- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
846

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Snokronede - Snoldelev-Stenen - Snor - Snorken - Snorralaug - Snorre Sturlason - Snorri goði Þorgrímsson - Snorri Sturluson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Træer, oftest med modsatte Blade uden
Akselblade. Blomsterne er undersædige,
regelmæssige, tvekønnede og hyppigst 4- ell. 5-tallige i
Bæger og Krone, ligesom der af Støvdragere
mest er 4 ell. 5; 2 Frugtblade. Kronen er meget
alm. snoet i Knoplejet (deraf Navnet), saaledes
at de højre Rande af Kronbladene er fri.
Frugten er meget forsk. Frøene har oftest rigelig
Frøhvide. Se Ensianfamilien,
Singrønfamilien, Svalerodfamilien og
Loganiaceæ.
A. M.

Snoldelev-Stenen, dansk Runesten, funden
c. 1780 inden i en Gravhøj i Snoldelev Sogn,
Kbhvn’s Amt, nu opstillet i det danske
Nationalmuseums Runehal. Indskriften, som sættes
til Beg. af 9. Aarh., gengives saaledes af
Wimmer: »Gunnvalds Sten, Søn af Roald,
»Taler« paa Salhøje (ɔ: i Landsbyen Sallev,
Snoldelev Sogn)«. — Det var rimeligvis
Gunnvald, ikke Roald, som var »Taler«. Talerne
(þulir) var Vismænd, som havde Indsigt i
guddommelige og menneskelige Ting, og som,
siddende paa en »Talerstol« (þularstóll), foredrog
deres Viden for andre; de nævnes baade i den
oldnorsk-isl. og den oldeng. Litteratur; men
kun paa S. bruges Ordet som Navn paa en
særlig Livsstilling; hvori denne bestod, vides
der intet om. — Paa Stenen findes hedenske
religiøse Tegn, deriblandt et »Hagekors« og en
»Triskele« bestaaende af tre Horn, som griber
ind i hinanden. (Litt.: Wimmer, »De
danske Runemindesmærker«, II, S. 338 ff.;
Finnur Jónsson, »Den Oldnorske og oldisl.
Litt.’s Hist.«, 2. Udg., I, S. 80 ff.).
V. D.

Snor, et tyndt, meget haardt bundet og
snoet Reb.

Snorken fremkommer under Søvnen, naar
der ved Aandedrættet findes Vanskeligheder for
Luftens Passage gennem Halsen enten ved
Ganesejlets ell. Tungens Tilbagesynken i Svælget. S.
indtræder derfor lettest, naar man ligger paa
Ryggen.
(G. N.). J. M.

Snorralaug, se Reykholt.

Snorre Sturlason, d. s. s. Snorri
Sturluson
.

