Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teglbrænding - Teglfliser - Teglkaas - Teglsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skalmuringssten maa slet ikke komme i
Berøring med Forbrændingsprodukterne og
brændes enten i Kapsler ell. i Mufler (se
Muffel). Kapsler er smaa Æsker af ildfast
Ler, der navnlig bruges ved Brænding af
Porcelæn, men ogsaa til Mosaikfliser. I hver Kapsel
lægges der to Fliser, og Kapslerne stables
derpaa ligesom Sten i een af de beskrevne Ovne.
Brændingstemperaturen kontroleres ofte ved
Segerkegler (s. d.). Se ogsaa Blaadampning.
E. Su.
Teglfliser, se Fliser.
Teglkaas, Baadehavn, Bornholms Vestkyst,
c. 4 km N. f. Hasle, har en Dybde af 2,5 m,
i Indløbet knap 2 m. Med Paalandsstorm kan
Havnen ikke søges.
G. F. H.
Teglsten omfatter Mursten og Tagsten (s.
d.), fremstillede af Teglværksler (s. d.).
Lerets Forbehandling og Formning er omtalt
under Murstensmaskine, Lermøller og
Sumpning.
Formning af Mursten kan ske paa 3
Maader: 1) Maskinstrygning er den i
Danmark
almindeligste Maade (se
Murstensmaskine).
2) Maskinpresning
bruges dels til
vaadt, dels til tørt Ler. Ved
Vaadpresning bliver Leret fra Forælteren skaaret i
Skiver og lagt ind i en Presse mellem Stempler,
der giver det den ønskede Form. Metoden
bruges til Lervarer, der skal have en særlig
regelmæssig og glat ell. mønstret Overflade som
Falstagsten og Fliser. Tørpresning af næsten
tørt Ler anvendes derimod, naar Materialet er
for uplastisk til at kunne behandles paa anden
Maade. Saadant Ler tørres og pulveriseres,
hvorpaa det fugtes saa meget, at det netop
klæber sammen ved Presningen. Stenene bliver
ikke tørrede, men sættes straks ind i
Ovnen og brændes ved en meget høj
Temperatur, thi ellers bliver den
overordentlig tætte Masse ikke gennembrændt.
Tørpresning bruges til Fliser, der skal være særlig
tætte (sintrede Fliser), og i visse Lande
(navnlig England og Nordamerika) til Mursten. I
Danmark bruges Tørpresning ikke. 3) Ved
Haandstrygning bruges en løs Form
(se Fig.) bestaaende af en Fyrretræsramme
med Tværvægge for 1, 2 ell. 3 Sten. Formen
stilles paa Arbejdsbordet og fugtes med Vand
for bedre at slippe Leret, der derpaa smækkes
ned i den med stor Kraft for at faa Hjørnerne
ordentlig udfyldte. Det overflødige Ler
afstryges med en Lineal, hvorefter Formen vendes
paa Siden og flyttes hen paa et kort Bræt,
hvor den atter vendes, saa at Stenene falder
tid. Brættet med Stenene anbringes derpaa i
Tørreladen. For at kunne formes paa denne
Maade maa Leret være særlig godt og blødt;
det vintergraves ell. slæmmes ofte, og der
tilsættes meget Vand, hvilket medfører, at Leret
svinder stærkt ved Tørringen. For at
modvirke Svindet maa der bruges magrere Ler end
til Maskinsten. Stenene bliver fuldkommen fri
for Struktur, da det vaade Ler lader sig ælte
langt bedre end det halvtørre, og de bliver derfor
mere vejrfaste, forudsat at de brændes
tilstrækkelig stærkt, thi jo magrere Leret er, des
højere Temperatur kræver det for at naa en vis
Styrke. Haandstrøgne Sten er oftest lidt dyrere
end Maskinsten og bruges sjældent til Bagmur,
men i stor Udstrækning til Façader. En
væsentlig Grund til deres Anvendelse er, at Siderne
er ujævne, saa at Façaden ikke faar det
slikkede Udseende, som Maskinsten giver. Desuden
binder Puds bedre til dem. Se ogsaa
Klapsten.
Tørringen foregaar i Tørrelader,
overdækkede Rum, der er aabne til alle Sider, saa
at der let kan finde Luftfornyelse Sted, mens
Slagregn, Sol og Vind holdes borte ved
flyttelige Maatter e. l. Stenene stilles paa Højkant
i aabne Reoler, og efter 1—4 Ugers Forløb, efter
Vejret, er de lufttørre og kan brændes. Ved
Tørringen svinder Leret, og hvis Svindet ikke
er ens overalt, vil Stenene revne. Tørringen
maa derfor ske meget langsomt;
Fordampningen fra Overfladen maa ikke foregaa
hurtigere, end denne er i Stand til at suge Vand
fra det indre, ellers vil Overfladen svinde mere
end det indre og revne. Stenene maa derfor
ikke blot være beskyttede mod Regn, men ogsaa
mod Sol og Blæst. I Frostvejr vilde Stenene
fryse i Stykker, og de Teglværker, der ikke har
kunstige Tørreanlæg, kan derfor ikke forme
Sten om Vinteren, men kun brænde
Sommerens Produktion. Større Teglværker benytter
imidlertid ofte den Varme, der stiger op fra
Ovnen, til kunstig Tørring af Stenene.
Undtagelsesvis bruges de vindtørrede Sten uden at
være brændte, men saadanne Sten har ringe
Styrke og opblødes af Vand. Brændingen er
omtalt under Teglbrænding.
Man skelner mellem Façadesten og de
tarveligere Bagmuringssten, der ikke
ses i det færdige Bygværk. Alm. danske
Façadesten er enten røde ell. gule efter Lerets Art,
medens Bagmuringssten gerne er flammede (se
Teglbrænding, Teglværksler).
Glaserede Sten bruges for Udseendets ell.
Renholdelsens Skyld (f. Eks. i Folkestuer).
Størrelsen har været meget forsk.
gennem Tiderne. I Oldtiden brugte man meget
store, men tynde Sten (Roms Ruiner), i
Middelalderen de store og tykke Munkesten
(s. d.), nu om Stunder mindre Sten (se
Mursten, Skillerumssten). Til Skorstene
bruges Radialsten (s. d.), til Hvælvinger
Kilesten, til Façadebeklædning
Skalmuringssten (s. d.). Se ogsaa Formsten,
ildfaste Sten, Molersten. Foruden
massive Sten fremstilles Hulsten med
lodrette ell. vandrette Kanaler, der forringer
Vægten og Varmeledningsevnen, og porøse Sten,
hvis tilsvarende Egenskaber opnaas ved at
blande Leret med Tørv eller Kulsmuld, der ved
Brændingen efterlader Hulrum.
T.’s Styrke vokser med
Brændingstemperaturen og afhænger desuden af Lerets Art.
Fedt Ler giver tætte og stærke Sten, magert
Ler porøse og svage Sten. Efter
Brændingsgraden skelner man mellem halvbrændte
Sten, som ikke er vejrfaste og kun kan bruges
indendørs til svagt belastede Mure,
fuldbrændte Sten, som er det normale
 |
| Teglstensform. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
