Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - temperaturnedsættende - Temperatursans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremkaldes paa forsk. Maade (Indvirkning paa selve
Sygdommen, paa Nervesystemet, paa Hudens
Blodrigdom og dermed flg. Variation af
Varmeafgiften o. s. v.) og er forsk. for de forsk.
Midler, men dog ikke altid nøje kendt. De t.
Midler er dels Medikamenter, af hvilke særlig Kinin
er vel kendt fra tidligere Tid, dels har i den
nyere Tid en Mængde ny t. Midler set Dagens
Lys, som Salicylsyre, Antipyrin, Aspirin,
Fenacetin o. s. v. Ogsaa lunkne og kolde Bade og
Indvirkning af en kold Luftstrøm kan virke t.
(Lp. M.). P. H.
Temperatursans. Ved Hjælp af Huden er
vi i Stand til at bestemme, om en Genstand har
en højere eller en lavere Temperatur. Den
daglige Iagttagelse viser os imidlertid, at de ved
forskellige Temperaturer frembragte
Fornemmelser ikke blot kan være forskellige m. H. t.
Styrkegraden, men at de falder i to, ogsaa m.
H. t. selve Fornemmelsens Art ganske
afvigende Grupper: Varmefornemmelser og
Kuldefornemmelser.
Kuldefornemmelsen er ikke en lavere Grad af
Varmefornemmelse, men en virkelig særegen
Sansefornemmelse med en ejendommelig Karakter. Inden
for begge Grupper er vi dernæst i Stand til at
skelne en Række Trin i Fornemmelsens Styrke,
og mellem begge findes et Punkt, eller rettere
en lille Temperaturstrækning, hvor vi
overhovedet ikke har Fornemmelse af nogen
Temperatur: hvor Genstanden hverken føles varm
eller kold. Man kalder dette
Indifferensstrækningen, eller med et mindre godt Udtryk, det
subjektive Nulpunkt.
Sædet for T. er udelukkende den ydre Hud
og de nærmest tilgrænsende Dele af
Luftvejenes, Fordøjelseskanalens og Kønsorganernes
Slimhinder. De dybere liggende Dele af disse
Slimhinder, ligesom Indvoldene i Bryst- og
Bughulen, har lige saa lidt som Musklerne nogen
egentlig Fornemmelse af Temperatur. Det er en
kendt Sag, at hvis man synker Føde, som i
Mundhulen føles varm, saa ophører denne
Varmefornemmelse, saa snart Føden er gledet ned
i Spiserøret.
Hudens Evne til at opfatte Varme- og
Kuldefornemmelser er imidlertid yderst forskellig
paa de forskellige Steder. Medens nogle
Partier opfatter Temperaturforskelligheder med en
temmelig høj Grad af Finhed, er andre derimod
overmaade sløve i saa Henseende, ja det viser
sig, at enkelte Hudpartier overhovedet ikke kan
opfatte Temperaturforskelligheder og altsaa
ganske mangler T., og disse Partier ligger til
Dels spredte mellem hinanden som Øer. Det
er derfor meget vanskeligt at give et
almindeligt Billede af T.’s Finhed paa Legemet, saa
meget mere som der synes at findes individuelle
Forskelligheder hos forskellige Mennesker. Saa
meget kan dog siges: Ansigtshuden hører til de
mest følsomme for Temperaturforskelligheder,
særlig er T. fint uddannet paa Øjelaagene,
Kinderne og Tindingerne, meget mindre er den
paa Næsevingerne. Paa Kroppen har Siderne
en finere T. end Forfladen og Bagfladen, og
Underlivets T. er finere end Brystets, dog med
Undtagelse af Regionen omkring Brystvorterne.
Lændepartiet (Korsryggen) har en fin T.,
Armenes T. er finere end Benenes, og for begges
Vedkommende gælder i Almindelighed, at den
øverste Del af Lemmet (Laaret og Overarm)
har en finere T. end de nederste.
Det viser sig imidlertid ved disse
Undersøgelser, at samme Hudsted ikke behøver at have
samme Finhed m. H. t. Kulde- og
Varmefornemmelser. Man finder tværtimod ofte, at
Partier, som har en fin T. m. H. t.
Kuldefornemmelser, har en mindre m. H. t.
Varmefornemmelser og omvendt, ja man finder endog Steder
(f. Eks. selve Brystvorten), hvor der kun kan
udløses Kuldefornemmelser, men ingen
Varmefornemmelser. I det hele og store er — og
navnlig for de bedækkede Dele af Legemet —
Kuldesansen finere udviklet end Varmesansen.
Størrelsen af de Temperaturintervaller, som
netop lader sig paavise ved T., kan vanskeligt
gives i Almindelighed. Den afhænger nemlig
dels af den berørte Flades Størrelse, dels af
den absolutte Temperatur, dels af den
Hurtighed, hvormed Opvarmningen eller Afkølingen
finder Sted. Det drejer sig i Almindelighed for
de finest opfattende Steder om 0,2°—0,3°, for
middelfint opfattende om 0,5°—0,6° og for de
stumpeste om en Forskel paa 0,9°—1,2°.
Som allerede ovenfor antydet findes der paa
Grænsen mellem de Fornemmelser, der kaldes
»kolde«, og de, der kaldes »varme«, et
Indifferenspunkt eller rettere en Indifferensstrækning.
Dette Punkts Beliggenhed i
Temperaturskalaen er imidlertid ingenlunde fast. Det viser sig,
at det i høj Grad er afhængigt af selve
Hudstedets Temperatur og maaske af andre
Faktorer. En Temperatur, som det ene Øjeblik føles
varm, kan derfor i det næste føles kold. Dypper
man samtidig den ene Haand i 25° varmt Vand
og den anden i Vand paa 35° og, efter at have
holdt dem heri omtrent et Minut, fører dem
begge samtidig ned i Vand paa 30°, saa føles
dette af den første Haand varmt, af den anden
koldt. Da nu de forskellige Hudsteder har en
forskellig Temperatur, vil den samme ydre
Varmegrad kunne give en forskellig
Fornemmelse paa forskellige Steder af Legemet.
Indtil Begyndelsen af 1880’erne antog man,
at Fornemmelsen af Kulde og Varme
frembragtes ved Indvirkning paa de samme
Sanseorganer, og at de kun var Udslag af en
Gradsforskel i disse Organers Paavirkning. Det har
imidlertid vist sig, at der i Huden findes
Punkter, hvis Paavirkning udelukkende giver en
Kuldefornemmelse, og andre, hvis Irritation
altid frembringer en Varmefornemmelse. Der
kan altsaa ikke være Tvivl om, at vor Hud er i
Besiddelse af særlige Sanseorganer for Kulde og
for Varme. Disse Organer er nu ikke alene
paavirkelige af Varme- eller Kuldeirritamenter,
men ogsaa af rent mekaniske (Tryk), elektriske
og kemiske Paavirkninger og svarer altid paa
disse Indvirkninger med en Fornemmelse
henholdsvis af Kulde og Varme. Det er let at
overbevise sig herom: hvis man trykker en lidt
bred Spids (f. Eks. en stump Blyantsspids) mod
et tyndt Hudsted (f. Eks. Haandroden), vil man
ved et passende Tryk paa enkelte Steder faa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
