Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sieyès, Emmanuel Joseph - Sif - Sifanto - si fecisti, nega - Siffer - Sifka - Sifon - Sifonogamer - Siful Sifadda - Sig- - Sigalon, Xavier - Sigambrer - Sigar - Sigbrit Villumsdatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forfatningen kun kunde ændres ved Hæren og ved
et Statskup. Efter Statskuppet 18. og 19.
Brumaire (9. og 10. Novbr) 1799 blev S. sammen
med Ducos og Bonaparte Republikkens foreløbige
Konsuler. S. havde haabet at skabe en
Forfatning, hvorved han efter sit Syn skulde gøre
Frankrig lykkeligt, men Bonaparte skubbede
ham snart til Side og ordnede selv alt, medens
S. fik Statsdomænen Crosne som Statsbelønning
og tilsidst blev Greve (1809). I de 100 Dage var
S. Medlem af Pairskammeret. Ludvig XVIII
forviste ham som Kongemorder, hvorpaa S.
levede i Bryssel til 1830; efter sin Hjemkomst
hædredes han med at optages som Medlem af
det fr. Akademi. (Litt.: Mignet, Notices
historiques sur la vie et les travaux de S. [1836];
Beauverger, Étude sur S. [1858]; Notices
sur la vie de S. écrites à Paris, en messidor an
Il de la république [maaske forfattede af
Ölsner], Biografi af A. Neton [1901]).
(J. L.). H. J-n.
Sif [udt. Siv], i nord. Mytologi Navn paa Tor’s
Hustru. Navnet S. betyder »Slægtskab,
Frændskab«. Hun havde i et tidligere Ægteskab, uvist
med hvem, faaet Sønnen Ulkl; med Tor bliver
hun Moder til Sønnen Modi og Datteren Trud.
Hun var kendt for sit gyldne Haar; en af Loke’s
slette Gerninger var at klippe dette af, i hvilken
Anledning Tor tvang ham til at skaffe S. et nyt
Haar; Loke søgte da til Dværgene og fik
Ivalde’s Sønner til at forarbejde et Guldhaar, der
groede fast som andet Haar. I øvrigt spiller S.
ingen fremtrædende Rolle inden for
Gudeverdenen, i Lokasenna optræder hun mæglende, men
maa finde sig i, at Loke roser sig af engang at
have nydt hendes Gunst.
G. K-n.
Sifanto, Siphnos, Ø i det ægæiske Hav,
hører til det gr. Nomos Kykladerne og ligger
30 km V. f. Poros. Arealet er 74 km2 med 4000
Indb. ell. 55 pr km2. Øen, der er 18 km lang,
har Form som en Trekant, hvis spidseste
Hjørne Kap Philippu er vendt mod NV. Mod N.
naar Simeon 503 m og midt paa Øen Hagios
Elias 698 m. Terrainet er klipperigt, men
alligevel ret frugtbart og veldyrket. Der avles
Korn, Bomuld, Figen, Vin, Oliven, Voks,
Honning og Silke. Desuden tilvirker Øens Beboere
Straahatte og Lervarer. Den nuv. Hovedby
Apollonia ell. Stavros ligger i, det Indre og har
1200 Indb. Øen er havnefattig, og dens eneste
Kystby er Kastro med 500 Indb., der ligger ved
Østkysten paa samme Sted som Oldtidsbyen
Siphnos. I Oldtiden var S. kendt for sine Guld-
og Sølvminer. Dens ioniske Beboere kæmpede
imod Xerxes og sluttede sig til Athenienserne;
men Øen er for øvrigt fattig paa Oldtidsrester.
(H. P. S.). N. H. J.
si fecisti, nega, se si quid fecisti, nega.
Siffer, se Cifre.
Sifka, 1) i den oldnordiske Hervarar-Saga
Kong Heidrek’s Frille, Kongedatter fra
Huneland, Moder til Tronkræveren Hloder. 2) i tyske
Heltesagn den onde Raadgiver hos Kong
Ermanrik (= Bikke i de nord. Heltesagn).
