- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
506

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skandinavisme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Den patriotiske Tilskuer« udtalt, at de nordiske
Folks Udvikling vilde vinde stort Gavn af en
fælles Dyrkelse af begge Sprog, og ligefrem
ønsket, at »vi kunde finde et saadant Middel til
at forene det danske og det svenske Sprog, at
Indbyggerne i de tre Riger udgjorde kun eet
Selskab i Henseende til Videnskaberne«, og 1774
havde Historikeren Suhm i sin nordiske
Fortælling »De tre Venner« (Asbjørn, Hjalmar og
Ørvarodd) fremstillet sin Yndlingstanke, at de
tre nordiske Folk burde betragte hverandre som
Brødre. Nu begyndte man at bruge
»skandinavisk« til at betegne Fællesskabet; den yngre
Sneedorf fremstillede 1792 aabent »Vigtigheden
af de tre nordiske Rigers Forening«, M. K.
Bruun digtede en »Nordbosang«, og J. K. Høst
udgav et blandet dansk-svensk Tidsskrift
»Nordia« (1794). 2 Aar senere stiftedes i Kbhvn »Det
skandinaviske Litteraturselskab«, der omfattede
mange af Danmarks bedste aandelige Kræfter
og i høj Grad tjente til at fremme national
Stemning, men som kun blev i Stand til at
vinde faa sv. Medarbejdere til sit »Skandinavisk
Museum« (7 Bd, 1798—1803) ell. til Fortsættelsen
»Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter«
(23 Bd, 1805—32). Men ogsaa Statsmændene
grebes af Tanken. 1794 blev et særskilt
Neutralitetsforbund indgaaet mellem Danmark-Norge
og Sverige, ligesom 100 Aar tidligere, til
Handelens Beskyttelse; A. P. Bernstorff var da
naaet til den Opfattelse, at »alt, hvad der
nærmer Danmark og Sverige til hinanden, er
naturligt, men alt, hvad der fjerner dem, er
uretfærdigt og kunstigt«, og E. Schimmelmann gav
endog et saa vidt gaaende Udtryk for
Stemningen, at »man opfattede de tvende Folk som een
Nation, styret af to Konger«.

Desværre holdt denne Stemning sig ikke, og
man fik i det ny Aarh.’s Beg. et lgn. Brud
mellem de to da regerende Fætre, som man
havde faaet 100 Aar tidligere mellem Frederik
IV og Karl XII. Da Aarene 1807—09 paa ny
havde godtgjort de usalige Følger af den
fortsatte Splid mellem de nordiske Riger og deres
dermed flg. Afmagt over for Udlandet, søgte
Prins Christian August af Augustenborg, der
synes at have omfattet Enhedstanken med
oprigtig Varme, ved sin egen Adfærd over for
Svenskerne at nærme Folkene til hinanden, ja
raadede ligefrem til en politisk Sammenslutning
med en fælles Forfatning. Frederik VI var dog
alt for legitimistisk i sin Tankegang og alt for
indtaget i sin egen Enevælde til at kunne
gribes af en saa stor Tanke, end sige til at ville
gøre Ofre af sin egen Myndighed for at
fremme dens Virkeliggørelse. Først ved det andet
sv. Tronfølgervalg 1810 var han villig til at
overføre den ny sv. Forfatning til Danmark og
Norge, og der gjordes Forsøg paa at vække
Stemning for ham i Sverige (Fr. Moltke og E.
Schimmelmann skrev Flyveskrifter herom, og
ligeledes Grundtvig »Er Nordens Forening
ønskelig?«); men det gunstige Øjeblik var gaaet
tabt ligesom 1743, og Udviklingen førte med sig,
at Norge løsreves fra Danmark, hvorved
Kløften mellem dette og Sverige uddybedes, uden
at Forbundet mellem Norge og Sverige blev
virkelig inderligt.

Den nyere S. kaldtes til Live af Digtere og
Videnskabsmænd. Ligesom Franzén 1794 havde
sendt en inderlig Hilsen fra den »svenske
Sanggudinde til den danske«, var det Tegnér, som
1829 i Lunds Domkirke hyldede Oehlenschläger
som »den nordiske Sangerkonge«. Efter
Opfordring af den norske Læge Chr. Aug. Egeberg
holdtes 1839 i Göteborg det første
skandinaviske Naturforskermøde (det 15. 1898; de senere
omfattende ogsaa Læger og Oidgranskere), og
s. A. begyndte Fr. Barfod Udgivelsen af
Tidsskriftet (»Brage og Idun« med Bidrag fra alle
Nordens Lande (4 Bd, 1839—43). Aaret forinden
havde Nordmanden P. A. Munch skrevet den
første Fremstilling af de tre nordiske Landes
Historie som en Helhed; senere har bl. a.
Svenskeren O. T. Odhner (1869) og Danskerne N.
Bache (5 Bd, 1880—87) og Joh. Ottosen (3 Bd,
1901—04) taget Opgaven op, medens C.
Rosenberg kun halvt fik færdig sin Fremstilling af
»Nordboernes Aandsliv fra Oldtiden til vore
Dage« (3 Bd, 1879—85). Det livligste Udtryk fik
dog S. i Studentermøderne, udgaaede fra mere
tilfældige Sammenkomster mellem Kbhvn’s og
Lunds Studenter. Karl XIV udtalte allerede
1837 i en Rundskrivelse til Sveriges Sendemænd
sin skarpe Fordømmelse af al politisk
Skandinavisme, og baade han og Christian VIII saa
med Misnøje paa det første større Møde i
Upsala 1843. Det lykkedes Karl’s Søn, Oscar I,
at hindre et nyt Møde 1844, men ikke
desmindre holdtes 1845 i Kbhvn et fælles Møde fra alle
4 Univ., som vakte et stort Røre ogsaa uden
for Studenternes Kreds. Under den store Fest,
der holdtes 24. Juni i Christiansborg Ridehus,
var det, at Orla Lehmann med megen
Veltalenhed og i højt stemte Udtryk hævdede Nordens
Enhed og ligefrem tog de 1500 Studenter, som
her var samlede, i Ed paa deres fremtidige
Troskab imod Nordens Sag. Senere rejstes
retslig Tiltale imod Lehmann og to andre
danske Talere, men alle frifandtes. Allerede af
Mødet 1843 udsprang det skandinaviske
Selskab i Kbhvn under H. N. Clausen, som i
endnu højere Grad end dets Forgænger et halvt
Hundrede Aar tidligere samlede Folkets bedste
aandelige Kræfter, og som i en Række Aar
indstil 1856 ved Møder og Foredrag virkede for
Sagen.

1848 gav sig baade i Sverige og Norge en
varm Følelse til Kende for Danmarks Sag;
talrige Frivillige 6tillede sig under dets Faner,
og i Juni 1848 sendtes 5000 svensk-norske
Tropper til Fyn for at deltage i Krigen under visse
Forudsætninger. Kongen af Sverige og Norge
var ogsaa en for Danmark gunstig Mægler i
Underhandlingerne med Preussen, og under
Vaabenstilstanden 1849—50 var det svenske og
norske Tropper, som besatte Nordslesvig. En
mere bestemt Optræden fra Kong Oscar’s Side
kunde vistnok have bragt Tronfølgen i Danmark
over paa de forenede Rigers Kongehus, ligesom
det omvendt 1743 og 1809 havde været muligt
for det danske at erhverve Tronfølgen i
Sverige. Tanken om Nordens naturlige Enhed vandt
dog utvivlsomt Indgang hos Folkene selv, og
det hilstes med Glæde, da Kong Oskar 1856
over for Nordens Studenter (paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0520.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free