Snorri goði Þorgrímsson, isl. Gode af
Þórnesingaslægten (963—1031). S. er
en af Sagatidens meste berømte Høvdinger. Han
er Hovedpersonen i Eyrbyggja Saga og omtales
i fl. Sagaer. I Sagatidens sidste Halvdel deltager
han i fl. Begivenheder end maaske nogen
anden Høvding, og han viser sig altid som den
kloge, dybttænkende Mand. I Njál’s Saga
omtales han som den forstandigste Mand paa
Island, dog med Undtagelse af dem, der var
»forudvidende«; der karakteriseres han ogsaa som
en god Ven af sine Venner, men grusom imod
sine Fjender. Efter at have opholdt sig et Aar
i Norge overtog S. kun 16 Aar gl sin fædrene
Gaard Helgafell, hvor han levede i 29 Aar.
Omtrent samtidig med Gaarden overtog S.
Slægtens Godedomme, og han blev siden kaldt »S.
goði«. Han blev hurtig en anset Høvding, men
mange misundte ham hans Magt. Hans Stilling
medførte, at han snart blev indviklet i forsk.
Sager og Stridigheder. Af disse var hans Strid
med den ædle og tapre Arnkell Gode den
mærkeligste. S. maatte fl. Gange trække det korteste
Straa. Endelig overfaldt han, ophidset dertil af
sine Fosterbrødre, Arnkell med 15 Mand og
dræbte ham (993). Dette var S.’s værste
Gerning. Ved Kristendommens Indførelse sluttede
han sig hurtig til den og byggede en Kirke paa
sin Gaard, Helgafell. En særlig vanskelig Sag
havde S., da hans Svigerfader Viga-Styr blev
dræbt (1007). For at indstævne Sagen for
Altinget tog S. med 480 Mand til Borgarfjorden, men
blev af de borgfjordske Høvdinger standset ved
Hvitaa. S. tabte Sagen paa Altinget, men
hævnede sig om Efteraaret ved at dræbe sin
Modstander. S. var en god Ven af Guðrún
Osvífrsdóttir. Efter hendes Mand Bolli’s Drab skiftede
han Bopæl med hende og flyttede til
Sælingsdalstunga (1008), hvor han levede til sin Død;
han forhindrede ogsaa, at nogen af Kjartan’s
Brødre blev dræbte til Hævn for Bolli. Kendt
er ogsaa S.’s Optræden paa Altinget 1012 under
Søgsmaalet i Anledning af Njals-Branden, da
han under Kampen forhindrede Flosi fra at
flygte op i Almannagjâ, og 1024, da han
modsatte sig, at Landets mægtigste Høvdinger paa
een Gang skulde besøge Kong Olav den Hellige.
(Litt.: B. Th. Melsted, »Islendinga saga«,
II).
B. Th. M.

Snorri Sturluson, isl. Høvding, Skjald og
Historieskriver, (1178—1241), tilhørte en af
Islands kraftigste Slægter baade paa fædrene og
mødrene Side. Ved Hjælp af
Omstændighederne var han saa heldig, allerede 3 Aar gl at blive
optagen i Huset hos Datidens største og
mægtigste Høvding, Jon Loptsson i Odde. Her
opholdt han sig, til han 1199 blev gift med Herdis,
Datter af den rige Berse paa Borg; ved dette
Giftermaal lagde han Grunden til sin senere
Rigdom og Magt. Om hans Opfostringsaar i
Odde hører vi intet; men at han paa dette
Videnskabens gl. og berømte Sæde har givet sig
af med histo. og poetiske Studier, er sikkert.
Han var aabenbart tidlig udviklet. Hans
Rigdomme og Magt, især efter at han 1206 var
kommen i Besiddelse af Gaarden Reykjaholt,
voksede stadig. 1214 blev han valgt til
Lovsigemand, og denne Stilling beklædte han til
1218. I dette Aar rejste han første Gang til
Norge og sluttede sig her meget nøje til Skule
Jarl, mindre stærkt til Kong Haakon, af hvem
han blev ophøjet til Lendermand og Skutilsvend.
Begge forherligede han ved Kvad, især ved det
c. 1223 digtede Háttatal, Digtet med de mange
Versemaal (102 Vers). Under dette Ophold
forhindrede S. S. et Krigstog, som Kongen og Skule
tænkte paa at gøre til Island; man sagde, at S.
S. havde lovet at bevæge Islænderne til at
underkaste sig Kongen uden Sværdslag. Hvad
sandt der er heri, vides ikke, men S. S. gjorde
aldrig noget for at holde dette »Løfte«.
Tværtimod. Han vendte tilbage 1220, valgtes igen til
Lovsigemand 1222 og genvalgtes til 1231. Disse
Aar var de fredeligste i hans Liv, og det er
sikkert i dem, han har udfoldet sin videnskabelige
hist. Virksomhed. De flg. Aar var i det hele
meget ufredelige, og S. S., skønt en meget
fredelskende Mand af Naturen, kunde ikke undgaa
at blive indviklet i Striden. S. S. vilde
aabenbart ikke have noget med Kong Haakon’s Planer
over for Island at gøre, men Kongen fandt
villigere Redskaber dels i andre Medlemmer af
S. S.’s Slægt, dels i andre isl. Høvdinger,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0874.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free