H. El.
Sifon [si’fåŋ] (fr.). Rør, bruges i
Betydningen Hævert. S. anvendes ogsaa som Navn
paa en Glasflaske, af hvilken kulsyreholdigt Vand
kan udskænkes ved Hjælp af sit eget
Kulsyretryk. Vandet drives af Kulsyretrykket op
gennem et Glasrør, der naar omtrent til
Flaskens Bund og foroven er lukket med en
Udløbshane.
(K. S. K.). A. W. M.
Sifonogamer (bot.) betegner hos visse nyere,
især tyske, bot. Systematikere det samme, som
hidtil er blevet kaldt Fanerogamer, altsaa
Frøplanter. Udtrykket er dannet af Engler 1889 og
hentyder til, at de derunder indbefattede
Planter (Nøgen- og Dækfrøede) frembringer Støvrør
(Pollenrør, Sipho).
(V. A. P.). A. M.
Siful Sifadda, Forfatternavn for Henr.
Wergeland.
Sig- (oldn., »Kamp« ell. »Sejr«), alm. Forled
i germanske Kvinde- og Mandsnavne, ogsaa i
nordiske, saaledes Sigrun, Sigrid, Signe,
Sigar, Sigfred, Sighvat, Sigmund,
Sigvald, Sigtryg o. m. fl.
G. K-n.
Sigalon [siga’lå], Xavier, fr. Maler, f.
1788 i Uzès (Gar), d. 1837 i Rom. S. studerede
i Nîmes, derefter en Tid i Paris under Guérin,
men han maatte væsentlig under trange Kaar
kæmpe sig frem paa egen Haand. Han var en
meget langsom Maler, men en solid og
selvstændig Kunstner med udpræget Sans for
kraftig og karakterfuld Formgivning. Flere af hans
Værker var vægtige og paa Salonen stærkt
omstridte Indlæg i Kampen mellem Klassikerne
og den ny romantiske Skole, hvortil S. nærmest
hører efter Naturel og Tilbøjelighed for
lidenskabelig bevægede grufulde Scener (de store
»Locusta giver Slaven Gift« [Louvre 1824, Mus.
i Nîmes] og »Athalia« [1827, Mus. i Nantes]).
Allerede paa Salonen 1822 havde han vakt
Opsigt ved »Kurtisane«, i Anordningen paavirket
af, Tizian og Giorgione og med stærk Front
mod den David’ske antikiserende Retning. Hans
religiøse Værker som »Hieronymus« (1831,
Louvre) og »Kristus paa Korset« bærer ogsaa
ved Udtrykkets og Bevægelsens Voldsomhed
det romantiske Præg. Senere malede han en
Del Portrætter (Louis Philippe). Hans sidste
Arbejde var, paa Foranledning af Thiers,
1833—36, en stor og god Kopi af Michelangelo’s
»Dommedag«; de gode økonomiske Kaar, dette
Arbejde bød ham, hindrede en tidlig Død ham
i at udnytte.
A. Hk.
Sigambrer, se Sugambrer.
Sigar, dansk Sagnkonge; Fader til Signy
(Signe), lader hendes Elsker Hagbard hænge,
men fældes ved hans Broder Hake’s Hævn.
Sagnet er fra gl Tid knyttet til Sigersted paa
Sjælland, ved Ringsted. S. omtales allerede i
det angelsaksiske Vîdsîð-Kvad i
Folkevandringstiden som en mægtig Hersker over Danerne;
»Sigehere længe over Sødaner raaded«, hedder
det her, og han er formodentlig en historisk
Skikkelse fra Tiden før de egl. Skjoldungers
Fremtræden i Folkevandringstiden. Jfr.
Siklinge-Slægten.
(A. O.). H. El.
Sigbrit Villumsdatter, Kong Christian II’s
Raadgiverske. S. V. hørte opr. hjemme i
Amsterdam, men var med sin Datter Dyveke
flyttet til Bergen, da Kongen 1507 ell. 1509 lærte
dem at kende. Om hendes Forhistorie vides
ellers saa godt som intet. Hun gav hurtig sit
Samtykke til Dyveke’s Forbindelse med Kongen
og opnaaede efterhaanden ved sin skarpe og
nøgterne Forstand og sin finansielle Begavelse
større og større Indflydelse over ham. Hun og
Datteren fulgte ham til Oslo; efter hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
