Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Telford, Thomas - Telg - Telinga, telingisk - Tell - Tell, Vilhelm - Tellefsen, Thomas Auckland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Akvæduktbygninger, stod han allerede som en af de mest
anerkendte Ingeniører i England. Af hans senere
Arbejder er de betydeligste: Bygningen af den
kaledoniske Kanal, udstrakte Vejanlæg i
Højlandene, Forbedringer af en Mængde skotske
Havne (Dundee, Aberdeen, Leith o. s. v.),
talrige Kanalbygninger i England og Udlandet,
(ogsaa f. Eks. medvirkende ved Göta-Kanalen),
Medvirkning ved Menai- og Conway-Broerne,
Dokanlæg i London m. m. 1818 var han med
bl. Grundlæggerne af det Selskab, som
udviklede sig til Institution of civil engineers. —
T. er i det hele en af de mest, om ikke den
mest fremragende eng. Ingeniør af den ældre,
praktiske Skole. Han ligger begravet i
Westminster Abbey.
A. O-d.
Telg (norsk), se Mangeløv.
Telinga, telingisk, se Telugu.
Tell (arab. ɔ: Høj) forekommer hyppig som
Sammensætningsled i geografiske Egennavne,
f. Eks. T.-el-kebîr, T.-el-Amarna o. s. v.
J. Ø.
Tell [tæl], Vilhelm, schweiz. Sagnhelt, skal
have levet i Slutn. af 13. og 1. Halvdel af 14.
Aarh. og have haft Hjemsted i Bürglen i
Kanton Uri, hvor han nød stor Anseelse som
dristig Jæger og ypperlig Bueskytte. Det er da
ogsaa ved sin enestaaende Færdighed i Brugen
af Armbrøsten, at han er kommen til at spille
en Hovedrolle i de Begivenheder, der efter
schweiziske Krønikeskriveres Beretning skal
have dannet Indledningen til Skovkantonernes
Opstand mod Huset Habsburg. Der fortælles
nemlig om T., at han, da han en Dag, 18.
Novbr 1307 siges der, sammen med sin lille Søn
var kommen til Altorf, vakte den østerrigske
Landfoged Hermann Gessler’s voldsomme Vrede,
fordi han nægtede at tage sin Hue af for en
paa en Stang foran Kirkedøren ophængt Hat,
der som et Sindbillede paa det habsburgske
Herredømme skulde hilses med dyb
Ærbødighed af enhver Schweizerbonde, inden han gik
ind i Kirken. Gessler befalede da T., at han
til Straf for sin Ulydighed skulde skyde et Æble
af sin Søns Hoved, da Drengen ellers skulde
miste Livet. T. maatte da adlyde og fejlede
heller ikke denne Gang sit Maal; men da han
paa Gessler’s Spørgsmaal om, hvad den Pil
skulde bruges til, som han havde stukket i sit
Bælte, inden han skød, svarede (mod Løfte om,
at hans Liv vilde blive skaanet), at den skulde
have givet Fogeden Banesaar, hvis Drengen
var bleven ramt, blev han lagt i Lænker og
bragt om Bord i Gessler’s Skib, der skulde sejle
tværs over Vierwaldstätter-Søen til Borgen
Küssnacht. Undervejs opstod der pludselig en
stærk Storm, der truede med at kæntre
Baaden, og T. blev da som kendt Mand paa Søen
sat til Rors efter at være løst af Lænkerne,
hvorpaa han styrede Skibet saa tæt ind under
en fremspringende Klippe, at han med et
vældigt Sæt kunde naa dens flade Ryg (»die
Tellplatte«), medens Baaden drev ud paa Søen.
