Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stiernhielm, Georg - Stiernholm, Frederik Christian - Stiernhöök, Johan Olofsson - Stifbarn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han en for sin Tid interessant Udredning af
Sprogenes Udvikling, og i det Leksikon, »Gambia
Svea og Götha Måles Fatebur« (1643), hvoraf
kun Bogstav A udkom, har han meddelt
Etymologier, skarpsindige og naive mellem
hinanden, medens hans i Stridsskriftet
»Anti-Cluverius« (udg. 1685) forsvarer Paastanden om
Sverige som Goternes Urhjem. Men ved Siden
af denne sproglige Virksomhed har han udført
et betydeligt mere anerkendelsesværdigt
Arbejde som praktisk Sprogrenser; han krævede
Agtelse for Modermaalet og bidrog til dets
Udvikling.
Endnu medens han levede, blev han kaldt
»den svenske Digtekunsts Fader«, hans
Digtning var saa formfuldendt og frembød saa
mange ny Versemaal, at Samtiden maatte
anerkende ham. Hans berømteste Digt er »Herkules«
(1648, trykt 1658), som efter antikt Mønster
skildrer Samtiden og giver Raad angaaende det
Hofliv, hvori han selv var saa ivrig Deltager.
Han digtede »Heroisk Fägnesång« (1643) og
»Heroisk Jubelsång« (1644) til Dronningens
Fødselsdag, og de flg. Aar opførtes hans
Balletter: »Then fångne Cupido«, »Freds-Afl« o. fl.
Paa sine ældre Dage forfattede han det i en
senere Tid mest ansete Digt
»Bröllops-Besvärs-Ihågkommelse«, hvori han skildrer de
Fataliteter og Besværligheder, som er forbundne med
et Bryllup. Han er i dette Digt
Virkelighedsskildrer som ingen før ham, hans Opfattelse er
nøgtern, og Fremstillingen er farverig som de
holl. Maleres Billeder. Digtet hører til hans
bedst læselige. S. er Sundhedens og Livsglædens
Digter — et af hans sidste Arbejder er »Hälse
Prijs« — men ellers er hans Digtning uden
Glød; hans Betydning for Samtiden, der modtog
Impulser fra hans Digtekunst ved Samlingen:
Musæ Suethizantes. Thet, är Sång-Gudinnor. Nu
först lärande Dikta och Spela på Swenska«,
som han selv udgav 1668, laa i den Udformning,
han gav Sproget, og den Stilsikkerhed, han
krævede. Efterlignelsen af Antikken, som han
indledte, tabte sig hos Efterfølgerne, men de
fortsætter mod Virkelighedsskildring og mod
Livsglæde i den Retning, han havde anvist; der
ligger hans store Betydning for Eftertiden. Hans
Værker udgaves fl. Gange, senest 1818 (af L.
Hammarsköld), 1834-35 og 1871 (af Hanselli).
»Valda skrifter« v. Tamm (1903). (Litt.: »Nordin’s«
[i »Sv. A. H.«, 1786, 4. Del]; J. Wallenii,
Memoria Stiernhielmiana [1805]; »Geijers
Äreminne« [»Sv. A. H.«, 1796, XXIII]; Lénström,
»S. Ett literärt porträtt« [1838] o. fl.;
Swartling, »Georg S.« [1909]).
