Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sælfangst - Sælhunde - Sælskind - Sæming - Sæmund Frode - Sæmundr Sigfússon, enn fróði - Sæmundsson, Tómas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derunder ikke indbefattet, tidligere paa aaret
end 1. april«, men denne formelle Fredning —
tilsvarende Bestemmelser er forøvrigt udstedt
af Storbritannien og Tyskland — er da
aabenbart ikke tilstrækkelig til at sikre Grønlænderne
den S., som de fra fordums Dage har baseret
deres Tilværelse paa. — Ogsaa i Øst-Isen, der
gaar fra Spitsbergen imod Novaja Zemlja til
det hvide Hav, driver Nordmændene S.; imod
Syd og langs Ruslands Kyst jager især Russerne.
Ved Newfoundland deltager navnlig skotske og
amerikanske Skibe i S. Efter denne Fangst paa
Grønlandssæl vender Nordmændene tilbage til
Norge for paany at drage ud i Begyndelsen af
Juni. Denne Gang hovedsagelig efter Klapmyds
i Danmarksstrædet, hvor denne Sæl søger hen
for Haarfældningens Skyld. Den er, naar den
ankommer, meget fed, men afmagres stærkt
under Fældningen. Denne Fangst begyndte 1874,
1876 tog Svend Foyn’s Sælfanger »Isbjørn«
2000 Klapmyds, og i de nærmest følgende 8 Aar
blev der aarlig dræbt godt 50000 Sæler eller i
alt henimod en halv Million, og lige saa mange
antages anskudt uden at være kommet til Nytte.
Senere har Fangsten været betydelig mindre,
henimod 20000 Stk. om Aaret. — I de sidste
Aar har gennemsnitlig 80 norske Skibe deltaget
i S. i »Vest-Isen«, og den samlede
Mandskabsstyrke har været c. 1300. Fangstudbyttet pr.
Skib har selvfølgelig været svingende; fra 30000
til 90000 Kr. pr. Aar, men kan gennemgaaende
sættes til 50000 Kr.; det vil sige, at i
uforarbejdet Tilstand har denne S. ydet c. 4 Mill. Kr om
Aaret. (Litt.: R. Collett, »Norges Pattedyr«
[Oslo 1911]; Johannes Hjort und N.
Knipowitsch, »Bericht über die
Lebensverhältnisse und den Fang der nordischen Seehunde«.
— Conseil permanent international pour
l’exploration de la Mer [Copenhague 1907];
Gunnar Isachsen, »Norske fangstmænds færder
til Grønland«. — Det norske geografiske
selskaps aarbok XXXI-XXXII [1922]; H.
Winge, »Grønlands Pattedyr«. — Conspectus
Faunæ Groenlandicæ. Mammalia [Kbhvn 1902]).
M. D.
Sælhunde, d. s. s. Sæler (s. d.).
Sælskind, Sealskin, kaldes nutildags
særlig Skindene af de Øresæler, der foruden de
grove og stride Haar tillige har et rigeligt,
silkeblødt Haarlag. Uanset Arten kaldes de i
Handelen under eet Søløver ell.
Pelssæler. S. undergaar en meget vidtløftig
Behandling, inden de kan benyttes som Pelsværk.
Naar Skindet er garvet og Overhaarene er
borttagne, bliver Uldhaarene farvede, dog
saaledes at Farven ikke trænger igennem til
Lædersiden (se Pelsvarer), hvorefter det
tykke Læder ved Afslibning gøres tyndere og mere
smidigt. Den stærke Efterstræbelse, som
Pelssælerne har været Genstand for, har bevirket
en betydelig Nedgang i deres Antal. P. Gr. a.
den heraf flg. Prisstigning eftergøres S. ofte,
navnlig ved Hjælp af Bisamrottens Skind, der
giver den holdbareste og bedst lignende
Imitation, medens den ogsaa ret almindelige
Imitation ved Hjælp af Kaninskind afgiver en
tarvelig Vare.
