- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1047

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Magt vilde Amadeo ikke bruge, og 11. Febr
1873 opgav han den frugtesløse Kamp og
frasagde sig Kongeværdigheden. Straks derpaa
proklameredes Republikken med Figueras
som Præsident; Chef for Ministeriet blev den
veltalende idealistisk-republikanske Fører
Castelar. Tilstandene blev snart fuldstændig
anarkiske: unitariske og føderalistiske
Republikanere, de sidste med Pi y Margall som Fører,
socialistiske radikale og Anarkister kæmpede
voldsomt indbyrdes om Overmagten; »Frihedens
frivillige« begik Udskejelser, Katalonien
erklærede sig uafhængigt, og Karlisterne truede. I
Juni 1873 skete der en ny.
Dekorationsforandring: føderal Republik efter nordamerikansk
Mønster med Pi y Margall som Præsident.
Heller ikke han kunde bringe Orden til Veje, og
frygtelige Myrderier fandt Sted i Provinserne
(Alcoy, Cartagena), hvor Byerne hver for sig
erklærede sig før selvstændige Smaastater
(»Kantonalismen«). Salmerón afløste ham, men
formaaede lige lidt; bedre blev det under
Castelar (Præsident fra Efteraaret 1873 og snart
efter Diktator), der udfoldede megen Energi.
Men Landet stod i finansiel Henseende paa
Fallittens Rand, og da de rødeste
Republikanere ikke mere vilde betragte Castelar som en
af deres, fik de ham styrtet i Beg. af 1874. Da
greb pludselig en pansret Haand ind i
Forvirringen: General Pavia jog Cortes fra hinanden,
og en stærk Eksekutivmagt, bestaaende af
Serrano, Topete, Sagasta og General Zabala, gav
Sagerne en hel anden Skikkelse. De fik straks
fuldt op at gøre med Karlistkrigen, idet
Marskal Concha var bleven overvundet (Juni 1874)
af Don Carlos’ Tropper ved Estella og falden
i Kampen; Serrano og andre Hærførere
rykkede i Marken med en betydelig Hærstyrke, og
Karlisterne begyndte at vige. Mere og mere
kom alle besindige Elementer i Nationen til den
Erkendelse, at Isabella’s Søn, den 18-aarige, i
England opdragne Prins Alfonso af Asturien,
vilde være den rette Konge, som kunde bringe
Landet den haardt tiltrængte Ro og Fred. Og
da General Martinez Campos i Sagunto
proklamerede Alfons XII 29. Decbr 1874, samlede
straks alle fredelskende Borgere sig om ham;
uden Blodsudgydelse blev hans konstitutionelle
Kongedømme indført, og allerede 10. Jan. 1875
holdt el Pacificador sit Indtog i selve det
urolige Barcelona.

De sidste Rester af den karlistiske Hær
opløstes 1876, efter et for dem uheldigt Felttog,
og modtog den Amnesti, Kongen tilbød dem;
endog den gl. Cabrera svor Alfons Troskab, og
Don Carlos forlod paa ny S. Forfatningen blev
revideret og forsynet med en Del
Bestemmelser, hvoraf nogle skulde imødekomme de
konservatives, andre de liberales Fordringer;
mindst fik dog unægtelig disse sidste. Den
ledende Statsmand under største Delen af
Alfons XII’s Regering var den maadeholdent
konservative Cánovas del Castillo, en af Landets
betydeligste Mænd, medens Oppositionen havde
jævnbyrdige Førere i Sagasta og Castelar. Han
kunde dog ikke trods sin Indflydelse hos
Kongen hindre denne i at indgaa et
Inklinationsægteskab i Jan. 1878 med sin Kusine Mercedes,
Datter af Hertugen af Montpensier, en
Forbindelse, som i det hele var mange imod. Men
den yndefulde Dronning vandt snart
Befolkningens Sympati, og da Kongen efter faa
Maaneders Ægteskab mistede hende, vakte hans dybe,
mandig baarne Sorg Nationens Deltagelse i høj
Grad; hans mange gode Egenskaber — Mod,
Pligtfølelse, Mildhed og Vennesælhed — havde
allerede i Forvejen stemt hans Folk
sympatetisk for ham. Men alligevel er ogsaa hans
Regeringstid præget af den misbrugte
Parlamentarisme, som er en af S.’s værste Kræftskader
— ved Siden af slet Administration, som ingen
vilde ret til Livs: Partierne reves om »at
komme til Fadet«, men foreløbig blev Cánovas paa
sin Plads. 1879 fik man af Statshensyn Kongen
til at gifte sig igen, med Ærkehertuginde Marie
Christine af Østerrig. S. A. havde han befæstet
sin Popularitet ved kæk og energisk Optræden
under de store Oversvømmelser i Murcia (siden,
1885, viste han en lgn. Uforfærdethed under
Koleraepidemien i Madrid). At Cánovas’
Ministerium 1881 maatte give Plads for et liberalt
under Sagasta, skyldtes hans Misgreb i
Cuba-Spørgsmaalet. Denne Ø havde i mange Tider
været misfornøjet med at høre under S.;
Nordamerika vilde 1854 have købt den ell. endog
besat den, men der blev intet ud deraf, derimod
Oprør paa Oprør, som kostede Spanierne mange
Penge og meget Blod, indtil Martinez Campos
1878 undertvang Insurgenterne, hvorpaa han
lovede Cubanerne de attraaede Reformer. Men
Cánovas og hans Parti brød Staven over denne
Adfærd, som de ansaa for upolitisk; dette vakte
atter en stærk Opposition, og Premierministeren
maatte tage sin Afsked. Sagasta’s liberale
Ministerium varede et Par Aar; men de Elementer,
hvoraf Venstre var sammenstykket, blev uenige:
et andet liberalt Ministerium (med Posada
Herrera i Spidsen) fungerede en kort Tid, og 1884
var Cánovas atter ved Roret. Men næste Aar,
25. Novbr 1885, døde Alfons XII, efter i længere
Tid at have været brystsvag, til alm. Sorg for
hans Folk.

Et halvt Aar efter hans Død, 17. Maj 1886,
fødte Enkedronningen en Søn til Verden,
Alfons XIII. Cánovas havde af Patriotisme
straks efter Kongens Død overdraget
Modpartiets Chef, Sagasta, at danne et nyt Ministerium.
Dog fandt Ministerskifte mangen Gang Sted i
de Aar, Cristina styrede Landet som
Regentinde for Sønnen: i Alm. var det enten Cánovas
ell. Sagasta, der blev Præsident, efter som det
liberale ell. konservative Parti vippedes i
Vejret. 1890 blev Forfatningen modificeret ikke
lidt i demokratisk Retning. Det Held opnaaede
Enkedronningen: at føre sit Regentskab til Ende,
idet Alfons XIII erklæredes myndig 17. Maj
1902. Men Riget havde forinden lidt et stort
Landetab. Cuba havde 1895 — dengang hed
Kabinettet »Sagasta« — gjort Oprør paa ny;
Martinez Campos søgte at stille Insurgenterne
tilfreds, men forgæves: 13. Novbr erklærede Øen
sig for en uafhængig Republik. Det lykkedes
ikke den sp. Marskal at faa Magt over
Oprørshæren, der drog Fordel af det vanskelige
Terrain paa ægte Guerilla-Vis. Da Cánovas s. A.
kom til Roret, betroedes det General Weyler,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1079.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free