maa man til Slut raabe: »Kom frit frem!«.

Salt og Brød brugtes i Middelalderen som
Husraad imod Djævelen (Troels Lund,
»Dagligt Liv i Norden«, VI, 1903, S. 16): »Salt
og Brød, det rensende og nærende, hvormed
Herren havde betegnet sine Apostles Hverv
(Verdens Salt), og i Nadveren endog sit eget
Legeme, ansaas med Grund for et af de
virksomste Midler mod Djævelen. Det bragtes først
til Huse i det ny Hjem, anvendtes som
afværgende Middel ved mange Lejligheder og gav
saavel et Løfte som en Maning bindende Kraft.
Som alt sligt lod det sig imidlertid ogsaa
misbruge, og benyttedes med Held af Ugudelige til
at tvinge Djævelen til at give Møde. Børnelegen
Salt og Brød, opr. vistnok en middelalderlig
kaad »Spot over Djævlematting, udført ved Jul
ell. Fastelavn, naar man ret slog Gækken løs,
er nu et sidste afbleget Minde i Norden om
denne Salt og Brøds tidligere Bet.«.
Fr. K.

Salten [’zaltən], Felix, østerr. Forf., f. i
Budapest 6. Septbr 1869, gik i Skole i Wien,
begyndte at arbejde i forsk. Forretninger, blev
derpaa Teaterkritiker ved »Wiener Allgemeine
Zeitung«, senere Feuilletonmedarbejder ved »Die
Zeit«. Men efter at hans Forfattervirksomhed
voksede, trak han sig ud af Journalistikken.
Han debuterede med Novellen »Der
Hinterbliebene« (1899), har senere udsendt flere andre
Noveller, som »Der Gedenktafel der Prinzessin
Anna« og »Künstlerfrauen«, endvidere Romanen
»Klingende Schelle« og Skuespil som de tre
Enaktere »Vom anderen Ufer«, opført paa
Folketeatret i Kbhvn, og de tre Enaktere »Kinder
der Freude« (1917). Fremdeles flere Samlinger
Essays, som »Gestalten und Erscheinungen«,
»Die Dame im Spiegel« (1919) og »Geister der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:02:31 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/20/0884.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free