- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
117

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

geogr. Hele, men ogsaa og fornemmelig deri, at
de under de heftige religiøse Stridigheder,
Reformationen medførte, var det eneste Baand,
der, p. Gr. a. »Ortenes« Fællesinteresser i dem,
holdt Edsforbundet sammen trods den dybe
Kløft, der efterhaanden dannede sig mellem de
kat. og de reformerte »Orte«. Det viste sig
nemlig allerede faa Aar efter, at Zwingli, samtidig
med Luther, havde begyndt sin reformatoriske
Virksomhed i Zürich, at den ny Lære ikke vilde
kunne trænge igennem i hele S., dertil var den
Modstand, den mødte i Skovkantonerne, alt for
stærk og alm. I Zürich, Bern, Basel og
Schaffhausen blev Reformationen helt gennemført, i
Glarus, Appenzell og de rætiske Forbund
(Graubünden) til Dels, idet de to Trosbekendelser her
blev ligeberettigede, men Schwyz, Uri,
Unterwalden, Zug og Luzern samt Freiburg og
Solothurn holdt haardnakket fast ved den kat.
Kirke. I Apr. 1529 sluttede Skovkantonerne, Zug
og Luzern, som Modvægt mod et af Zürich, Bern,
Skt Gallen og Mühlhausen dannet reformert
Særforbund, en Alliance med Ferdinand af
Østerrig (den senere Kejser Ferdinand I), hvad der
vakte stor Forbitrelse i Zürich, og da nu
Schwyzerne lod en evangelisk Prædikant bestige
Baalet, fordi han havde prædiket den ny Lære paa
deres Territorium, opflammede Zwingli
Züricherne til et Hævntog mod Schwyz; men p. Gr. a.
Berns Utilbøjelighedi til at tage Del i Toget
maatte dette opgives, hvad der gjorde Zürich
villig til at tage mod Mægling af Glarus, og det
lykkedes da at bringe den første
Landefred i Kappel
i Stand (26. Juni 1529), hvori
bestemtes, at Alliancen med Østerrig skulde
opgives, »Ortene« gensidig sikre hverandre
Religionsfrihed, og Menighederne i
Undersaatlandene have Ret til selv at afgøre, om de vilde
tillade reformert Prædiken i deres Kirker. Da
Skovkantonerne imidlertid fortolkede
Landefreden saaledes, at det stod dem frit for at
forbyde Reformationens Udbredelse paa deres egen
Grund, og de reformerte Kantoner derfor
truede med at afskære dem Tilførsel af
Levnedsmidler, rykkede 6000 Mand fra Skovkantonerne
i Marken mod Züricherne, der ikke var
forberedte paa Krig og derfor led et afgørende
Nederlag ved Kappel (11. Oktbr 1531), hvor
Zwingli selv faldt. De Reformerte, der var
indbyrdes uenige, tabte nu Modet og opgav, efter
at have lidt et nyt Nederlag ved Gubel (24.
Oktbr s. A.), Kampen, hvorefter de i den
anden Landefred i Kappel
(20. Novbr
s. A.) gik ind paa at opløse deres Særforbund.
De kat. »Orte« havde nu Magten og følte sig
stærke nok til at kunne sætte en Stopper for
den evangeliske Læres videre Udbredelse i S.,
saaledes at den fra nu af indskrænkedes til det
Territorium, den da sad inde med, ja den blev
endog paa nogle Steder trængt tilbage. Kun i
den vestligste Del af S., der netop paa denne Tid
kom til at høre til Edsforbundet, vandt den
Fremgang gennem Farel’s og Calvin’s Optræden
i Genève, der nu blev den reformerte Kirkes
Moderstad og Planteskole. Denne By, der 1526
havde indgaaet Forbund med Bern og Freiburg,
drev ved Berns Hjælp et savojisk Angreb
tilbage (1536), hvorpaa den sluttede sig til
Edsforbundet, hvis Omraade ved Fredsslutningen
med Hertugen af Savojen (1564), der aldrig fik
Genève i sin Magt, ogsaa udvidedes ved
Erhvervelsen af det tidligere til Savojen hørende Pays
de Vaud. I Resten af 16. Aarh., da Pavekirkens
Kamp paa Liv og Død med Protestantismen
overalt fremkaldte et bittert Fjendskab mellem
de to Religionspartier, stod ogsaa i S.