K. M.
Sæming, Søn af Odin og Gudinden Skade,
der efter at være blevet ked af Samlivet med
Njord skulde have giftet sig med Odin. S. blev
saa Stamfader til den trøndske Jarleslægt.
Denne Stamtavle optræder tidligst i Ejvind
Skaldaspiller’s Digt »Háleygjatal« og er
vistnok opfunden for at skaffe Hakon Jarl lige saa
ædel Byrd som den norske Kongeæt.
(A. M. D.). G. K-n.
Sæmund Frode, d. s. s. Sæmundr
Sigfússon.
Sæmundr Sigfússon, enn fróði, isl.
Præst og Historieskriver, f. 1056, d. 22. Maj
1133. S. S. rejste udenlands, inden han blev 20
Aar gl, og studerede bl. a. i Paris; her skal
den senere Biskop Jón Ogmundsson have
truffet ham og bevæget ham til at vende tilbage til
sin Fødeø. Efter sin Hjemkomst blev han
præsteviet og boede paa sin Fædrenegaard Odde
paa Sydlandet til sin Død. I øvrigt vides der
intet synderligt om hans Levned. Han hørte til
Samtidens mest ansete Mænd og blev i lige
Grad beundret som Person, Høvding og lærd.
I de senere isl. Sagn spiller han en
Troldmandsrolle og er der en Slags Faust-Skikkelse.
Der er ingen Tvivl om, at S. S. har været
ualmindelig velbevandret i alle Datidens
Videnskaber, Teologi, Astronomi, og ikke mindst
Historie. Han blev raadspurgt i kirkelige
Spørgsmaal, var virksom ved Tiendelovens Indførelse
1096 og tog Del i Udarbejdelsen af den isl.
Kirkelov (1220—30); han besøgte Altinget og
har sikkert deltaget i ell. haft en stor
Indflydelse paa den praktiske Lovgivning. Der
anføres ofte Udtalelser af S. S. ang. hist.
Tildragelser i Ind- og Udland; nogle af disse er
utvivlsomt mundtlige Beretninger, men andre er
lige saa utvivlsomt hentede fra et Skrift af ham.
Ja, Munken Oddr Snorrason citerer udtrykkelig
en Bog af S. S. Da Are Frode siges at have været
den første, der skrev et hist. Arbejde i
Modersmaalet, maa S. S.’s Bog have været skrevet
paa Latin, hvad der ogsaa passer fortræffelig.
Vanskeligere er det at angive Bogens Omfang.
Den har handlet om de norske Konger, i det
mindste til Magnus den Gode; i Digtet
»Nóregskonungatal« (s. d.) er S. S.’s
Tidsregning ned til denne Konge efter udtrykkelig
Angivelse deri benyttet. S. S. har sikkert
anvendt stor Omhu paa Tidsregningen, og denne
har man ment at kunne spore i yngre hist.
Værker. S. S.’s Skrift har sikkert været ret
kortfattet. P. Gr. a. sine omfattende
Kundskaber fik han sit Tilnavn ligesom hans store
Samtidige, Are, der netop nævner S. S. med den
største Ærbødighed. Naar man i senere Tider
har villet tillægge S. S. Forfatterskabet til
andre og større Værker, prosaiske saavel som
poetiske, er alt det ganske grebet ud af Luften.
Man har ogsaa tillagt ham Æren for at have
samlet de gl. Eddadigte (»Sæmunds-Edda«),
men herfor er der ingen gl, paalidelig
Hjemmel. (Litt.: Arni Magnusson’s vita,
Sæm. Edda I [1787]; K. Maurer, »Ueber die
Ausdrücke«, Anm. 7; F. Jónsson,
»Oldn.-oldisl. Litteraturhist.« II; jfr. den der anførte
øvrige Litteratur).
F. J.
Sæmundsson [’sa^i.møndså.n], Tómas, isl.
Præst, f. 7. Juni 1807, d. 17. Maj 1841. S. blev
1832 cand. theol. og udgav kort efter en Afh.
om »Island fra den intellectuelle Side betragtet«
(Kbhvn 1832), hvori han foreslaar flere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
