- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
473

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tillidsteorien - Tillier, Claude - Tillisch - Tillisch, Frederik Ferdinand

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Løftets objektive Indhold (Erklæringen), uden
at interessere sig for Parternes subjektive
Forudsætninger. Paa dette sidste Standpunkt
antages Christian V’s danske Lov at have staaet.
Villiesteorien antages i Almindelighed at have
været gældende i Romerretten og fastholdes
stadig i de fleste af de Lovgivninger — f. Eks.
den tyske —, der har udviklet sig paa
Grundlag af denne Ret. Forskellen mellem
Villiesteorien og T. er ikke saa stor, som man ved
første Øjekast skulde tro. Skyldes
Villiesmanglen saaledes Forsæt eller grov Uagtsomhed hos
Løftegiveren, er der Enighed om, at han maa
være bundet ved Løftet, og selv om der kun
foreligger simpel Uagtsomhed, er
Medkontrahenten selv ifølge Villiesteorien ikke ganske
uden Retsbeskyttelse, idet han da kan fordre
Erstaning for det positive Tab (f. Eks.
Transportudgifter), han har lidt ved at stole paa
det ugyldige Løfte. Omvendt følger det af
T.’s eget Princip, at hvis Løftemodtageren
indsaa eller burde indse, at der forelaa en
Villiesmangel hos Løftegiveren, kan han ikke støtte
nogen Ret paa Løftet. Konflikten mellem
Teorierne opstaar altsaa kun i de Tilfælde, hvor
der foreligger god Tro hos begge Parter eller
for Løftegiverens Vedkommende kun simpel
Uagtsomhed. I dansk Retspraksis er
Villiesteorien forlængst trængt igennem i Domstolenes
Praksis uden Tvivl paa Grund af de stærke
Hensyn til Samhandelens Sikkerhed, der taler
for denne Teori og den maa nu anses for i
Princippet lovfæstet ved Aftaleloven af 8. Maj
1917, der dog udtrykkeligt kun udtaler det
negative, at Løftegiveren ikke er bundet ved en
for Løftemodtageren kendelig Villiesmangel.
Da det som nævnt navnlig er Hensynet til
Handelslivets Interesser i at kunne stole paa
afgivne Løfter, der motiverer T., kan det
muligvis antages, at den ikke gælder ved Gaver,
Væddemaal o. a. for Samhandelen mindre vigtige
Retshandeler, eller for disse i alt Fald maa
modificeres derhen, at Løftegiveren ikke er bundet
ved Villiesmangler, der slet ikke kan tilregnes
ham. Ved Testamenter er der derhos Enighed
om, at Testators Villie er det afgørende
Princip for deres Fortolkning. — Det er kun det
virkelig lovende, der binder Løftegiveren. Er
et Løfte uden Løftegiverens Skyld blevet
forvansket undervejs, bindes han ikke ved det
forvanskede Løftes Indhold, og omvendt bliver
Modtageren ikke ved Accept (f. Eks. i Form
af et »Ja«) af det forvanskede Løfte bundet
efter det oprindelige Løftes Indhold, selv om
begge Parter er i fuldkommen god Tro. — Et
særligt Spørgsmaal om Anvendelsen af T.
opstaar ved Proforma- eller Skinretshandeler. Ved
disse er det ikke Parternes Mening at indgaa
nogen virkelig Retshandel, men kun, at
Transaktionen over for Trediemand skal tage sig ud
som en Retshandel. Proformaretshandelen kan
derfor ikke skabe Ret mellem Parterne selv
efter sit Indhold, og disse kan ej heller over
for Trediemand støtte nogen Ret derpaa.
Derimod vil en Trediemand, der i Tillid til, at der
foreligger en virkelig Retshandel, indgaar
Aftale med Parterne, hyppigt kunne kræve at
stilles over for Parterne, som om der havde
foreligget en virkelig Retshandel. Hvis f. Eks.
A paa Skrømt sælger en Ting til B, bliver B
ikke Ejer af Tingen og er ikke over for A
pligtig at betale den aftalte Købesum, og A’s
Kreditorer vil kunne tilegne sig Tingen uden
Hensyn til det stedfundne Skinsalg; men sælger
B Tingen videre til den godtroende C, bliver A
bundet ved dette Salg.
A. D. B.

Tillier [ti’lie], Claude, fransk Forfatter,
f. i Clamecy (Nivernais) 1801, d. i Nevers 1844.
I T., der først var Lærer, siden Redaktør,
satiriserede med djærvt Lune over sin Hjemstavns
Bondetyper, Adel og Embedsmænd. Han var i
Frankrig en af de første, som skrev en
Bonderoman, Mon oncle Benjamin (1842, illustreret
Udgave 1915), en humoristisk Skildring af en
Landsbydoktors Tilværelse mellem Bønder,
ogsaa rig paa drøje Udfald mod Præster,
Dommere og Landadelen. Hans Œuvres complètes
udkom i Nevers 1846, ny Udgave i Bryssel 1855.
Hans Pamfletter minder om P. L. Courier; i
øvrigt er han den Dag i Dag mere skattet i
Belgien end i Frankrig.
S. Ms.

Tillisch [’tilisj], en fra Schlesien stammende
Patricierslægt, der allerede forekommer i 14.
Aarh. En Linie blev 1556 adlet af Kejser
Ferdinand, andre Linier optoges 1665 og 1680 i
den böhmiske Ridderstand. Slægten kom til
Danmark i 17. Aarh. Henrik Vilhelm T.
(1720—61) gjorde først Tjeneste som
Kammerjunker, udnævntes 1746 til Amtmand over
Stavanger Amt og kort før sin Død til
Generalvejmester søndenfjelds. Hans Søn, Oberst,
Kammerherre Georg Frederik T.
(1759—1845), hvis Descendenter ved kgl. aabent Brev
af 22. Juli 1872 blev anerkendt som hørende til
den danske Adel, var Fader til Amtmand paa
Færøerne, senere i Aabenraa, Kammerherre
Christian Ludvig T. (1797—1844), der
fra 1841 var Christian VIII’s meget
indflydelsesrige Kabinetssekretær, til
Geheimekonferensraad Frederik Ferdinand T. (s. d.),
til Sognepræst for Herlufsholm Sogn Paul
Christian T.
(1805—76), hvis Søn,
Kammerherre George Frederik T.
(1835—1917), først var Stiftamtmand i Viborg, senere
Amtmand over Præstø Amt, og endelig til
Generalmajor Johan Sigismund Møsting
T.
(1810-87).
P. B. G.

Tillisch, Frederik Ferdinand, dansk
Statsmand, f. 15. Apr. 1801 nær ved Haderslev,
d. 16. Febr 1889 i Kbhvn. Han blev 1820
Student fra Herlufsholms Skole og 1824 juridisk
Kandidat; var i nogle Aar Auditør i
Rendsborg, blev 1830 Amtmand paa Færøerne, 1837
i Ringkjøbing og 1843 Stiftamtmand i Aalborg.
Herfra kaldtes han allerede næste Aar for at
blive Kabinetssekretær hos Christian VIII. T.
var en oprigtig dansk Mand, men afgjort
konservativ og derfor i skarp Modsætning til det
nationalliberale Eider-Parti, saa at han fik
Udseende af at støtte Slesvigholstenerne. Som
Kabinetssekretær havde T. ikke ringe Del i
den skarpere Optræden, som Kongen i de
følgende Aar viste over for de augustenborgske
Prinser og til Fremme af det danske Sprog i
Nordslesvig. Han beholdt Stillingen under Fr.
VII og var saaledes med i Forhandlingerne om

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0481.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free