Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sanskrit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
S., jfr Veda) og den dertil hørende Litteratur
(Brahmana’er, Upanishad’er og Sutra’er) sig
betydelig fra de yngre Sprogformer. Dernæst
maa man i den senere Litt. skelne mellem den
Sprogform, som foreligger i den
episk-didaktiske Litt.: Mahabharata og Ramayana (episk
S.), hvormed Sproget i Manu’s Lovbog og de
meget yngre Purana’er stemmer nogenlunde
overens, og det egl. klassiske S. i den
øvrige efterkristelige S.-Litteratur. Selve Navnet
S. (samskrta ɔ: ordnet, fuldendt) bruges i
snævrere Forstand egl. kun om den yngre Periode
i Sproget som det korrekte Normalsprog i
Modsætning til det daglige, vulgære Sprog,
Prakrit. Allerede i meget tidlig Tid har S.
været Genstand for filologisk Behandling (jfr
indisk Filologi), der naturligvis først og
fremmest havde det Formaal at bevare den
rette Forstaaelse og korrekte Overlevering af
Veda’erne og hele Ritual-Litteraturen, men
tillige fik den en afgørende Bet. for den
grammatiske Regulering af det alm. dannede
Talesprog (bhasha). Denne grammatiske
Virksombed naar sit Højdepunkt i det af Panini
efterladte System (c. 300 Aar f. Kr.), der
særlig har til Opgave at skildre og give Regler for
bhasha. Dermed var for Fremtiden den ydre
grammatiske og fonetiske Form for S.
fastslaaet, og saaledes overholdtes den i det
væsentlige af Brahmanismen i Bogsprog og højere
Talesprog indtil 1000 Aar e. Kr., medens
samtidig fl. af de mere afslebne Sprogformer
hævede sig til Litteratursprog (jfr Pali og
Prakrit). De ældste ind. Indskrifter fra 3. Aarh.
f. Kr. er ikke affattede paa S., men i forsk.
Lokaldialekter, der i sproglig Henseende staar
paa samme Trin som Pali; først et Par
Hundrede Aar ind i vor Tidsregning finder vi rent
S. i Indskrifterne, hvilket synes at vise, at S.
først lidt efter lidt har vundet Pladsen som
officielt Skriftsprog. De nordlige Buddhister
antog efterhaanden S. som Litteratursprog
(ganske vist i en fra Normalsproget ikke lidet
afvigende Form, fuldt af Skødesløsheder og
(Prakritismer), og Jainisterne gjorde ligesaa, idet
de kommenterede deres hellige Bøger paa S.
Ved Muhammedanernes Indtrængen i Indien
(8. Aarh.) var S. vel næsten det eneste skrevne
Sprog i Indien. Fra 11. Aarh. begynder de
moderne ind. Sprog at emancipere sig (jfr ind.
Sprog), og siden den Tid har S. nærmest kun
spillet en Rolle som lærd Sprog, som Hebraisk
bl. Jøderne ell. Latin i Europa; det bruges
endnu den Dag i Dag og tales og skrives med
Færdighed af mange Brahmaner. Fra de forsk.
Folkesprog i Indien har S. sikkert i Tidernes
Løb hentet ikke faa Bidrag til sit Ordstof,
ligesom det til Gengæld har øvet en Del Indflydelse
paa hine under deres videre Udvikling (jfr
Tamulisk, Singhalesisk). En
ejendommelig Indflydelse har S. ogsaa haft paa de
ostindiske Øer ved Udviklingen af det saakaldte
Kavi-Sprog paa Java.
I Europa har S. haft stor Bet. for
Sprogforskningen i 19. Aarh., idet Kendskabet til S.
gav Stødet til den sammenlignende
Sprogvidenskab (jfr indisk Filologi, 2.). Mærkeligt
er det, at S. først saa sent blev alm. kendt i
Vesterlandene; hverken Grækerne ell.
Romerne, der dog kom en Del i Berøring med Indien,
synes at have opdaget, at der i Indien fandtes
et Sprog, som var nær beslægtet med deres
egne. Den første, der har gjort opmærksom paa
dette Faktum, var, Italieneren Philippo
Sassetti, der opholdt sig i Indien 1583—88;
han meddelte i sine Lettere, at S. var det
lærde Sprog i Indien, og at Sprogforskningen
der stod højt, samt at de ind. Talord viste stor
Lighed med de europ. Opdagelsen fik imidlertid
ingen Bet. Senere forfattede Jesuitten
Hanxleden (der var i Indien i den malabariske
Mission 1699—1732) den første S.-Grammatik
(Grammatica Grandonica, af grantha, »Bog«),
men den blev ikke trykt og først senere
benyttet af en Missionær af den rom. Propaganda
Paullinus a S. Bartholomæo til den
første trykte Grammatik i S. (Sidharubam sive
grammatica Samscrdamica [1790]). Gennem
forskellige Missionærers Virksomhed og især ved
det eng. ostindiske Kompagnis Virksomhed i
Slutn. af 18. Aarh. udbredtes efterhaanden
Kundskab om S.; men først efter at Ch.
Wilkins havde oversat »Bhagavadgita« (1785) og
Will. Jones Dramaet »Oakuntala« (1789),
brød Interessen for S. rigtig frem i Europa,
navnlig i Tyskland ved Brødrene Schlegel’s og
Fr. Bopp’s Virksomhed. Fr. Schlegel skrev
1808 sin berømte Bog »Ueber die Sprache und
Weisheit der Indier«, og hans Broder Aug.
Wilh. Schlegel, der særlig kastede sig
over den filologiske Side af Studiet, var
1818—45 Prof. i S. i Bonn. Fr. Bopp lagde ved sit
Skrift, »Ueber das Conjugationssystem der
S.-Sprache« (1816) Grunden til den
sammenlignende Sprogvidenskab (samtidig med Rask i
Danmark, hvis Afh. om det isl. Sprogs
Oprindelse først udkom 2 Aar senere og derfor ikke
fik den Bet. for den europ. Videnskab, som
den havde fortjent). Fra Schlegel’s og Bopp’s
Tid tog Studiet mere Fart i Europa, og S.
doceres nu ved alle betydeligere Univ. i
Verden (jfr Th. Benfey, »Gesch. d.
Sprachwissenschaft und der orientalischen Philologie
in Deutschland« [München 1869] og E.
Windisch, »Gesch. d. S.-Philologie u. indischen
Altertumskunde« [i »Grundriss d. indo-arischen
Philol.«, Bd I]). — En systematisk Fremstilling
af Sanskritsprogets Historie findes ikke, men
Hovedproblemerne er paa en fremragende
Maade behandlede af S. Sørensen, »Om S.’s
Stilling i den alm. Sprogudvikling i Indien«
(»Kgl. Danske Vid. Selsk.’s Skr«, 6. Rk.,
hist.-filos. Afd. III, 3 [1894]). Af de talrige
grammatiske og leksikale Hjælpemidler til S. skal
her kun nævnes de vigtigste, 1) Grammatik:
W. D. Whitney, S. Grammar (Leipzig
1879: ogsaa i tysk Overs. af H. Zimmer,
smst.) er bestandig Hovedværket, omfattende
baade det klassiske S. og de ældre
Sprogformer, samt Hovedpunkterne af Syntaksen.
Hertil slutter sig som Anhang I: Ad.
Holtzmann, »Grammatisches aus dem
Mahabharata« (Leipzig 1884) og som Anhang II: W. D.
Whitney, The Roots, Verb forms and
primary derivatiues of the S. Language (Leipzig
1885; tysk Overs. af H. Zimmer, smst.). Ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
