Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Théâtre Français - Théâtre Libre - Theatrum anatomico-chirurgicum - Theatrum europæum - Thebai - Thebain - Thebais - thebaiske Legion - Theben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa det ny T. fik Stade. Skønt Stiftelsen
foregik efter Mesterens Død, kalder den fr.
Nationalscene sig altsaa med Rette Molière’s Hus.
Den har i Tidens Løb skiftet Opholdssted,
første Gang 1689, da den flyttede til en Gade,
som nu kaldes Rue de l’Ancienne Comédie, og
hvor den forblev til 1770, sidste Gang, da den
1799 ved Førstekonsul Bonaparte’s Omsorg fik
Bolig i Skuespilhuset for Enden af Rue
Richelieu, hvor den endnu findes. Den seneste
Bygning er rejst i Beg. af dette Aarh.
Under det russ. Felttog 1812 fastsatte
Napoleon i Moskva de endnu gældende
Bestemmelser for T.’s Ledelse. Chefen er en af Staten
anerkendt administrateur général — i
Øjeblikket (1927) den dram. Forf. Émile Fabre (f.
1869) —, der forhandler med et
Skuespiller-Raad om saadanne vigtige Anliggender som
Stykkers Antagelse og Kunstnernes Ansættelse
og Lønning. Truppen deles i 2 Klasser: De paa
Livstid ansatte (sociétaires) og de tidsansatte
(pensionaires). Skønt mangfoldige nyere
parisiske Skuespilhuse har medført Splittelse af
de dram. Talenter, hævder T. stadig en
Førsteplads blandt Europas Scener, et sikkert
Hjemsted for god Smag og gammel Kultur. Hvad
der især giver T. dets storladne Præg, er
Sproget, som tales mere udsøgt, mere akademisk
end paa nogen anden Scene. Ikke gennem
kostbare, opfindsomme Iscenesættelser, men ved
den mest afslebne Talekunst varetager T. sin
Hovedopgave, nemlig at bevare Kendskabet til
den klassiske dram. Litteratur lige fra
Corneille’s, Racine’s og Molière’s Tid. Moderne
Strømninger indenfor Kunsten skal derimod
ikke søges paa T., der er konservativt i sin
Aand; først 1921 indførtes f. Eks. Henrik Ibsen
med »En Folkefjende«. Noget dansk Skuespil
er ikke opført paa T., naar en forvansket
Udgave af »Den politiske Kandestøber« undtages;
derimod har Poul Reumert, først af alle
nordiske Skuespillere, 24. Novbr 1925 optraadt som
Gæst ved en Særforestilling i Tartuffe’s Rolle.
Frankrigs anden statsunderstøttede Scene Odéon
virker som en Forskole til T.
Store Kunstnernavne har gennem Tiderne
været knyttet til T. og udbredt dets Ry: I den
første Periode navnlig Michel Baron og
Mlle Champmeslé; 18. Aarh.’s Stjerner
var især Tragikeren Lekain og de to
Rivalinder Clairon og Dumesnil; i
Napoleons-Tiden Talma og Mlle Mars, medens
19. Aarh. havde de to store Tragedienner
Rachel og Sarah Bernhardt foruden en
Række aandfulde Fortolkere af det fr.
Lystspil som Bressant, Delaunay,
Samson, Got og Coquelin den Ældre samt
den ejendommelige Tragiker
Mounet-Sully. 1920 bestod Personalet af 66 Personer,
hvoraf 19 Mænd og 12 Kvinder var Sociétaires;
man opførte 460 Forestillinger foruden 100
Forestillinger i Provinsen og Udlandet. T.’s
største Navn er i Øjeblikket (1927)
Karakterskuespilleren de Féraudy, og med ham i
Spidsen gav et Ensemble derfra 1921 nogle
Gæsteforestillinger paa det kgl. Teater i Kbhvn.