Gessler kom i Land et andet Sted, men blev i
en Hulvej nær Küssnacht dræbt af T.’s Pil, og
hermed begynder saa, fortælles der,
Schweizernes Oprør mod Habsburgerne. Allerede i 17.
og 18. Aarh. gjorde dog enkelte Forfattere
gældende, at Pileskuddet i Altorf, og hvad derpaa
fulgte, næppe kunde høre Virkeligheden til, og
den nyere Tids kritiske Historieforskning har
fuldt ud godkendt denne Antagelse, idet den
har paavist, at de ældste Versioner af
Fortællingen om T. og hans Bedrifter først kommer
frem i Slutn. af 15. og Beg. af 16. Aarh. i
Folkedigtning og hos Krønikeskriverne Rusz (1492)
og Etterlin (1507), hvorpaa Tschudi et halvt
Aarhundrede senere i sin store
Schweizerkrønike giver Beretningerne om den berømte
Bueskytte den alm. kendte Form, under hvilken
den er gaaet over i Joh. v. Müller’s navnkundige
»Schweizergeschichte« (1770), men at de med
den formentlige Frihedshelt samtidige
historiske Aktstykker ikke indeholder nogen som
helst Hentydning til en Begivenhed som den
ovf. omtalte og heller ikke kender det mindste
til T. (der dog ikke alene skulde være Gessler’s
Drabsmand, men ogsaa den mest fremragende
bl. Oprørets Ledere), ligesom det af disse
Kilder fremgaar, at der Aar 1307 ikke kan være
Tale om Fjendskab mellem Habsburgerne og
Schweizerne, der ikke havde Grund, i alt Fald
ikke dengang, til at klage over det østerrigske
Herredømme (se Schweiz). Nøjagtige
Undersøgelser har gjort det saa godt som
utvivlsomt, at der aldrig i Uri har eksisteret en
Familie med Navnet T., idet alle Forsøg paa
at hævde det modsatte (herhen hører
Fortællingerne om, at T. var en Svigersøn af Walter
Fürst, at han var med i Slaget ved Morgarten
[1315] og døde 1354, samt Paastanden om, at
hans Slægt uddøde 1684) viser sig at hvile paa
folkelig Tradition ell. paa falske Aktstykker.
T. er altsaa en blot og bar Sagnfigur, identisk
med den drabelige Bueskytte, som optræder
under forsk. Former i et ældgammelt, for hele den
germanske Folkegruppe fælles Sagn, der f. Eks.
forekommer i flere isl. Sagaer (mest kendt er
Jomsvikingesagas Palnatoke), hos Saxo
Grammaticus (Skytten Toke), i eng. Ballader samt i
tyske Folkeviser og rimeligvis er naaet til
Schweiz med en Skare af Theodorik den
Store’s Østgoter, som i Beg. af 6. Aarh. tog de
nuværende Skovkantoner i Besiddelse. (Litt.:
Schiern, »Et nordisk Sagns Vandringer«
[»Hist. Tidsskr.« I, Kbhvn 1840, optaget i
»Historiske Studier«, I, Kbhvn 1856]; Häuser,
»Die Sage vom T.« [Heidelberg 1840]; Huber,
»Die Waldstätte mit einem Anhang über die
geschichtliche Bedeutung des Wilh. T.«
[Innsbruck 1861]; Liebenau, »Die Tellsage«
[Aarau 1864]; Vischer, »Die Sage von der
Befreiung der Waldstätte« [Leipzig 1867];
Hungerbühler, Étude critique sur les traditions
relatives aux origines de la confédération suisse
[Genève 1869]; Rockholz, »T. und Gessler in
Sage und Geschichte« [Heilbronn 1876]; »Arkiv
f. nord. Filologi« XII [1895]; G. Löw, »Sveriges
forntid i svensk historieskrifning« [1908—10]).
(C. F.). H. J-n.
Tellefsen, Thomas Auckland, norsk
Pianist og Komponist, f. i Trondhjem 26. Novbr
1823, d. i Paris 7. Oktbr 1874, fik sin første
Undervisning af A. O. Lindeman, men kom 19
Aar gl til Paris, hvor først Kalkbrenner, senere
Chopin blev hans Lærer. Ved den sidste kom
han i Forbindelse med rige Familier, bl. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