Katolikker og Protestanter over for hinanden som
hadefulde Modstandere; i alle »Orte«, baade
reformerte og kat., gennemførtes den kirkelige
Enhed med ubarmhjertig Strenghed. At
Edsforbundet ikke sprængtes, skyldtes som ovf.
omtalt Fællesskabet i Besiddelsen af
Undersaatlande, og at det ikke kom til Borgerkrig, hvad
det flere Gange truede med, forhindredes kun
ved Frankrigs Indskriden, idet det var denne
Stat i høj Grad magtpaaliggende, at der var
indre Ro i S., for at de fr. Hvervninger af
Schweizertropper ikke skulde lide Afbræk.
Forrest i Trosiver gik Skovkantonerne, hos hvem
Jesuitterne derfor snart fandt Indgang; sammen
med Zug, Luzern, Freiburg og Solothurn
dannede de 1586 det saakaldte gyldne ell.
Borromeiske Forbund, opkaldt efter Carlo
Borromeo, ved hvilket de gensidig forpligtede
sig til ved alle Midler, selv ved Vaabenmagt, at
opretholde den gl Kirkes Eneherredømme inden
for deres Enemærker, og n. A. søgte de atter
Støtte i Udlandet, idet de allierede sig med Filip
II af Spanien. Spændingen mellem de kat. og
reformerte »Orte« blev nu saa stærk, at de ikke
længere vilde holde Fællesmøder, men hver af
Parterne havde sit eget Mødested, naar
Forbundsforsamling skulde finde Sted; havde ikke
Fællesundersaatlandene været, vilde
Edsforbundet have været opløst. Den religiøse
Ufordragelighed var ogsaa Skyld i, at Appenzell 1597
skiltes i en kat. Halvdel, Appenzell
Inner-Rhoden, og en reformert, Appenzell Ausser-Rhoden.
Saaledes var Tilstanden i S., da
Trediveaarskrigen udbrød, og Partistridigheden bevirkede,
at Edsforbundet ikke var i Stand til at
opretholde sin Neutralitet; saaledes tillod de kat.
»Orte« sp. Tropper, Zürich sv. fri Gennemmarch,
ligesom Graubünden afvekslende holdtes besat
af Østerrigerne, Franskmændene og Spanierne i
indtil Georg Jenatsch befriede sin Hjemstavn
for Fremmedherredømmet. Edsforbundets
Suverænitet
blev, som tidligere nævnt,
anerkendt i den westfalske Fred (1648), der
altsaa løste S. fra enhver statsretlig Forbindelse
med det tyske Rige. — I Resten af 17. og hele
18. Aarh. indtil de fr. Revolutionskrige kunde S.
glæde sig ved en uafbrudt Fred udadtil, ligesom
den indre Ro i samme Periode kun blev afbrudt
af et kortvarigt Bondeoprør 1653 og to hurtig
endte Religionskrige mellem de kat. og
reformerte »Orte« 1656 og 1712, af hvilke den sidste
endte ved Freden i Aarau (1. Aug. s. A.), der
gjorde Ende paa den overmægtige Stilling, de
kat. »Orte« havde indtaget siden Slaget ved
Kappel (1531); fra nu af gik Førerskabet over
til de reformerte »Orte«. Dette forandrede
imidlertid ikke de Vilkaar, hvorunder Befolkningen
i »Undersaatlandene« levede, tværtimod,
Klagerne over det Herredømme, Ortene her øvede
gennem deres Fogeder, vedblev og steg Aar for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0127.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free