- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
872

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - socii - Socinianere - Sociologi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


socii (lat.), Forbundsfæller, var hos Romerne
den officielle Betegnelse for alle de Folks
Stilling, som var afhængige af Rom uden dog
formelt at være dets Undersaatter. Opr. var
Forholdet virkelig et Forbundsforhold; men da
Romerne altid alene raadede over Udenrigspolitikken,
blev s.’s Stilling snart den, at de ubetinget
havde at følge Romerne i alle de Krige, som disse
blev indviklede i, hvorimod de ikke svarede
nogen Afgift og selv kunde raade over deres indre
Anliggender. I dette Forhold indtraadte
efterhaanden alle Folkeslag i Italien paa mere eller
mindre gunstige Vilkaar; bedst stillede var
Latinerne. Misfornøjelsen med, at deres virkelige
Stilling ikke svarede til den formelle, idet de
maatte undvære Medbestemmelsesret paa de
vigtigste Omraader, medførte
Forbundsfællekrigen (bellum sociale), som udbrød 90 f. Kr.
og forte til det Resultat, at rom. Borgerret
indrømmedes alle s. i Italien. Ogsaa uden for
Italien fandtes der s., hvis Stilling var gunstigere
end de egl. Provinsbeboeres; ogsaa de fik
efterhaanden rom. Borgerret.
H. H. R.

Socinianere. Det store religiøse Røre, som
Reformationen skabte, førte ogsaa til Dannelsen
af fl. mindre, selvstændige Religionssamfund.
Bl. disse var S. Stifterne af Socianismen var
Lelio Sozzini (1525—62), en underlig,
urolig Natur, som flakkede Europa rundt og kom
i Berøring med de fleste af Tidens religiøse
Aander, og først og fremmest hans Brodersøn
Fausto Sozzini (1539—1604). Fausto, som
paa mødrene Side var beslægtet med den
berømte Familie Piccolomini, førte ogsaa et noget
omflakkende Liv. Han var stærkt religiøst
interesseret, men roste sig af kun at have
modtaget Paavirkning og Lærdom fra Biblen og fra
sin Farbroder Lelio. Efter dennes Død opholdt
han sig i en Aarrække ved det mediceiske Hof i
Firenze, æret og anset, men ret uvirksom. Han
brød derfor til sidst op derfra og levede nu
nogle Aar (1574—78) i Basel, hvor han søgte
at samle sine religiøse Tanker til et System, og
hvor han ogsaa udgav fl. Skr, bl. a. De Jesu
Christo Servatore
og De statu primi hominis
ante lapsum
. En Tid var han i Siebenbürgen,
men derpaa drog han til Polen, hvor hans
Farbroder ogsaa havde været, og der levede han
Resten af sit Liv, ivrig beskæftiget med at
samle Meningsfæller og danne en Menighed. Det
lykkedes ham at vinde Tilslutning hos mange;
men mange var ogsaa imod ham, og han blev
endog Genstand for Forfølgelse. Hans Skr
udgaves 1656 fl. af Wiszowaty i Biblioteca fratrum
Polonorum
, I—II. Paa Basis af hans Udtalelser
fik det Samfund, han dannede, og som kom til
at bære hans Navn, Aaret efter hans Død en
Katekismus, Rakauerkatekismen, og
den er S.’s egl. Symbol. I Rakau (Rakow)
havde S. deres Hovedkvarter, og i denne By
grundlagdes allerede før Fausto’s Død en Skole eller
højere Undervisningsanstalt, som snart blev
meget søgt, ogsaa af andre Konfessioner, for sin
Lærdoms og gode Disciplins Skyld. Hvad der
ogsaa bidrog til at fæstne det ny Samfund, var
den gennemførte Organisation. Øverste
Myndighed var en Generalsynode, som hvert Aar
traadte sammen i Rakau. Fra Polen bredte S.
sig i Beg. af 17. Aarh. til andre Lande, men
med den kat. Reaktion kom Trængselstider over
det socinianske Hjemland, og især Jesuitterne
var haarde i Polen. Skolen i Rakau blev
saaledes ophævet 1638, og Byen selv gik det
efterhaanden i den Grad tilbage med, at den nu kun
er en lille Landsby. Men det blev værre endnu.
1658 forvistes S. fra Polen. I andre Lande
lykkedes det dem derimod, om end under
Trængsler, at holde sig, saaledes i Tyskland, hvor der
var S. indtil ind i 19. Aarh., i Nederlandene,
hvor de dog efterhaanden smeltede sammen
med andre Samfund, og især i Siebenbürgen, i
England og i Nordamerika. S. kaldes og kalder
sig nu sædvanlig Unitarer. Et Par
Menigheder har ogsaa dannet sig i Danmark,
deraf en i Kbhvn. I Oslo stiftedes 1895 en
Menighed af Kr. Janson.

I S.’s Lære er der forsk. Lag. Vi beskæftiger
os her især med den ældre Lære. Ny Test.
ansaas for Lærens Kilde, medens Gl. Test.
erklæredes for overflødig for den Kristne. Men
samtidig aabnedes en Plads for den menneskelige
Fornuft ved Bestemmelsen af Religionens
Indhold, og efterhaanden gled Socinianismen over
i ren og skær Rationalisme. I nyere Tid er der
ogsaa kommet panteistiske Træk til. I Læren
om Gud bekæmpes paa det kraftigste den
kirkelige Lære om Treenigheden. Gud er kun een,
og Kristus er kun et Menneske, men ganske vist
et enestaaende herligt Menneske, som før sin
Lærergerning paa Jorden blev bortrykket fra
den en Stund til Gud for af ham at faa
Oplysning og Vejledning, og som efter sin Gernings
Afslutning har faaet guddommelig Ære og
derfor ogsaa bør æres af Menneskene. Kristi
Gerning var at bringe Oplysning om Gud, og hans
Død var kun Beseglingen af hans Gerning.
Sakramenterne er kun Ceremonier. I Læren om
Frelsestilegnelsen er S. i alt væsentligt
Pelagianere. (Litt.: O. Fock. »Der Socinianismus«
[1847]; G. Krause, »Reformation und
Gegenreformation im ehemaligen Königreich Polen«
[1901]: Alexander Rasmussen,
»Unitarismen, dens Historie og Teologi« [1907]).
A. Th. J.

Sociologi, Videnskab om Samfunds- eller
Kulturfænomenerne, udforsker og
sammenligner Samfundenes Organisation, Religion, Moral,
Ret, Erhvervsmaader, Kunst, Videnskab o. s. v.
for at bestemme Lovene for alle disse Handle-
og Tænkemaaders Forekomst i de paagældende
Samfund.

Tilløb til S. findes i Middelalderen hos en
oppositionel Tænker som Roger Bacon (13.
Aarh.) og uden for den kristne Kulturkreds
(Ibn Chaldun, 14. Aarh.). Renaissancen
stiller Mennesket i Linie med de øvrige
Naturfænomener og muliggør for saa vidt en virkelig
Forskning ogsaa paa kulturelt Omraade.
Faktisk søger man dog snarere at bestemme en
»naturlig« Retsorden, Religion, Moral, o. s. v.,
der er almenmenneskelig ligesom Fornuften og
kun af Fordomme og Lidenskaber hindres i at
blive eneraadende. Samlet kommer denne
Synsmaade til Udtryk hos Spinoza, men fra
den nedstammer endnu den fysiokratiske og
liberale Økonomi. Skønt frigørende i mange

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/0900.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free