- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
481

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skåne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

uden naturlige Havne. Flyvesandsomraader og
Klitter findes ved Falsterbo og Sandhammeren,
S.’s sydøstlige Odde, samt ved Hanöbugten.
I Henseende til Terrain er S. et bølget
Sletteland, der stemmer overens med de danske Øer.
Den nordøstlige Del hører dog endnu til det
smaalandske Højland. Det Skaanske Sletteland
afbrydes af en Rk. Højdedrag, som er
orienterede NV.—SØ., og som alle er begrænsede af
Brudlinier. De er Horste, Partier af
Grundfjeldet, som er skudt op mellem Brudlinierne.
I NV. ligger Hallandsås, der danner Grænsen
mellem Halland og S. Den deles af to
Tværdale i tre Dele, af hvilke den østlige bærer S.’s
højeste Punkt, 206 m. Mellem Skelderviken og
Øresund ligger den 16 km lange og 1—1,5 km
brede Kullen ell. Kullaberg, 188 m høj. Samme
Højde naas af Söderåsen lidt længere mod SØ.
I det østlige S. paa Grænsen mellem
Kristianstads og Malmöhus Län hæver sig den 15—30
km brede Linderödsås, som ender i Østersøen
ved Stenshufvud N. f. Simrishamn. Dens Højde
er omkr. 150—180 m, men et enkelt Punkt naar
i Svensköps Sogn 196 m. Mellem Ring- og
Våmbsjön danner den en 100—120 km bred
Højslette. I det sydlige S. hæver sig endelig
den 17 km lange og 3—4 km brede Romeleås
(Romeleklint), som i N. er 175 m høj. Det
Skaanske Sletteland skæres saaledes i fl.
Stykker. NØ. f. Linderödsåsen ligger
Kristianstadsbækkenet med Ifösjön og Hammarsjön. Mellem
Linderöds- og Romeleås breder sig Österslätt
som i S. gaar over i den bakkede og meget
frugtbare Söderslätt omkr. Ystad, Sveriges
frugtbareste Egn. Endelig strækker den
vestskånske Slette sig V. om Romeleåsen op til
Skelderviken.