O. Th.
Stiernholm, Frederik Christian,
dansk General, f. 24. Jan. 1822 paa Gammellund
paa Morsø, d. 25. Apr. 1879 i Kbhvn. Han blev
1842 Sekond- og kort efter Premierløjtnant i
Artilleriet og 1847 Adjutant hos Prins Frederik
af Hessen-Kassel. Under Felttoget 1848 var han
Adjutant hos de Meza, deltog i Slaget ved
Slesvig og Kampene ved Nybøl og Dybbøl,
hvorefter han blev Kaptajn. 1849 var han Stabschef
ved Hærens Artillerikommando og deltog dette
og det følgende Aar i flere Kampe; var med
ved Solbro og ved Frederiksstad og havde en
fremragende Andel i Stillingens Forsvar,
navnlig 4. Oktbr. 1851 blev S. Kaptajn i
Generalstaben og 1854 Major. Fra 1853 var han
tillige 4 Aar virksom som Guvernør hos
Prins Frederik (Kong Frederik VIII) og blev
ved Krigsministerens Afgang Chef for
Generalstabens taktiske Sektion, Medlem af
Forsvarskommissionen af 1855 og 1858 Stabschef
ved 1. Generalkommando. Under Krigen 1864
var S. Stabschef hos General Gerlach og deltog
i Forsvaret af Mysunde. Da Gerlach var blevet
Overgeneral, fik S. Stabschefsstillingen ved
Overkommandoen, saa at han udøvede en betydelig
Indflydelse paa Ledelsen af Dybbøls Forsvar
og paa hele den senere Krigsføring. 1865 blev
S. Oberst og midlertidig Chef for
Generalstaben, 1867 General og virkelig Chef for samme;
som saadan indførte han Generalstabsøvelser,
forberedte Jernbanernes militære Benyttelse i
Krigstid og begyndte Udgivelsen af historiske
Arbejder (Krigen 1848—50). P. Gr. a. Svaghed
søgte han 1879 sin Afsked fra Krigstjenesten.
(P. Nw.). E. C.
Stiernhöök [’∫æ.rnhø.k], Johan Olofsson,
svensk Retshistoriker, »den svenske
Retsvidenskabs Fader«, f. 27. Februar 1596 i
Rättvik Sogn i Dalarne, d. 25. Juli 1675
i Sthlm. Af fattig Herkomst — han hed,
før han 1649 adledes, Johannes Olai
Dalecarlus — og tidlig forældreløs lykkedes det
ham ved Biskop Johs. J. Rudbeckius’ Velvilje
at rejse til Tyskland sammen med Axel
Oxenstierna for at studere der. Gustaf Adolf fik
Interesse for ham og skaffede ham ind paa
Embedsvejen, først som Lektor i Västerås, 1628
som Lærer i Statsvidenskab og Lovkyndighed
smst., 1630 Assessor i Åbo Hofret, 1640 Prof.
ved det nyoprettede Univ. smst., 1642 Medlem
af »Lagberedningen«, hvor han dannede
Centrum, 1646 Herredshøvding, 1647
Revisionssekretær. Ved sit klassiske Arbejde De jure Sveonum
et Gothorum vetusto, tilegnet Karl XI (1672,
udk. 1674), har S. gjort sit Navn udødeligt i sv.
Retsvidenskab. Hans Bog udfører et
Rydningsarbejde i radikal Forstand. Over for sin
Samtids uhistoriske Fantasier stillede han sin
skarpe Kritik, støttet til det sikre hist. Materiale. S.
synes i det hele at have været en usædvanlig
oplyst og sundt skuende Mand, Astrologi og
Trolddom betragtede han med Skepsis. I sine
sidste Leveaar var han blind. En god Støtte
fik han da i sin ene Søn Olof, der ligesom
Broderen Anders var Jurist. 1896 rejstes et
Mindesmærke for S. i Rättvik.
Fz. D.
Stifbarn (gldansk stiup-, styp-, stiv- o.
l., tysk Stief); tidl. var Formen Stifbarn den
almindelige, nu trænger Formen Stedbarn
mere og mere igennem i almindelig Tale.
Ved S. forstaas en Persons Ægtefælles Barn,
der ikke er vedkommende Persons eget Barn.
Den af Ægtefællerne, der ikke er Barnets
Ascendent, betegnes da som dets Stiffader eller
-moder. - Forholdet mellem Stifforældre og
Stifbørn er i flere Henseender af retlig
Betydning. Saaledes kan en Kvindes uægte Barn,
naar hun gifter sig med en anden end dets
Fader, saafremt Ægtefællerne er enige derom,
ved Anmeldelse til Kirkebogen faa tillagt
Mandens Navn. Er Barnet navngivet med Faderens
Navn, kræves dog ogsaa dennes Samtykke.
Under Ægteskabet har Stiffaderen eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