(Litt.: A. Houssaye, La Comédie
Française 1680—1880 [Paris 1880]; G. Bapst,
Essai sur l’Histoire du Théâtre [Paris 1893]; E.
Brandes, »Fremmed Skuespilkunst« [Kbhvn
1881]; K. Mantzius, »Skuespilkunstens
Historie«, IV-VI [Kbhvn 1904-16]).
R. N.
Théâtre Libre [te’a.trö-li.brö], se Antoine
og Frie Teatre.
Theatrum anatomico-chirurgicum [te-ki-],
se anatomisk Teater.
Theatrum europæum [te-æ^u-] (lat.), en
Kronik over Tidsbegivenhederne, der begyndte
at udkomme 1633 i Frankfurt a. M. og blev en
Art Forløber for Avislitteraturen. Abelin var
Grundlæggeren; senere gik T. e. over til
Kobberstikkerfamilien Merian; 1718 ophørte den.
Den omfatter 21 Bind.
Thebai, se Thiva.
Thebain [te-] (Tebain), se
Opiumsalkaloider.
Thebais [’te’-] kaldtes i Oldtiden efter
Hovedstaden Theben den sydlige Del af Ægypten. —
I den gr. og rom. Litt. anvendes samme Ord
som Titel paa flere Digte (af Antimachos og
Statius), som behandler den til det gr. Theben
knyttede Sagnkreds.
H. H. R.
thebaiske Legion [te-] var efter en kristelig
Legende en Legion af Soldater fra det ægypt.
Thebais, som 302 e. Kr. af Kejser Maximianus
blev sendt mod de Kristne i Gallien, men
vægrede sig ved at kæmpe imod dem, hvorfor
den tillige med Anføreren Mauritius blev
nedhugget ved St-Maurice i Kanton Wallis. 22.
Juni (de 10000 Ridderes Dag) er helliget
Mindet om denne Begivenhed.
H. H. R.
Theben [’te’-] (Thebai, med nygr. Udtale
Thivæ) var i Oldtiden den betydeligste By i
Boiotien og en af de mest fremragende Byer i
Grækenland. Den laa i den sydlige Del af
Boiotien omkr. Borgen Kadmeia paa et
fremspringende Højdedrag mellem Floderne
Ismenos og Dirke, der forener sig N. f. Byen. Det
var en ældgammel By, hvis Oprindelse gaar
tilbage til Sagntiden. Som dens Grundlægger
nævnedes Kadmos, der skal have givet Borgen
Navn, medens senere Brødrene Amfion og
Zethos byggede Byens Mure med de 7 Porte.
En hel Sagnkreds slutter sig til T. (Oidipus,
de Syv mod T. o. s. v.). Fra gammel Tid
tilhørte T. ligesom de andre Stæder i Boiotien
det boiotiske Forbund, men søgte
efterhaanden mere og mere at tiltage sig Ledelsen
inden for dette. Medens T. opr. som de fleste
andre græske Stæder havde været behersket af
Konger, blev Forfatningen senere aristokratisk,
og et ringe Antal Fornemme beherskede Byen.
Disse var det formodentlig, som ved
Persernes Angreb paa Grækenland (480 f. Kr.) bragte
T. til tillige med de fleste Boiotere at svigte
Grækenlands Sag. Men efter Slaget ved
Plataiai, hvor Thebanerne kæmpede paa persisk
Side, tvang de sejrrige Grækere T. til at
underkaste sig, hvorefter Byen mistede sit
Overherredømme over Boiotien. Senere fik den det
imidlertid tilbage, da Spartanerne ønskede at
danne en Modvægt i Mellemgrækenland imod
Athen, og i den peloponnesiske Krig stod
ogsaa T. med største Delen af Boiotien paa
Sparta’s Side. I det hele taget stod T. oftest i et
spændt Forhold til Athen, navnlig p. Gr. a.
stadige Grænsestridigheder. Først da Athens
Magt var knækket ved den peloponnesiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