S.’s Geologi kan opvise en rigere
Formationsrække end noget andet Sted i
Skandinavien. I Modsætning til det øvrige Sverige har
S. i det lange Tidsrum fra Kambrium til
Kvartærperioden gentagne Gange været dækket af
Havet. De talrige Forskydninger og den
hyppige Forekomst af eruptive Dannelser som
Diabas og Basalt vidner om en urolig
Tilvævelse. Jævnsides og i samme Niveau
forekommer der Lag af forsk. Alder. Brudlinierne gaar
som Regel fra NV. til SØ.; men det nøjere
Studium af de geologiske Forhold hemmes ikke
lidt ved det mægtige Dække af Moræneler, der
under Istiden er udbredt over næsten hele S.
Underlaget er mod NØ. alle Vegne Grundfjeld
og særlig Gnejs. Grænsen for Grundfjeldet
danner en Linie fra Skelderviken til Egnen N.
f. Simrishamn indesluttende Söderåsen og
Linderödsåsen, men desuden kommer det frem
i Romeleåsen samt i Kullen. Kambrisk-siluriske
Dannelser som Kvartsitsandsten
(Hardebergasandsten), Alunskifer, Ortoceratitkalk og
Graptolitskifer forekommer i et Par store Bælter,
der fra Egnen mellem Simrishamn og
Sandhammeren og fra Egnen ved Ystad strækker
sig mod NV. gennem det sydøstlige og
mellemste S. samt i et mindre Parti paa Sydsiden af
Kullen. Triasdannelser (Keuper) som
forskelligfarvede Lerarter, Sandsten og Skifer danner
Undergrunden i Egnen mellem Söderåsen og
Landskrona, i et Bælte S. f. Kullen fra
Höganäs til Skelderviken samt omkr. Löddeåen ved
Hoby N. f. Lund. Ved Boringer har man
tillige paavist, at Triaslagene ligger under de
kulførende Juralag i det nordvestlige S., det
saakaldte Rhæt-Lias-System. Dette forekommer paa
4 Steder med et Areal paa c. 800 km2. Størst
Udbredelse har det i Helsingborgomraadet fra
Helsingborg til Skelderviken og Hallandsås, og
dernæst findes olet i Stabbarpomraadet ved
Byen Eslöf samt i Kurremöllaomraadet et langt,
smalt Bælte langs Silursystemets Grænse fra
Våmb-Sjön til Egnen N. f. Ystad og endelig i
Horomraadet ved Landsbyen Hör N. f.
Ringsjön, hvor den saakaldte Hörsandsten findes.
I hele den sydvestlige Del af S. samt i Egnen
om Kristianstad hviler Moræneleret paa
Kridtdannelser. Skrivekridt er overvejende, men
Saltholms- og Faksekalk forekommer ogsaa; af
andre Dannelser fra samme Periode nævnes
Sandstenen (Köpinge-Sandstenen) fra Ystad og
Skalgruskalken (Ignabergakalken) og
Hannaskogskalken fra Kristianstads-Egnen.
Tertiærsystemet er ubetydeligt i S. Ved Kysterne
findes Blokke af Tertiær samt Rav og forkislede
Træstykker fra Ravpindelagene, men det
ligger altsammen paa sekundært Leje i
Morænedannelserne. Derimod findes i et stort tertiært
Sænkningsfelt omkr. Ringsjön vulkanske
Dannelser, bestaaende af c. 70 lave Høje og Rygge
(40—50 m). De bestaar af prismatiske
Basaltsøjler. Desuden findes vulkanske Bomber,
Lapilli og Aske (Tuf paa Lilleö i Ringsjön). Tæt
ved Klagshamn har man fundet en ringe
Forekomst af paleocænt Grønsandsmergel, det
eneste Eks. paa faststaaende tertiære Sedimenter i
Sverige. S.’s Vandløb er gennemgaaende
smaa. Længst mod NØ. danner Skräboån Afløb
for den 58 km2 store Ifösjö, der indeholder Ifö
(30 km2) og Nord fra modtager Holjeån. Størst
er Helgeån (193 km), der kommer fra
Småland og i S. optager Finja-Sjöns Afløb Almaån.
Ved Åhus udmunder den i Østersøen gennem to
Arme. Yderligere nævnes Löddeån ell.
Kjeflingeån, der gennemstrømmer Våmbsjön og
udmunder i Lomma-Bugten, Vegeholmsån, der
falder i Skelderviken, samt Rönneån, der
gennemstrømmer den 43 km2 store Ringsjö og
ligeledes udmunder i Skelderviken. I
Modsætning til Nordsverige, men i Lighed med
Danmark, har S. et Øklima med forholdsvis
varm Vinter og ret kølig Sommer. Middeltemp.
for Juli ligger i S. omkr. 16°, for Jan. mellem
÷ 1° og 0° og for hele Aaret mellem 6 og 7°.
Den aarlige Regnmængde, der er størst mod
NV. paa Grænsen til Halland og mindst ved
Falsterbo, ligger mellem 40 og 63 cm. S.’s
Plantevækst ligner Danmarks meget. Løvskov
er fremherskende, og hele S. ligger inden for
Egens og Bøgens Omraade. Egen forekommer
hyppig som enligt Træ og i Lunde, men
Egeskove er sjældne. Derimod er Bøgen hyppig
skovdannende, og mellem Bøgeskovene breder
sig frodige Agre, der ved Diger og Pilehegn
er delte i Lodder. Som et typisk Eksempel paa
den tidligere Natur i det vestlige og sydlige S.
kan nævnes den mærkelige Dalbyhage, en lille
Fredskov 10 km SØ. f. Lund. Bebyggelsen er
for en stor Del samlet i Landsbyer med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0495.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free