Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Strindberg, Johan August - Strindberg, Tore - stringendo - Stringens - stringere - Stringocephalus - Stringops - Strinnholm, Anders Magnus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
inde i kemiske og alkymistiske Studier, og
de to Bøger »Tryckt och otryckt« (1890) og
»Antibarbarus« (1894) er rent videnskabelige
Arbejder, byggede paa forældede, selvtilegnede
Standpunkter og derfor rettede mod Samtidens
Videnskab, men i Virkeligheden vidner de paa
adskillige Punkter om den sjældne Aand, der
ikke kan undgaa at gøre sindrige Opdagelser.
Og den Række digteriske Værker, der følger
og forraader den Sjælekamp, som den een Gang
saa fri Digter udkæmper, vidner i ikke mindre
Grad om hans Aands Storhed.
S. var en Tid lang bosat i Tyskland, Frankrig
og Schweiz; men selv efter at være kommet
tilbage til Sverige, holdt han sig afspærret, og
de første Arbejder, »Inferno« (1897) og
»Legender« (1898) viser, at hans oprevne Sinds
Indgivelser ikke er naaet ud over Forfølgelses-
ell. Højhedsvanviddets Stadier. »Till Damaskus«
(1898) betegner derimod Indledningen til noget
nyt; det er det første Kunstværk fra hans
genvundne Beherskelsestilstand; det fortsættes, og
under Fællestitlen udgav han Skuespillene »Vid
högre rätt« (1899) og »Brott och brott«, som
hver for sig er betydelige og interessante, idet
han her rejser det stadig ubesvarede
Spørgsmaal om Idealets Kompromis over for
Virkeligheden, men har fornyet og uddybet det ved
bestandig Paamindelse om, at det er de høje
Magter, som fører os, hvorhen de vil. I sine
fire Skuespil »Folkungasaga«, »Gustaf Vasa«,
»Erik XIV« (1898) og »Gustaf Adolf« (1900),
iklæder han sin Tanke historisk Dragt. Alle
disse Skuespil er ujævne, og de er S.’ske i den
Forstand, at Personerne, Karaktererne, ikke
altid falder sammen med, hvad Historien
anerkender. Foruden de historiske skriver han
andre, dramatiske, Værker, af hvilke
»Midsommar« (1901), »Påsk« (s. A.), »Dödsdansen« (s.
A.), »Kronbruden«, »Svanhvit« og »Drömspelet«,
»Oväder« (1907), »Pelikanen« (s. A.) er de
betydeligste. Deres Maeterlinck’ske Stil og dybe
menneskelige Indhold har gjort dem meget
berømte og vil bevare dem længe baade i
Hjemlandet og Udlandet, hvor han har øvet saa stor
Paavirkning. Den meget store dramatiske
Produktion staar i Forbindelse med, at hans
naturalistiske Teorier om, at Skuespillet ikke
behøver den stærke Ensidighed, men baade
Uddybning og Karaktertydning, vandt Tilslutning.
Allerede 1888 paatænkte S. at realisere et
Forsøgsteater for sine første Skuespil, men det
gik ikke for ham; 1906 lod Teaterdirektør
August Falck »Fröken Julie« opføre i Sthlm,
og denne Gang slog Forsøget an, og til sidst
oprettedes »Intima teatern«, og efter nogle
Besværligheder med Kritikken sejrede S. her
fuldstændigt, litterært set, og skønt
Konstellationen August Falck og S. til sidst brast og
gav stærkt Tilbageslag, havde det givet S.’s
Produktion et Opsving, den ellers maaske
vilde have savnet.
Prosakunsten kom dog ikke til helt at
standse. »Fagervik och Skamsund« (1902) viser, at S.
atter er vendt tilbage til sin kære Skærgaard.
»Historiska miniatyrer« (1905) og »Nya svenska
öden« (1906) viser hans stadige Kredsen om sit
Lands historiske Scener. I »Ensam« (1903),
»Götiska Rummen« (1904) og »Svarta fanor« (1907)
viser han derimod sit rette Ansigt, stridslysten,
satirisk og hadefuld, og i de følgende Aars tre
Blaabøger fordyber han sig atter i
Sjæleskildringer og vakte den pinligste Opsigt hos nær-
og fjernstaaende. I »Tal till svenska nationen«
(1910) sluttede han saa at sige sit Opgør med
Nationen ved Strid med dens ypperste Mænd
og sine bedste Venner, f. Eks. Heidenstam,
hvorimod han i det Aaret forud offentliggjorte
»Stora landsvägen, ett vandringsdrama i sju
stationer« gav en Selvbekendelse i den
vemodige Spaltning af sit Sjæleliv.
S. stod, medens han levede, som et Stridens
og Splidens Tegn, men han var ubestridelig sin
Samtids selvstændigste Forfatter; utæmmet
i Følelsesliv, stærk i Tænkning maa han
bestandig gaa længere ned i Sjælelivets
Dybder, og djærv som ingen anden
foretog han sin Revision af Samtidens
Meninger. Efter S.’s Død er hans
Betydning ikke formindsket, og hans forstaaende
Beundreres Tal er blevet større. Hans
dramatiske Arbejder er genfødte paa Europas Scener
og har skabt ny Værdier, og selv om der
kommer Tider, hvor hans Stjerne er i Dalen, vil
den igen stige, og for de ensomme Grublere
vil hans Produktion atter faa Betydnings
(Litt.: Af den overordentlig store Litt. om S.
angives kun Hovedværker. Zetterlund,
»Bibl. Anteckn. om S.« [1913]; Landquist,
Kommentarer til hans Udg. af S.’s Saml.
Skrifter [1918]; Chr. Clausen, »En
Digterskæbne« [1913]; G. Uddgreen, »S.«, I—II
[1909—12]).
O. Th.
Strindberg [’strindbærj], Tore, svensk
Billedhugger, f. 19. Februar 1882. Han
studerede 1898—1902 under Medailløren A.
Lindberg og uddannede sig videre i Udlandet.
S. har i skiftende Materiale — Granit, Bronze,
Træ, Sølv m. v. — udført særlig megen
Smaaskulptur, Statuetterne »Sandalbinderske«,
»Yngling«, »Moder med Barn«, Gravmonumenter,
dekorativ Granitskulptur for Engelbrektskirken
i Sthlm, den tekniske Højskole smst. m. v. Paa
den svenske Udstilling i Kbhvn 1916 saas hans
store Udkast til et S.-Monument, et dygtigt
Portræt i sort Granit o. m. a.
A. Hk.
stringendo [strin’dзændo] (ital.), mus.
Foredragsbetegnelse: med voksende Hastighed,
betegner, at Tempoet efterhaanden skal tage til i
Hurtighed.
S. L.
Stringens, se stringere.
stringere (nylat.), sammendrage,
sammenholde; stringént, skarp, klar, følgestreng.
Stringéns, Klarhed, Konsekvens.
H. H. R.
Stringocephalus [-fa-], en Brachiopod af
anselig Størrelse, der optræder som Ledefossil
i de mellemste Devonaflejringer.
R. H. S.
Stringops, se Papegøjer, S. 847.
Strinnholm [’strinhålm], Anders
Magnus, sv. Historiker (1786—1862). Hans
betydeligste Arbejder er: »Svenska folkets historia
under konungarne af Vasaätten« (til 1544),
»Svenska folkets historia från äldsta til
närvarande tider« (til 1319), »Sveriges historia i
sammandrag« (til 1560); tillige oversatte han
Rühs’ »Svea rikes historia« paa Svensk. S. var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
