Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Testamente - Testamente, Gamle og Ny - Testamente mellem Ægtefæller - Testamentseksekutor - Testamentsugyldighed - testamentum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
formelige Pengefideikommisser kan i Danmark
endnu frit oprettes ved T., idet det kun er
Fideikommis godser, der ifølge dansk
Grundlovs § 91 ikke længere kan oprettes, og kgl.
Konfirmation kræves heller ikke hertil,
medmindre det ønskes, at det Offentlige skal føre
Tilsyn med Kapitalens Bevarelse. Ligeledes kan
den testerende paalægge den arvende som
Betingelse for Arvens Nydelse alle Haande
Pligters Opfyldelse, f. Eks. Udredelse af
Begravelsesudgifter, Afholdelse af Begravelsesgilde,
Vedligeholdelse af den afdødes Gravsted. En
Bestemmelse, der maa ske i testamentarisk Form
for at være gyldig, er Bestemmelsen om, at
afdødes Lig skal brændes, Lov af 1. April 1892
(Nr 58) § 2 med Ændring af 5. Marts 1910.
Et T. kan altid senere frit tilbagekaldes,
medmindre den testerende formelig ved Arvepagt
(s. d.) har forpligtet sig til ikke at tilbagekalde
det. Tilbagekaldelsen kan ske saavel
udtrykkelig i et nyt T., som ved Tilintetgørelsen af det
tidligere; hvor to Ægtefæller har oprettet et
gensidigt T. (s. ndf.), kan det dog i hvert Fald
ikke tilbagekaldes, naar den ene allerede har
tiltraadt Arven i Henhold til det gensidige T.
K. B.
Testamente, Gamle og Ny, se Bibel.
Testamente mellem Ægtefæller.
Ægtefæller opretter ofte Testamenter, hvorved de i
Fællesskab bestemmer, at den længstlevende
skal tage Arv efter den først afdøde (se
gensidigt Testamente). Saadanne
Testamenter har været meget hyppige mellem
barnløse Ægtefæller. De vil i Fremtiden faa mindre
praktisk Betydning, efter at Lov 20. April 1926
om Ægtefællers Arveret og uskiftet Bo, Kapitel II,
har givet den længstlevende Ægtefælle, naar den
først afdøde intet Afkom efterlader sig, Ret til
at raade over hele Fællesboet, medmindre den
først afdøde har bestemt andet ved Testamente
(se Ægteskab).
V. B.
Testamentseksekutor eller
Testamentsfuldbyrder. Et Dødsbo kan underkastes
Behandling af T., naar dette er foreskrevet ved
Testamente, og naar det Offentlige dertil
meddeler fornøden Bevilling, hvilket regelmæssig
ikke nægtes. T. træder da i Skifterettens Sted
og har at behandle Boet efter Reglerne for
offentligt Skifte. Dog kan T. ikke med
Retsgyldighed paakende Tvistigheder, som maatte
opstaa mellem Boets Interessenter, men maa i
paakommende Tilfælde henvise Tvisten til
Domstolenes Afgørelse. T. har at stille Sikkerhed
for de ham betroede Midler. Hans Behandling
foregaar under offentligt Tilsyn efter de i Lov
20. Apr. 1926 givne Regler, ligesom det
Offentlige, naar Boet er sluttet, foretager Revision af
Behandlingen. Under visse Betingelser kan
Skifteretten eller Justitsministeriet beordre, at et
af T. behandlet Bo skal overgaa til Behandling
af Skifteretten, navnlig naar saadant forlanges
af en vis Majoritet af Boets Kreditorer, efter
at Gælden er fragaaet, eller naar T. ikke
udfører sit Hverv paa tilbørlig Maade.
K. Hch.
Testamentsugyldighed. Om Testamenters
Gyldighed gælder i Hovedsagen Regler af
samme Karakter, om end ikke altid af samme
Indhold, som ved andre Retshandler. Saaledes skal
Testator have en vis Alder og en vis
Sjælssundhed for gyldigt at kunne oprette
Testament. Ejendommelige er Reglerne om
Ugyldighed af Testament, hvor de foreskrevne Former
(Skriftlighed, særlig Bevidnelse) ikke er
iagttagne. Testamentet er i saa Fald ikke ubetinget
ugyldigt, saaledes som f. Eks. i tysk Ret. Men
den Arving eller Legatar, som vil anfægte det,
maa lægge for Dagen, at han benægter dets
Rigtighed, d. v. s., han paastaar enten at det
fremlagte er et falsk Testamente eller ikke er
Testators endelige Villie, eller at Testator ikke
var habil. Denne Regel er hjemlet ved
Arveforordningen af 1845 § 24 og nærmere udviklet
i Praksis. Se i øvrigt Testamente.
V. B.
testamentum, latinsk, af testor (af testis),
»Vidne«, »indsætter«. Den ældste romerske
»Arveret« var blot en Konsekvens af den ældste
romerske Families Ejendomsfællesskab. Ligesom i
indisk, græsk og germansk Ret tilhørte den
enkelte Families Formue oprindelig Familien i
Fællesskab. Denne fælles Ejendomsret traadte
vel i Skygge for Husfaderens Ret til at raade
over (forvalte) Patrimoniet. Men vivo patre var
den hele agnatiske Descendens Medejere af
Familieformuen. Og morte patris fortsattes dette
Fællesskab (consortium) af Arvingerne
(consortes). Arvefølgen var kun en continuatio
domini. En Erindring herom er bevaret i den
historiske Tid i Udtrykket sui heredes. De
nærmest arveberettigede Slægtninge, de egentlige
Arvinger, benævnes endnu i de XII Tavlers
Love »Selvarvinger«. Ved Husfaderens Død
modtog sui heredes kun, hvad der allerede var
deres eget. I det primitive Rom, ligesom i den
ældste Tid hos andre ariske Folk, fandtes kun
Arv ifølge Slægtskab. Allerede i de XII
Tavlers Love kendes imidlertid testamentarisk
Arv. Og den testamentariske Arvefølge
forudsattes som den principale. Kun hvis
Arveladeren døde uden at have oprettet Testamente
(si intestato moritur), kaldtes den afdødes
Slægtninge i en vis Følgeorden til Arv.
Ligesom den primitive romerske successio
heredis var en umiddelbart indtrædende
Slægts »Arvefølge«, var den en umiddelbar
Indtræden i den afdødes hele retlige
Personlighed. Ligesom selve Slægtens
»Arveberettigelse« var ogsaa den enkelte Arvings successio in
universum jus defuncti en Konsekvens af den
ældste romerske Familieform, det religiøst og
økonomisk, nøje sammenknyttede
»Husfællesskab«. Den agnatiske Descendens hæftede ikke
blot for Husfaderens ideelle Forpligtelser,
Familiens sacra, dens hospitium, Patronat og
oprindelig dens Blodhævn. Den indtraadte ipso
jure ogsaa i Husfaderens hele materielle
Retsstilling, i hans Formuerettigheder saavel som i
hans Formueforpligtelser. Den romerske
Arvefølge var fra først af — og vedblev at være —
begrebsmæssig en Universalsuccession. (Først
en senere Tids videre Udformning af
Testationsretten og den dermed følgende Udvikling
af friere Teståmentsformer danner den
historiske Forudsætning for en legatarisk
Formueovergang og dermed for Anerkendelsen af
en »Singulærsuccession«. Den ældre romerske
Rets eneste Form for Singulærsuccession,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
